Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Glad er anderledes - En handicappolitisk aktør der tjener penge

TV-Glad er kendt landet over. Selv om man måske ikke har set eller hørt deres programmer, er brandet slået igennem. Det er noget med, at alle kan noget, hvis de får chancen, en uforfærdet trang til nye eventyr, men også rendyrket business. Mikkel Holmbäck var en af grundlæggerne for 23 år siden, og som boss sidder han stadig og trækker i trådene. Hvordan holder man sammen på en så skæv organisation – og hvad driver egentlig ham Mikkel?

NYHED

KORT FORTALT


TV GLAD

Mikkel Holmbäck var med til at starte TV-Glad i 1999.

Dengang kaldte man det verdens første tv-station for udviklingshæmmede.

I dag laver man stadig tv. Men man laver også mad til caféer, har en STU og meget mere.

I alt arbejder der 330 mennesker i Glad. Cirka halvdelen har et handicap.

Af Arne Ditlevsen | Foto: Simon Læssøe

Pudset skaller af, vinduerne trænger til en klat maling, og opgangen er trådt ned som et par gamle sko. Vi befinder os i et af Københavns mindre fashionable kvarterer. Mellem et bilværk­sted og andre småvirksomheder.

I receptionen bliver man mødt af store smil. Det er ikke for ingenting, at vi er trådt indenfor hos Glad Fonden. Glad er en af Danmarks største socialøkonomiske virksomheder med en omsætning på over 80 millioner kroner i 2021 og omkring 330 ansatte, hvoraf cirka halvdelen har forskel­lige former for handicap.

Mikkel Holmbäck, direktøren for det hele, bliver tilkaldt og træder kort efter afslappet ind ad døren. Den 65-årige admi­nistrerende direktør var selv en af grund­læggerne i 1999 af det, der i første omgang hed TV-Glad, og som ofte bliver omtalt som verdens første tv-station for menne­sker med udviklingshandicap.

Han starter med at tage os på en lille rundtur i hovedkvarteret.

Jeg har aldrig forstået, hvorfor vi kritiseres for at være for de bedst fungerende

Mikkel Holmbäck, direktør i Glad Fonden

Eliny Sivarajah og Kristine Rovsing tager imod i Glads reception.
Foto: Simon Læssøe

Opgør med ’nuttede dyrebørn’

Det første vi møder er en åben blå dør. ’Animation’ står der på et skilt. Martin sidder med tavler fyldt med små tegninger. Det er et storyboard til en lille animationsfilm, han er ved at lave. Bag ved Martin sidder Maja. Hun er ved at animere nogle jokes, der skal på fondens hjemmeside og sociale medier.

”Da Henrik (Marentius, red.) og jeg startede TV-Glad i sin tid, handlede det om ytringsfrihed, om at kunne tale med eget næb. Give de her mennesker en mulighed for at være til stede i me­diebilledet på egne betingelser. For dengang blev mennesker med handicap portrætteret som enten nuttede dyrebørn eller nogle, det er synd for.”

Mikkel Holmbäck fortæller, at han og Henrik Marentius kendte hinanden fra RUC. I 80’erne arbejdede de sammen på Vesterbro Video-værk­sted, hvor man kunne få hjælp til videoproduk­tion. Her åbnede de på et tidspunkt dørene for mennesker med udviklingshandicap. Mikkel havde intet kendskab til mennesker med den baggrund, men det havde Henrik, der har en søster med udviklingshandicap.

Institution fra morgen til aften

Vi forlader animatorerne. Inde i et lille studie tager Mark Sonne imod: ”Jeg har været her siden 2005. Vi sidder og mikser en podcast om blinde iværksættere.”

Mark er selv blind og har cerebral parese. ”Der er ikke tid til, at man vil have os på en almindelig arbejdsplads. Derfor er TV-Glad helt fantastisk, for de tager sig tid til os.”

”I de nordiske lande har man støvsuget arbejdsmarkedet for mennesker med kognitive handicap. De er på institution 24/7 eller tilkendt førtidspension og så tilbudt beskyttet værksted. Vores afsæt var jo netop en erkendelse af, at den meget gennemgribende institutionalisering har en ekskluderende bagside.”

Et brud med den tankegang er altså baggrun­den for den koncernlignende organisation, der i dag er Glad Fonden.

”Vi har været i stand til at gribe det, der viser sig at være bæredygtigt og meningsgivende for målgruppen. Teater og design har vi, fordi nogen bankede på døren – kunne vi lave noget sammen? Vores svar var: I er velkomne til at være en del af Glad Fonden. Når I har oparbejdet en forretning, der kan betale jeres løn, får I løn. Huset og faciliteterne er jeres.”

Vi har jo vist, at mennesker med kognitive handicap kan en masse ting og er en ressource

Mikkel Holmbäck, direktør i Glad Fonden

Glad er også en forretning

Vi går en etage op. ”Hej boys,” siger Mikkel Holmbäck til de fire gutter, der i dag udgør gamer-redaktionen. Gaming-siden er kun et halvt år gammel. ”Gaming er et vigtigt om­råde, for her kan alle være lige. Man ved ikke, hvem der sidder bag skærmen,” siger Andreas Nederland, gruppeansvarlig for redaktionen.

Glad bliver indimellem kritiseret for ’kun’ at være en arbejdsplads for de bedst fungerende mennesker med udviklings­handicap – hvad med dem som har mere omfattende handicap?

