Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Når kroppen siger STOP

Stress er ikke en sygdom i sig selv. Men svær og langvarig stress kan føre alvorlige sygdomme med sig.

NYHED

Stress opstår, hvis der er en stor ubalance imellem de krav, du bliver stillet overfor i hverdagen, og det, din krop og dit sind kan overkomme. Hvis du presser dig selv til det yderste hver eneste dag, og alligevel aldrig kan nå alt det, du skal, vil din krop på et tidspunkt straffe dig for det.

Stress er personligt i den forstand, at hvad der stresser én person, måske ikke giver et andet menneske uro af betydning. Nogle bliver ansporet af deadlines og nye opgaver, hvor andre føler det som en voldsom belastning ikke at vide, hvad der venter dem på arbejdet i morgen.

Der er mange faktorer, som traditionelt kan give os stress. For stort arbejdspres, sygdom i familien, trængt økonomi og generel uforudsigelighed i hverdagen. Alt sammen noget, som hører til livsvilkårene i mange familier med børn med handicap.

Stress er diffust, for graden af den af­hænger også af det enkelte menneskes per­sonlige tilgang til verden. Nogle håndterer bare livet lettere end andre. Måske føler du, at du ikke har nogen som helst mulighed for at slappe af, imens en anden har nem­mere ved spotte et lille hul til en pause.

To former for stress

Man taler om to former for stress.

Kortvarigt stress, som også kaldes posi­tivt stress. Det er den form for stress, der gør os i stand til at holde koncentrationen fanget og hovedet højt i en kort periode, hvis vi for eksempel skal til eksamen, holde et oplæg, løbe et maraton, forberede et guldbryllup eller flytte til den anden ende af landet.

Den kortvarige form for stress udløser en række fysiske og psykiske reaktioner, som skærper vores opmærksomhed og gør os i stand til at yde vores bedste.

Når den aktuelle udfordring er klaret, skal din krop have ro til at komme sig og genopbygge ressourcerne. Får den det, så mærker du ingen skade. Men hvis du ikke når at slappe af, før et nyt stort pres indtræ­der, så samler du sammen til negativt stress.

Negativt stress opstår, hvis du er stresset over en længere periode - måske i måneder eller år. Det er meget skadeligt for både din krop og din psyke og kan give dig varige mén.

De typiske tegn

De første tegn på stress er ofte søvnløse nætter og problemer med at huske og kon­centrere sig. Humøret forsvinder og lunten bliver kortere. Så følger kroppen efter med hjertebanken, forhøjet blodtryk, hovedpine, svimmelhed, trykken for brystet og et ned­sat immunforsvar.

Mange overhører kroppens signaler og lever med belastningen i månedsvis, fordi man skal det og bør det og ikke kan andet.

Men det er meget vigtigt at tage stress alvorligt. Gør man det ikke, kan ens krop blive så belastet, at den ikke kan blive sig selv igen. Hård og langvarig stress kan i værste fald give dig forhøjet blodtryk, psy­kiske problemer og lidelser som hjertekar­sygdomme og diabetes.

Kilder: Psykiatrifonden, Sundhed.dk,
Sundhedsstyrelsen m.fl.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet 2 2023 

Læs også:

Du SKAL passe på dig selv

Mange forældre til børn med handicap lever et ekstremt stresset liv. Men det er vigtigt at passe på sig selv i hverdagen. For passer man ikke godt på sig selv, kan man blive så syg, at man ikke kan passe godt på sit barn

Det kan du selv gøre

Der findes mange gode råd om, hvordan man kan forsøge at forebygge og bekæmpe stress. Her har vi samlet nogle stykker.

Lev Magasinet 2 2023

- Portræt: 11 børn, to med handicap og én vaskemaskine
- Tema: I skyggen af stress
- Familieweekend: Du er ikke alene

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.