Af Arne Ditlevsen / Foto: Anita Graversen

Det er morgen på en helt almindelig hverdag i den ældre rødstensvilla hos familien Kuch i Hobro. Forældrene Jette og Svend er pensionerede, men sønnen Mikkel (30) tager sit overtøj på og gør klar til at tage af sted. Han skal ikke på arbejde, i skole eller i beskyttet beskæftigelse. Han skal ud at hjælpe.

”Som regel forlader han vores hus om morgenen og kommer så hjem om aftenen. Sommetider først ved 7-8-tiden. Han kan godt være ude i Idrætshallen, og så siver han ned i biografen bagefter,” fortæller Mikkels far, Svend Kuch.

Frivilligt arbejde er blevet omdrejningspunktet for Mikkels liv. Han har prøvet at gå den slagne vej for unge med udviklingshandicap. Efter endt skolegang på en specialskole kom han på Limfjordsskolen for at tage en STU. Det var bare ikke lige ham. Han gav det en chance, men efter halvandet år flyttede han hjem til Hobro. Og så var det slut med STU, han havde ikke lyst til at gøre den færdig et andet sted.

Beskyttet beskæftigelse er heller ikke noget for Mikkel, han kan ikke trives med det, fortæller Mikkels far. Han vil gerne selv bestemme over sin dag og sit liv. Så da han i nogle år boede i et botilbud i Onsild lidt syd for Hobro, begyndte en ny livsbane at tegne sig for ham.

”Han hjalp til rundt omkring – både i børnehaven, i hallen og ved en vognmand. Det, han helst ville, var at køre med lastbilen, men det kunne han ikke, for han var ikke forsikret.”

Hvad laver han så de forskellige steder – og hvordan finder han frem til dem?

”Han opsøger det selv. Snakker med folk, og på en eller anden måde får han gaflet sig ind – måske skal der lige flyttes nogle sodavandskasser, tømmes skraldespande, sådan nogle små ting. Så kommer han i snak med personalet og lærer dem at kende på den måde. Næste gang han kommer, er der måske en egentlig opgave, han kan hjælpe med at lave. Han tropper op, og så sker der noget. Så griber han det,” fortæller far Svend, som Mikkel har overladt at føre ordet i dag. Det er lidt for overvældende for ham selv at skulle fortælle.

Men pludselig er Mikkel tilbage i samtalen.

”Så er jeg her igen,” siger han glad. Han fortæller, at han vaskede biler, pudsede vinduer og slog græs på botilbuddet, da han boede i Onsild. ”Jeg kan godt lide at lave praktiske ting, og jeg vil helst selv finde det.”

Og det er du god til? ”Det er jeg i hvert fald.”

Slår takten an

Nu har Mikkel så i nogle år været tilbage i Hobro. Han har faktisk sin egen lejlighed, men han er ikke vild med at sove der, så han bor en del af tiden hjemme hos sine forældre. Men det med at hjælpe andre og lave frivilligt arbejde har han taget med. Svend og hans hustru Jette remser alle de steder op, hvor Mikkel har sin gang: Idrætsklubben, stadion, biografen, hjælpetræner i fodbold for de mindre hold, assisterende livredder, fanklubben for Hobros bedste herrehold i fodbold, og så er han også aktiv i borgervæbningens musikkorps. Opgaverne spænder fra at gøre toiletter rene, sætte film i gang i biografen, ordne bander på stadion til at slå takten på tromme til Hobros hjemmekampe i fodbold.

”Han har ikke noget mødeskema. Det styrer han selv efter lyst. Man er bare glade for, at han kommer og deltager, og så kan de godt lide at være sammen med ham. De får en god snak, og de hygger sig. Begge parter får noget ud af det,” forklarer Svend Kuch.

Mikkels aflønning er beskeden. Det kan være en sodavand eller et måltid i cafeteriet i idrætsforeningen, men det er så heller ikke det vigtigste for Mikkel.

Kendt i hele byen

Familien Kuch er kendt af rigtig mange i Hobro. De har boet i byen i mange år, og som lærere har både Jette og Svend haft en enorm berøringsflade. Og alle kender Mikkel.

”Når vi går en tur i byen, tager det lang tid, for der er mange, der skal sige hej og snakke med ham. Det kan være om næste fodboldkamp eller næste biograftur. Han er kendt overalt.”

Ikke mindst omkring fodboldklubben Hobro IF er Mikkel et kendt ansigt. Han er ikke bare medlem af fanklubben, han er æresmedlem.

Det aktive og hjælpe-genet fylder meget hos Mikkel Kuch. Men det er sjovere at hjælpe naboen end derhjemme. ”Så på den måde er han jo meget normal,” siger hans far med et grin.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2023