Vi spørger Mikkel Holmbäck, hvad han siger til den kritik: ”Jeg har aldrig forstået, hvorfor vi kritiseres for at være for de bedst fungerende. Jeg ved ikke, hvad grunden er til, at når vi snakker handicap i Danmark, så taler vi om det som en homo­gen gruppe, der skal omfatte alle. Og jeg er heller ikke enig i præmissen for spørgsmålet. Man skal i hvert fald sætte det i forhold til konteksten. Vi er en forretning, vi tjener alle vores penge selv, så der er nødt til at være en balance mellem opgaver og kompetencer.”

En virksomhed med holdninger

Et stort sort/hvidt billede med et abstrakt møn­ster tager imod os, da vi kommer hen til Glad Design. Billedet er lavet af Lasse Rasmussen og har været trykt på t-shirts hos Mads Nørgaard. Glad Design har samarbejde med mange forskellige virksomheder, blandt andet Uniqlo, og vandt i 2021 Danish Design Award i kategorien Employment Growth.

Mikkel Holmbäck er helt bevidst om, at Glad er en handicappolitisk aktør – men ud fra nogle andre forudsætninger end de etablerede organisationer på området: ”Jeg tror, at vi påvirker rigtig mange ved eksemplets magt. Vi har jo vist, at men­nesker med kognitive handicap kan en masse ting og er en ressource.”

Glad-bossen nævner uddannelse som et område, hvor Glad har haft stor gen­nemslagskraft. Glad var således før STU med en ungdomsuddannelse, og man har senest arbejdet med et forsøg med en to-årig erhvervsrettet uddannelse og Flexud­dannelsen, som man nu kæmper for at få lovfæstet. En anden ambition lige nu handler om fremtidens bolig, hvor Glad er partner i et projekt, der også omfatter arkitektfirmaet Dorte Mandrup, KAB og andre. Det går ud på at bygge et varieret boligområde, hvor der også er boliger til målgruppen og indtænkt grøn service og ejendomsvedligeholdelse mv. fra starten af. Naturligvis leveret af Glad.

Hos Glad Design laver man design til en række store firmaer af alt fra sengetøj til bæreposer.
Foto: Simon Læssøe

Ingen kaosangst

Oppe under taget holder Glad Teater til. Selv om det er sommerferie, har man susende travlt. Teatrets nyeste forestilling, Stormen, gæsteoptræder man med på festivaler rundt om i Europa denne sommer. I Polen er man det eneste Inclusive Company, der deltager i en stor Shakespeare Festival.

At lave noget sammen med nogle mennesker, finde ud af hvad der virker, er enormt inspirerende for mig, det tænder jeg sgu på. Jeg er ikke så bekymret for kaos, lider ikke af kaosangst, eller at det hele skal planlægges. Jeg kan godt lide at arbejde i et åbent rum,” siger Mikkel Holmbäck, der synes, at ”han har fået sig et sindssygt meningsgivende arbejdsliv”.

På vej til frokost stikker vi hovedet ind i køkkenet. ”Glad Mad og Service er et stort forretningsområde for os. Vi driver cafeer og kantiner,” fortæller Mikkel Holmbäck. På vores rundtur har vi dog slet ikke set alt, for ud over flere afdelin­ger rundt om i landet driver Glad også en zoologisk have i Jylland, en STU og har en afdeling, der tilbyder grønt vedligehold og rengøring.

”Det er en kunst for os, at vi ikke er sårbare, selv om en kommune trækker sig. Vi har en vifte af forretningsområder, så vi kan tabe lidt på det ene, bare det går godt med noget andet.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 4 2022

BLÅ BOG

Mikkel Holmbäck

Han er uddannet cand.mag. i pædagogik og samfundsfag – og medstifter af TV-Glad i 1999.
Mikkel er gift med Lotte, bor på Frederiksberg og har to børn på 32 og 29 år samt to børnebørn.

Fritiden bruger han og hustruen blandt andet i et husmandssted på Vestsjælland, hvor de sammen med naboerne har får. Sammen med en gammel studiekammerat har han desuden en lille båd, hvorfra de sætter garn og fisker.

FAKTA

Om Glad

Grundlagt i 1999 af Mikkel Holmbäck og Henrik Marentius.
Det startede som tv-stationen TV-Glad, men omfatter nu både et teater, mad (kantine- og café-drift), design, erhverv, medier, en zoologisk have, STU og Flexuddannelse samt service (for eksempel rengøring og udendørs vedligehold).

Glads medier distribueres digitalt.
De enkelte historiers rækkevidde varierer meget. Men eksempelvis har programmet om mormor-mad i serien ”Elisa laver mad” indtil videre nået 50.000 personer
og haft op mod 100 kommentarer. Videoen ”På kyssebænken med Oliver og Maggie” har nået godt 220.000 personer, er vist 129.000 gange og har fået 376 kommentarer.
Glad Fonden samarbejder blandt andet med virksomheder som NREP, Dorte Mandrups Tegnestue, Uniqlo, Hobbii og Red Barnet.
Glad Fonden er en erhvervsdrivende fond og havde i 2021 en omsætning på lidt over 80 millioner kroner og har omkring 330 ansatte fordelt på seks afdelinger.

KORT FORTALT


TV GLAD

Mikkel Holmbäck var med til at starte TV-Glad i 1999.

Dengang kaldte man det verdens første tv-station for udviklingshæmmede.

I dag laver man stadig tv. Men man laver også mad til caféer, har en STU og meget mere.

I alt arbejder der 330 mennesker i Glad. Cirka halvdelen har et handicap.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Lev Magasinet 4 2022

- Portræt: Glad er anderledes
- Tema: En skole til hver elev
- Frivillige: Team Lejrhjælper blandt 32.000 spejdere