Af Josefine Olsen / Foto: Simon Læssøe

Klokken slår 09.50, og alle skolens børn og lærere er samlet i gymnastiksalen. Rummet er fyldt af støj fra børn - og voksne der forsøger at tysse på dem. Foran menneskemængden står en lærer, og da han tænder et stearinlys, sænker roen sig, og alle i rummet lytter med, mens han fortæller en historie.

Dette scenarie udspiller sig hver dag på Mariendal Friskole på Vesterbro, hvor elever og lærere mødes til samling. Til disse samlinger deltager også skolens specialklasse, der er en integreret del af skolens hverdag og livet på skolen.

På skolen har man i mange år arbejdet med inklusion, og de har en særlig tilgang til, hvordan man skaber og opretholder god inklusion. Skoleleder Anders Blom Salmonsen beskriver det således:

”Vi har nogle ting, der fylder meget på den her skole. Det ene, det er fællesskab. Vi er så få elever, at vi kan etablere et fællesskab, hvor alle føler, at de hører til i et trygt miljø. Den rummelighed, der opstår, når man er en del af et fællesskab, hvor man ikke løfter et lige stort ansvar altid. Der er også noget, der er uretfærdigt, nogen får måske flere pauser end andre. Hvis man vænner børn til det, så fungerer et fællesskab.”

Tilfælde ændrede elev- sammensætningen i klassen

Skolen, der åbnede tilbage i 1980’erne, havde over flere årgange en specialklasse, hvor eleverne primært havde Downs syndrom. Da en årgang af elever viste sig at være meget uhomogen, og støttebehovet var større, end hvad skolen kunne tilbyde, ændrede de retning, og har nu primært elever med autisme eller inden for autismespekteret. Selvom klassen har fået et andet elevbillede, har tilgangen og ønsket om, at alle børn kan være en del af og indgå i skolens liv ikke ændret sig.

Mariendal Friskole
Foto: Simon Læssøe

”Jeg synes, at vi især er gode til at lære børn at være rummelige over for hinanden, fordi det kommer af, at vi lærer hinanden at kende. Alle børn på den her skole kender hinanden mere eller mindre. Vi bringer dem rigtig tit i situationer, hvor de skal hjælpe hinanden på den ene eller anden måde. Og det kan vi, fordi vi er så lille et sted, hvor vi ofte kan gøre noget sammen, alle sammen, og hvor ingen lærer eller elev er en fremmed. Vi har en mulighed for at skabe nogle ret trygge og forudsigelige rammer for eleverne samtidig med, at de er en del af det daglige kaos,” fortæller Anders Blom Salmonsen.

”Flere år i træk, havde vi nogle klasser, hvor flere af eleverne havde Downs syndrom eller et andet handicap. I den forrige klasse sammensatte vi også fra begyndelsen en gruppe med tilsvarende udfordringer, men tidligt i forløbet flyttede nogle af eleverne, som viste sig at være mere udfordrede, end vi havde indsigt i ved indskrivningen. Ved løbende evalueringer blev eleverne vurderet til ikke at passe til vores rammer, som for eksempel ikke kan matche specialskolernes fysiske rammer, hvad angår sanserum, talehøre-pædagog, fysioterapi m.v.,” uddyber skolelederen.

Klokken slår 09.50, og alle skolens børn og lærere er samlet i gymnastiksalen. Rummet er fyldt af støj fra børn - og voksne der forsøger at tysse på dem. Foran menneskemængden står en lærer, og da han tænder et stearinlys, sænker roen sig, og alle i rummet lytter med, mens han fortæller en historie.
Foto: Simon Læssøe

Fra elev til ansat

At skolen har gjort en forskel for i hvert fald én elev, viser sig ved, at en tidligere elev med Downs syndrom nu arbejder på skolen, hvor hun varetager forskellige praktiske opgaver og hjælper til i fritidsordningen.

”Hun er jo ansat på skolen i et skånejob og udfylder en fantastisk rolle, både hos børn og voksne. Og så udfører hun også et praktisk stykke arbejde, for når hun har fri, kan vi alle sammen mærke, at så kører tingene ikke helt, som de skal. Så hun har virkelig en vigtig funktion. Både socialt og praktisk,” siger klassens lærer Rene Fagerlund.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 4 2022