Af Anni Sørensen, Levs landsformand

Undskyldningen baserer sig på den udredning om perioden fra 1933 til 1980, som Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg gennemførte på bestilling af den tidligere S-regering. Heri dokumenterede forskerne de voldsomme, udbredte og systematiske overgreb og ydmygelser, som mange af forsorgens anbragte blev udsat for. Ikke mindst i åndssvageforsorgen hvor tusindvis blev budt vilkår, der også efter datidens standard var ekstremt grove og nedværdigende.

DR sendte for nylig dokumentaren om tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens far, der som dreng blev anbragt på Livø-anstalten. Og få dage efter meldingen om regeringens snarlige undskyldning havde spillefilmen ”Ustyrlig” om Sprogøpigerne/- kvinderne premiere. I begge produktioner er der en del fokus på dem, der endte i åndssvageforsorgen på et forkert og lemfældigt grundlag – typisk betegnet fejlanbragte.

Fejlanbringelser i datidens forsorg har altid vakt stor interesse, og det var jo også indlysende grotesk. Men lad mig slå helt fast: vold, overgreb, voldtægter, indespærring og ydmygelser er altså ikke mere problematiske eller uretfærdigt for dem, der var fejlanbragt, end for dem, som rent faktisk opfyldte anbringelsesgrundlaget mere entydigt.

Sær- og åndssvageforsorgens behandling af den særligt sårbare gruppe mennesker, der i datiden blev betegnet som asylister, var ekstremt nedværdigende og barsk. De blev stemplet som såkaldt u-underviselige uden udviklingspotentiale, og mange henslæbte en hel tilværelse på sovesale fastspændt til deres seng. Andre blev udsat for ’kemiske’ eller kirurgiske hvide-snit-operationer for at sikre maksimal passivitet – for nu blot at nævne nogle få af de systematiske svigt og overgreb, som kendetegnede behandlingen i hele perioden.

’Asylisterne’ og mange andre med mere omfattende udviklingshandicap kan ikke betegnes som formelt fejlanbragte. Men de har i mindst lige så stort omfang krav på statens officielle undskyldning for de vilkår og den behandling, som de blev udsat for.

Nutidens ’asylister’ er i vidt omfang kendetegnet ved fortsat at være anbragte. Ikke i åndssvageforsorgens totalinstitutioner, men i det som vi nu benævner botilbud. Vilkårene er naturligvis milevidt fra sovesale, permanent fiksering og systematiske overgreb. Men omvendt må vi heller ikke fornægte, at en række grundlæggende træk er de samme.

Trods årtier med skåltaler om inklusion og af-institutionalisering, så er ’institutionen’ fortsat den altdominerende måde at yde livslang hjælp til mennesker med mere omfattende udviklingshandicap. Efter en årrække i 1980’erne og 90’erne med fokus på etablering af mindre bofællesskaber er vi tilmed begyndt at genopfinde en moderne udgave af de store totalinstitutioner med 60 eller 80 beboere under samme tag.

Regeringens undskyldning bør også være en anledning til at tage denne udvikling meget alvorligt. En anledning til at genbekræfte at også mennesker med mere omfattende og komplekse handicap har krav på rammer og en indsats, der giver reelle muligheder for udvikling, inklusion og selvvalgte fællesskaber. Og ikke kun på papiret.

Leder i Lev Magasinet 2 2023