Af Arne Ditlevsen | Foto: Anita Graversen

”Hvordan føler du egentlig, at du kan tillade dig at tage det valg at beholde det barn, når I nu har alle de søskende i forvejen?”

Udtalelsen bliver slynget imod Pia Larsen, mens hun fredeligt står og sætter mælk i indkøbsvognen i Aldi. Pia var gravid med Aprilia, som har Downs syndrom. Noget hun og hendes mand Peter havde været meget åbne om – også i diverse artikler og interviews. De vidste, at Aprilia ville blive født med et handicap – og havde aktivt valgt at beholde barnet.

”Jeg blev helt paf, men får sagt, at det synes jeg egentlig ikke, at de skal snakke om. Jeg anede ikke, hvem damen var – ud over at det var en forælder fra en af mine andre børns klasser.” ”Det var så grænseoverskridende. Jeg blev chokeret og ked af det bagefter. For så vidste jeg jo også, at mine børn har skullet forsvare vores valg, og det syntes jeg var svært.”

Pia var aldrig i tvivl om, at hun ville vælge Aprilia til. Peter var i starten mere i tvivl. Ikke på grund af hendes handicap, men sine egne udfordringer med gigt og en bindevævssygdom, der har medført, at den uddannede blikkenslager nu har et fleksjob som pedel. På det tidspunkt var han meget plaget af gigt og frygtede, at de rædselshistorier, mange læger fortalte om konsekvenserne af Downs syndrom, var sande. For eksempel at Aprilia aldrig ville komme til at gå, for så skulle hun jo transporteres rundt. Peters modstand var heftig – men kortvarig, da de havde fået sat sig lidt ind i, hvad Downs syndrom er for noget.

”Der var var et et tidspunkt, hvor jeg syntes, at det var lidt hektisk, selv for mig. Det var, da Aprilia var lille og ikke kunne gå, og Felipa var baby. Så kom Phelix og havde kolik de første tre måneder. De tre måneder, de står lidt for mig, som at jeg aldrig sov,” siger Pia Larsen.
Foto:  Anita Graversen

Vant til larm

Vi sidder ved Pia og Peters lange, men smalle spisebord i hjemmet i Voerladegård uden for Skanderborg. Langt, fordi der skal være plads til mange mennesker, når man har 11 børn, hvoraf seks bor hjemme i øjeblikket. Smalt, fordi stuen er ret lille med en seng i hjørnet, hvor Pia sover. Peter sover under trappen i en mellemgang. Børnene har deres egne soveværelser. Bortset fra Felipa. Hun sover sammen med Pia, fordi hun ofte har søvnforstyrrelser. Felipa har nemlig også et handicap, da hun er født med et ekstra kromosom 12. Da hun blev født, var hun den eneste i Danmark, der var registreret med den kromosomafvigelse. I hendes tilfælde medfører det blandt andet udviklingshandicap, epilepsi og dårligt syn.

Felipa deltager flittigt i snakken over spisebordet. Et tydeligt bevis på, at lægernes forudsigelser om, at hun hverken ville komme til at tale eller gå, heller ikke i hendes tilfælde kom til at passe.

Aprilia og Felipa er 14 og 13 år, og de er nummer otte og ni i familien Larsens børneflok. Ældste søn, Kasper, er 31 år, mens yngste er Christopher på seks år. At have så mange børn har ifølge Pia og Peter gjort det nemmere for dem at klare de to med handicap.

”Det har det helt sikkert. De fader ind i hinanden,” siger Peter. Pia supplerer: ”Dengang, jeg blev klar over, at Aprilia havde Downs, følte jeg, at jeg var godt rustet. Vi har ikke følt det som den store belastning, vi har hørt fra andre forældre.”

”Jeg tror, at de mange søskende har gjort noget i forhold til Aprilia og Felipa. Vores piger har i hvert fald været vant til larm. På godt og ondt. Så de har ikke haft brug for skærmning i forhold til det. Og når der er så mange børn, bliver man også hurtigt nødt til selv at klare mange ting. Aprilia blev i hvert fald hurtigt selvhjulpen. Hun var dælme ikke gammel, før hun tog ting ud af køleskabet, smurte sig en mad, spiste den og ryddede op,” siger Peter, der egentlig havde forsvoret, at han overhovedet skulle have børn. Da han og Pia mødtes på en højskole i 1990, rasede den første golfkrig, og der var nød mange steder i verden. Ikke lige en verden at sætte børn i, mente han. Giftes ville han heller ikke. Pia var dog fra starten af overbevist om, at det skulle hun nok få lavet om på. 11 børn og 31 års ægteskab senere kan man konkludere, at hun fik ret.

Voerladegård zoo

Ud over de mange børn så skal der inde og ude også være plads til familiens zoo: Hunden Theo, kattene Pus og Anton, marsvinene Mona, Luna og Cille samt en kanin, tre høns, finker, undulater, vagtler, vandrende pinde og øglen Commander.

