Spring navigationen over og gå direkte til indhold

”Nødråbet” handler i sidste ende om systemets store svigt

Operation X-dokumentaren Nødråb i natten er et hjerteskærende indblik i, hvordan nogle af de mest sårbare og forsvarsløse mennesker med udviklingshandicap svigtes i de botilbud, som egentlig er sat i verden for at yde dem omsorg og støtte. Det er et absurd paradoks.

NYHED

Af Anni Sørensen, Levs landsformand

Optagelserne viser en gennemgribende forråelse og ligegyldighed over for de mennesker, der bor i de to tilbud. Jeg ved, at det er noget, som har gjort et dybt indtryk på alle – ikke mindst os, der er pårørende til en, der bor i botilbud. For selvom vi er mange, som har gode erfaringer med fagligt dygtige medarbejdere med etikken i orden, så kender vi også til de løbende forringelser, der har ramt botilbud i hele landet.

Det er let at skyde skylden på de medarbejdere og ledere, vi ser i Operation X. Og naturligvis er der grund til at tage dyb afstand fra den umenneskelige måde at behandle sårbare mennesker på.

Men midt i harmen over medarbejdernes svigt, må vi ikke glemme det, man kunne kalde en mere strukturel forråelse. En forråelse, som over mere end et årti har ført til gradvise forringelser af de økonomiske rammer for botilbud.

Lev har i flere sammenhænge dokumenteret, hvordan trivsel og helt grundlæggende vilkår for mennesker med udviklingshandicap i botilbud er blevet forringet over en årrække. Vores undersøgelse fra 2022 og de næsten 200 vidnesbyrd indsamlet i ugerne omkring udsendelsen af Operation X-programmerne taler et tydeligt sprog: De to botilbud i Operation X er på ingen måde enestående – det er tværtimod en klar landsdækkende tendens.

I magtens centrum ses mennesker med handicaps værdighed og rettigheder tilsyneladende ikke som et udtryk for en samfundsmæssig forpligtelse over for en sårbar gruppe borgere.

Anni Sørensen, formand i Lev

De økonomiske og faglige rammer er under pres - og det øger risikoen for, at også de velfungerende steder udvikler sig i den forkerte retning. Når de dygtige medarbejdere får færre kolleger; når der ikke er tid til at skabe faglig kvalitet, udvikling og fokus på den enkeltes behov; når ledelsen alene bedømmes på overholdelse af budgettet – ja, så er risikoen for en nedadgående spiral med forråelse og omsorgssvigt nærliggende.

Den udvikling er i meget stort omfang politisk bestemt. I økonomiaftalerne mellem KL og skiftende regeringer er der i årevis ikke blevet prioriteret de nødvendige penge til handicapområdet. I stedet har fokus alene været rettet mod, hvordan mennesker med handicaps rettigheder kan forringes, så kommunerne kan stramme skruen endnu mere.

Men vi må ikke miste håbet. Vi må tro på, at udviklingen kan vendes, hvis man investerer i kvalitet og stærk faglighed. Derfor har vi i dette nummer af Lev Magasinet valgt at have fokus på nogle af de botilbud, hvor man har været i stand til at vende en enten manglende eller ufokuseret faglighed til målrettet pædagogisk arbejde. Det har givet meget højere trivsel for både beboere og personale og stor nedgang i magtanvendelser og voldsomme episoder. Det er eksempler til efterfølgelse, som viser, at høj faglighed findes ’derude’. Den er lige til at bruge. Men hvis den slags faglig investering skal have positiv effekt i mere end de helt afgrænsede tilfælde, så forudsætter det en politisk vilje til at sikre gode rammer og tilstrækkelige ressourcer. Ellers ser vi ind i fortsat forråelse - både helt konkret og strukturelt.

Leder i Lev Magasinet 6 2023 

Lev Magasinet 5 2023

- Birgit Kirkebæk: "Lev er heldigvis ikke nær så artige som før"
- Undskyld: Et lille ord, der gør en stor forskel
- Ildsjæl: fra leder til frivillig

 

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.