Klumme af Nynne Billesbølle Tworek | Foto: Hans Juhl

”Det er min!” Sådan hører jeg engang imellem mine veninders børn sige til hinanden. Jeg har læst, at i den givne situation er barnet, der siger ”det er min”, ikke en egoist, men blot i gang med at udvikle sig til at blive et selvstændigt individ. Heri ligger der en klar opfattelse fra barnet, at der er noget, som tilhører det. Men barnet skal lære, at det som menneske må dele med andre. Jeg har set nogle af selvsamme veninder, der har haft samme kontrovers med deres søskende, og hvordan forældrene diplomatisk måtte forklare, hvordan det med at dele hang sammen. En situation jeg ikke selv har stået i sammen med Lea på samme måde.

Jeg husker, at min søster kunne sige ”min” om for eksempel et stykke legetøj, men at det til gengæld var forholdsvist nemt for mig at overbevise hende om, at legetøjet var mit. Selvom det faktisk var hendes.

Jeg husker også, at vi har delt min seng i vores barn­ domshjem. Det var en jul, og jeg lå syg. Hun åbnede min dør forsigtigt og kiggede ind, som hun havde gjort så mange gange før. Denne gang valgte jeg at trække dynen til side, og sige at hun godt måtte lægge sig. Hun gjorde det prompte. Hun lagde sig helt ind til mig og faldt til ro. Det var første gang, at Lea og jeg delte en seng. Da vi var yngre, ville jeg på ingen måde have brudt mig om det, fordi jeg var usikker på, hvad hun kunne finde på.

Når jeg nu besøger Lea, har jeg som regel to små kager med. Hver gang skal jeg lige fortælle hende, at vi skal dele kagerne. Oftest er hun med på den, og nogle få gange skal hun lige overbevises om, at den er god nok – vi deler.

Da vi var børn, kom Lea hjem i week­enderne. Når hun var hjemme føltes det, som om hun tog al mine forældres opmærksomhed, og at de ikke havde overskud til, hvis jeg blev ked af det eller sur. Senere har jeg tænkt, hvorfor det mon føltes sådan? Vores forældre gjorde alt, hvad de kunne for at være opmærk­somme på os begge. På at give os begge en god barndom. De tog os til Vesterhavet og satte drage op. Vi badede, vi spiste is og grillede på terrassen, mens bølgerne bragede i det fjerne. Vi tog en hestevogns­tur i Dyrehaven hver sommer. Vi tog til Egypten og red på dromedarer. Vi besøgte mormor i Sønderborg, og hun gav os begge en 10’er eller 20’er til at købe noget sjovt i Tiger-butikken.

Tal om det

Egentlig blev jeg opfordret til at skrive om den ensomhed, man kan føle som søsken­de. Om hvordan man kan føle sig overset og sætte sine egne behov til side. En følel­se som også kan forekomme i ”almindeli­ge” søskendeforhold, kan jeg efterhånden forstå. Selvfølgelig er det som søskende til et menneske med handicap noget andet, men hvad man kan tro er ensomhed kan i virkeligheden mere være en manglende hjælp og klar guide til forældrene om, hvordan de balancerer bedst med at have børn med og uden handicap. Hvordan de på bedst mulig måde kan hjælpe alle deres børn i deres udvikling - hver for sig og sammen som søskende.

Til andre søskende vil jeg sige: prøv at tale længe og åbent med andre søsken­de. Både dem med handicap tæt inde på livet og dem uden. Det kan være hårdt, men det styrker dig, og det styrker dit, og andres, syn på de mange facetter af, hvad et søskendeskab er.

Denne klumme er min sidste, og der­med slutter en proces, hvor Lev har givet mig et talerør til at fortælle om Leas og mit søskendeskab. Jeg har delt mine tan­ker og følelser om at blive værge, om mine kampe, fremtid, spørgsmål, beundring og forståelse for Lea og det at være hendes lillesøster med alt, hvad det indebærer. Tankerne stopper ikke her, og jeg ønsker kun, at andre har fået mod eller inspirati­on til at dele deres.

Afslutningsvis vil jeg sige tak til Lev og ikke mindst redaktør Arne Ditlevsen samt kommunikatør Lars Ege for at give god og konstruktiv feedback på klummerne.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2023