Som uddannet veterinærsygeplejerske ligger dyr Pias hjerte nært. I de seneste 14 år har hun imidlertid været på tabt arbejdsfortjeneste, men så er det jo dejligt at have sin egen dyrepark. Hvis hun har en fritidsinteresse, er det nok dyrene. Ellers fylder børnene naturligt nok det meste. Hvordan får man en dagligdag og et ægteskab til at fungere under så anderledes vilkår?

”Vi har ikke en nedskrevet agenda, men Pia står for alt med hospitaler. Jeg har været chauffør nogle gange. Vi deles om det huslige på nær vasketøj, det klarer fru Larsen til hendes store fortrydelse. Vi deles om tingene, men når man er gift, så kan det godt være, at konen har behov for at sige det igen,” siger Peter med et grin, mens Pia himler med øjnene.

Og vaskes tøj skal der ofte hos familien i Voerladegård. Vaskemaskinen kører meget og holder ikke længe.

”Vi brænder en model af på fire år. Forhandleren er ovenikøbet holdt op med at tilbyde os de ekstra forsikringer, som de altid forsøger at prakke folk på. De fandt ud af, at det var for dyrt for dem, fordi maskinen kun holdt nogle få år,” fortæller Peter.

Åbenhed

Centralt i deres forhold er et værdifællesskab. De har overordnet de samme holdninger til antiracisme og en socialt bevidst tilgang til livet. Noget som de også prøver at give videre til deres børn. I det samme kommer Paw på 20 ind i stuen, så han får lov til at svare på, om forældrene har en særlig opdragelsesfilosofi:

”Er det ikke bare at være accepterende over for alle?” spørger han. Det hænger i hvert fald godt sammen med, at de har børn, der er kommet hjem med en kæreste med en anden hudfarve og en anden seksualitet end flertallet. ”Den brøler kan du ikke leve med” Koordinering er ikke overraskende vigtigt for at holde styr på dagligdagen med så mange børn og dyr. Det hele styres i Pias papirkalender. Det er dog ikke alle situationer, hendes kalender kan klare. Peter fortæller:

”Vi bestilte for nogle år siden et flot navneskilt hos en skiltemaler. Det kom, og Pia sagde med det samme: ”hvad er der galt her?” Jeg så på skiltet – og jo, der manglede et navn, Zophia manglede. Så måtte jeg ringe til skiltemaleren. Det kostede en formue at lave om, men vi fik det gratis. Som skiltemaleren sagde: ”Den der brøler, kan du ikke leve med!” Nej, det kan jeg ikke. Min kone siger, at jeg ikke kan!”

Måske var det derfor, at Peter nogle år senere ville sikre sig, at Zophia ikke blev glemt, da han bestilte en halskæde til Pia med ringe med alle børnenes navne indgraveret. Zophias navn stod der nemlig to gange, mens et af de andre børns navne manglede.

11 børn er da heller ikke et for meget. Selvfølgelig ikke. Men hvorfor så mange? Det spørgsmål har Pia også fået af sine børn. ”Det kan være svært at give et endeligt svar på. Det var nok bare fordi, at vi egentlig ikke følte, at der var nok,” griner hun.

Foto:  Anita Graversen

Børnene flytter

Med 25 år mellem ældste og yngste barn står børnene selvfølgelig mange forskellige steder i livet. Og nogle er til Pias store fortrydelse flyttet hjemmefra. Hun synes, at der er lidt tomt nu, hvor der kun er seks børn hjemme. Aprilia og Felipa skal også engang flytte hjemmefra, og det er endnu en bekymring.

”Jeg er bekymret for, om de kan få opfyldt deres behov, så det ikke bare bliver opbevaring. Også at de ikke selv kan råbe højt. Jeg er ikke i tvivl om, at vores børn vil holde kontakt, når vi er døde, men det skal heller ikke være en belastning for søskende, at de skal besøge en med handicap.”

Som noget nyt arbejder Peter og Pia på, at de to piger kommer i aflastning en weekend om måneden. Det er første skridt mod et mere selvstændigt liv for dem.

Når man er en familie med så mange børn, går man ikke under radaren ret mange steder. Man er kendt i byen. Og det betyder også, at de har måttet lægge øre til lidt af hvert. Som Peter siger: ”Da vi ventede Aprilia, var folk ’søde’ til at komme med velmenende råd som: ”Er I klar over, at I ødelægger livet for jeres andre børn?” Eller: ”Er I klar over, at I bliver skilt, inden hun er to år?” Men hverken det eller diverse lægers ’uvildige’ rådgivning om ”du venter et meget sygt barn – et mongolbarn”, ”fosteret er misdannet” og ”få en abort og prøv igen” har fået dem til at ryste på hånden. De har taget deres valg og ikke fortrudt.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2023