Af Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev

Hvad er det mon, vores socialminister mener, når hun lover os at ville ”vende handicap­området på hovedet”? Og hvad betyder det egentlig, når ministeren understreger, at ”mennesker med handicap skal kunne mær­ke, at de lever i et velfærdssamfund – og det oplever de alt for sjældent i dag”?

Det lyder måske både løfterigt og ambi­tiøst. Men ellers tror jeg ikke, der er mange, som kan tyde, hvad det egentlig er, ministe­ren har tænkt sig. Både fordi der er meget få konkrete løfter og fordi minister og regering sender signaler, der mildest talt peger i helt forskellige retninger.

Siden 2019, hvor den daværende socialmi­nister, Astrid Krag, igangsatte den såkaldte evaluering af det specialiserede socialområde, har vi befundet os i en meget uklar situation i forhold til fremtidens organisering af handi­capområdet.

Oven på det langstrakte forløb med eva­lueringen kom Astrid Krag godt nok med et udspil til en specialeplan på socialområdet. Udspillet var alt for uambitiøst, idet der reelt kun var tale om initiativer, som fokuserede på en slags kvalitetsmærkning af sociale tilbud til mennesker med handicap. Hverken visi­tationen til tilbuddene eller kommunernes økonomiske incitamenter blev der rokket ved – og derfor var der ingen udsigt til ændringer, som kunne løse de enorme problemer med kvalitet og specialisering i indsatsen.

De politiske forhandlinger om den daværende S-regerings specialeplansud­spil endte uden resultat og blev afbrudt af folketingsvalget i 2022. Men efter folketings­valget og regeringsdannelsen kom den nye SVM-regering med et løfte om at indføre en specialeplan på handicapområdet i sit rege­ringsgrundlag.

Indtil videre har vi imidlertid ikke set noget udspil. Den nye socialminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, har ved adskillige lejligheder talt om, at nu var der noget på vej – og ministerens signaler har været markante. Senest på et samråd i Folketingets socialud­valg den 2. november i år, hvor hun lovede markante forandringer, så mennesker med handicap fremover kunne mærke, at de lever i et velfærdssamfund. For det kan de alt for ofte ikke mærke i dag, mener ministeren.

Samrådet, som var indkaldt af SF’s Charlotte Broman Mølbæk, fandt sted dagen efter, at TV2 havde sendt første afsnit af Operation X-dokumentaren Nødråb i natten om forholdene for meget sårbare mennesker med udviklingshandicap i botilbud. Og det tidsmæssige sammenfald fik betydning for diskussionerne på samrådet.

Dokumentarens skræmmende dokumen­tation af overgreb, omsorgssvigt, nedvær­digende behandling og lav faglighed og etik fyldte en del i både udvalgsmedlemmernes og ministerens meldinger på samrådet. Dog uden at der kom nogen som helst konkrete bud fra ministeren på, hvad hun havde tænkt sig at sætte i værk for at sikre, at også beboere i botilbud ”kan mærke, at de lever i et velfærdssamfund”.

Der var naturligvis masser af vrede og forargelse fra ministerens side, men det var alene rettet mod medarbejdere, ledere og forvaltningschefer i TV2-dokumentaren. Erkendelsen af, at de to botilbud i Opera­tion X ikke er enestående eksempler, var der intet af – og ministerens ansvar for at tage hånd om udfordringerne var ligeledes fraværende.

Pejlemærker eller anbefalinger

Et andet omdrejningspunkt på samrådet var anbefalingerne fra ”Ekspertudvalget på socialområdet”, som regeringen og KL har nedsat i fællesskab. Anbefalingerne har tidligere været omtalt her i Lev Magasinet. De kan kort fortalt beskrives som en række forslag til forringelser af mennesker med handicaps rettigheder med det formål at gøre det lettere for kommunerne at skære yderligere ned på hjælpen. For eksempel at pålægge Ankestyrelsen at tage økonomiske hensyn i deres vurdering af ankesager, at lempe kommunernes mulighed for at gen­nemføre tvangsflytning og at indskrænke muligheden for valg af botilbud.

Pernille Rosenkrantz-Theil var ikke meget for at forholde sig konkret til ekspertudvalgets anbefalinger, selvom det netop var disse, som var anledningen til indkaldelsen af samrådet. For ifølge ministeren er der nemlig slet ikke tale om anbefalinger fra eksperterne. Det er kun pejlemærker, hvilket åbenbart gør, at vi ikke skal være så bekymrede. At såkaldte ’pejlemærker’, der sigter på forringelse af rettigheder og flere kommunale besparel­ser, er mindre alarmerende end ’anbefalin­ger’, har jeg nok lidt svært ved at få øje på. Der er godt nok en semantisk forskel, men det gør man nok klogt i ikke at lægge den store vægt på i en konkret politisk sam­menhæng. For Ekspertudvalget taler om anbefalinger, og det var for at diskutere disse anbefalinger, at samrådet var ind­kaldt.

Et par dage efter samrådet – og dagen før vi kunne se andet afsnit af Operation X Nødråb i natten – præsenterede finansminister Nikolaj Wammen regeringens såkaldte 2030-plan. Heri lovede regeringen et såkaldt løft af den borgernære velfærd på i alt 32 milliarder kroner i 2030 målret­tet blandt andet sundhed, psykiatri, børn og undervisning. Mennesker med handicap bliver imidlertid helt ignoreret i det lovede velfærdsløft. Faktisk er 2030-planens eneste henvisning til handicapområdet en løs – og ret urovækkende – omtale af det ekspertudvalg, som jeg har beskrevet herover.

Resultatet er en underlig signalforvirring fra regeringen og socialministeren. En forvirring, hvor ministeren den ene dag lover reformer og specialeplan med bedre kvalitet, velfærd og retssikkerhed – og den næste dag står bag et ekspertudvalg med anbefalinger, der målrettet vil forringe kvalitet og omfang af hjælpen til menne­sker med handicap.

Den forvirring er forhåbentlig ikke til­sigtet. Men den er i hvert fald fuldkommen uholdbar. Mennesker med handicap – og ikke mindst de mange ekstremt sårbare mennesker, som svigtes på daglig basis i botilbud – har krav på at få at vide, om der reelt er udsigt til mere og bedre hjælp, styrket specialisering, bedre retssikkerhed, tilsyn og beskyttelse. Eller om udsigten snarere er ekspertudvalgets rettighedsan­greb på mennesker med behov for hjælp.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2023