Af Anni Sørensen, Levs landsformand

Systematiske svigt og overgreb. Det var vilkårene for tusindvis af børn, unge og voksne med udvik­lingshandicap under Sær- og Åndssvageforsorgen gennem det meste af det tyvende århundrede. Vilkår som gav store og livslange ar på sjælen for mange af de anbragte. Det er den entydige konklusion i den udredning, som regeringen bestilte hos Svendborg Forsorgsmuseum kort efter sin tiltræden – og som blev offentliggjort i dette forår.

Efter nogen betænkningstid har socialminister Astrid Krag nu tilkendegivet, at den danske stat vil give en officiel undskyldning til de mange tusinde, der er blevet misrøgtet i anstalterne. Det tog sin tid at komme til denne indlysende konklusion, men jeg glæder mig over, at det nu er afklaret, og ser frem til en markering, hvor statsministeren officielt tager ansvaret på sig. Det har de mange mennesker, som overgrebene gik ud over, brug for – og krav på. Og det har vi som samfund brug for.

I mine øjne skal man altid være varsom med en-til-en-sammenligninger mellem fortidens overgreb og svigt i Åndssvageforsorgen og vilkårene for mennesker med udviklingshandicap i dagens Danmark. Forholdene er natur­ligvis forbedret markant siden dengang – og med meget unuancerede sammen­ligninger risikerer man at bagatellisere de svigt og overgreb, som datidens anbragte blev udsat for. Det fortjener de ikke.

Omvendt er en officiel statslig undskyld­ning naturligvis aldrig løsrevet fra den samtid, hvor den gives.

I nogle årtier efter udlægningen af forsorgen fra staten til amterne i 1980 skete der markante forbedringer af de helt fundamentale levevil­kår for mennesker med udviklingshandicap. Udgangspunktet var meget ringe – nemlig de rædselsfulde og uværdige forhold, som udred­ningen dokumenterer. Men fremskridtene var uomtvistelige og vigtige – og udstak værdier og principper for retningen i fortsatte forbedringer.

Det seneste årti er denne gradvise forbedring af vilkårene imidlertid gået i stå – og i alt for mange tilfælde ligefrem gået tilbage. Ikke for alle – men for alt for mange. Senest viste Levs rundspørge (februar i år), at et stort flertal af de pårørende til botilbudsbeboere med udviklingshandicap oplevede, at mistrivsel og utryghed blandt bebo­erne var stigende. Flere vikarer, færre uddannede socialpædagoger – og i det hele taget stadig dår­ligere muligheder for at få den nødvendige hjælp i hverdagen.

Disse bekymrende resultater står desværre ikke alene. Den ene gang efter den anden viser meldinger fra vores lokale kredse samt historier i pressen, at svigt - og ligefrem overgreb og vold – desværre ikke kun er noget, som hører det mørke kapitel i Åndssvageforsorgen til. Det sker også i dag – ikke som en systematisk del af ’omsorgssystemet’, men som gentagende svigt.

Så naturligvis kan vores samtid ikke ignoreres, når den danske stat giver en officiel undskyldning til de tidligere anbragte i forsorgen. Undskyld­ningen må derfor også være markeringen af vores samfundsmæssige forpligtelse til at tage konkrete og ambitiøse initiativer, der kan vende tilbage­gangen. Vi har i den grad brug for en reform, der investerer mere i sårbare menneskers indlysen­de krav på et liv med udviklingsmuligheder og trivsel.

Leder i Lev Magasinet 4 2022