”Andreas har et vanskeligt liv, der hele tiden skal håndteres”

Af Arne Ditlevsen | Foto: Anita Graversen

Flyvende mikroovne. Stole som ryger gennem lokalet. Medarbejdere der får en på hovedet. Og en far, der flere gange er i brydekamp med sin søn.

Vi er i 2020, og det står rigtig slemt til med Andreas, der på det tidspunkt har boet på et botilbud ved Ry i omkring halvandet år. Hans far, Preben Rasmussen, fortæller:

”De kan ikke håndtere Andreas’ autismekrav, og de bliver bange for ham. Han skader faktisk tre pædagoger undervejs, som ender med at skulle have ret store erstatninger. Så de hyrer et vagtselskab, der sidder uden for døren, hvis han skulle lave ulykker. De følger ham døgnet rundt.”

Til sidst må botilbuddet give fortabt, så i november 2020 flytter Andreas. Denne gang til Boenhed 20 i Landsbyen Sølund i Skanderborg, Danmarks største botilbud for mennesker med omfattende udviklingshandicap.

Da Andreas ankommer til Sølund, er han mere eller mindre ude af kontrol. Det husker Ulrik Mørch Rasmussen, leder af Boenhed 20, tydeligt.

”Han var fysisk vældig voldsom. Han slog, smed med ting, Og han kastede op dagligt i flere timer. Det gjorde han også på det gamle botilbud. Det var ren tvangsadfærd. Han havde det også meget med at nive – og det kunne gøre rigtig ondt. Men når han nev, tog medarbejderne nu blidt fat i armen og sagde roligt, men insisterende ”det vil jeg ikke have”. Det var uden anvendelse af magt. Men vi gjorde det helt konsekvent for at vise, at vi ikke var bange for ham og holdt af ham alligevel. Og så faldt han til ro.”

Preben Rasmussen foran Boenhed 20 i Landsbyen Sølund, hvor hans søn Andreas bor. Preben siger selv, at hvis det ikke havde været for den kamp, han tog med myndighederne, så havde Andreas formentlig boet et af de steder, hvor kommunen ville placere ham - og ”helt dopet”.

Pludselig flytning

Selv her, nogle år på afstand af de begiven­heder, der førte til Andreas’ store sammen­brud, kan man mærke vreden hos hans far, Preben Rasmussen, 73, hjemme i villaen i Ebeltoft. Han bebrejder Andreas’ handlekommune, Syddjurs, for at have bragt Andreas helt ud på kanten. Til gengæld er han taknemmelig for den professionelle hjælp og støtte, som Andreas nu får i Boenhed 20.

44-årige Andreas har infantil autisme og udviklingshandicap. Da Andreas’ mor, Prebens ekskone, for mange år siden blev syg, flyttede Andreas ind hos sin gamle aflastningsfamilie. Da var han 17 år.

23 år senere, Andreas bor stadig hos plejefamilien, finder Syddjurs Kommune ud af, at det ikke går længere. Det helt store problem var dog ifølge Preben Rasmussen, at kommunen ikke var i stand til at finde et alternativ, der på nogen måde matchede Andreas’ krav.

”Plejefamilien boede ude på landet, hvor man har faste rutiner og måltider til tiden. Det passede godt til Andreas, men fra den ene dag til den anden besluttede kommu­nen, at han skulle flytte,” fortæller Preben Rasmussen.

Kommunens forslag til botilbud bliver hurtigt skudt ned af Preben. Et er for langt væk, to er ikke godkendt på Tilbudsportalen, og på et af disse er der anbragt voldsdømte med udviklingshandicap. Det går Preben imod. Til sidst bliver Andreas tilbudt plads på botilbuddet ved Ry.

”Lederen har en god tilgang, og hun ved, hvad det handler om. Både min kone og jeg er pædagoger og ved en del om autisme, så vi siger, at det er ok,” forklarer Preben. Men det går nærmest galt fra dag 1. Bostedet kan på ingen måde håndtere Andreas’ autisme, for de er vant til beboere med helt alminde­lige udviklingshandicap.

Samme søndagstur i 37 år

Andreas er heller ikke nem. Hans autisme kræver helt faste rammer om hans daglig­dag. Preben Rasmussen fortæller:

”Når han er hjemme på weekend, kan du kopiere kalenderen. Han ved nøjagtigt, fra han træder ind ad døren, til han forlader huset igen mandag morgen, hvad der sker fra time til time. Vi har kørt den samme tur i bilen hver eneste søndag siden 1986.

Fuldstændig. Ned til Øer. Om lørdagen kører vi til Genbrugsen og køber 12 cd’er, om eftermiddagen kører vi til æggedamen og køber æg, som han får med hjem. Når jeg besøger ham på Sølund om tirsdagen, kører vi en bestemt tur, og den går op til Himmelbjerget og derfra til Ejer Bavnehøj, og så møder vi skolebussen nøjagtig på samme sted og tidspunkt - og på nøjagtig samme tidspunkt hører han Olle Bolle på sine høretelefoner.”

Andreas er så rigid i sit handlemønster, at man bare skal tilpasse sig. Ellers kan han nærmest ikke være i sig selv. Hans tanker kører løs – og måske bliver han voldsom.

Preben og Andreas. Preben har også en fornemmelse af, at Andreas trives bedre end længe.

Bestukket med lagkager

I Ry boede Andreas sammen med andre i et bofællesskabs-lignende forhold, i dag lever han helt skærmet i en lejlighed i jordniveau, alle andre beboere i boenheden bor ovenpå. Han er dermed helt skærmet fra de øvrige beboere. Her bliver han mødt af en struktureret, tydelig pædagogik, hvor man tidligere i stort omfang handlede af frygt.

Om den første tid i Boenhed 20 siger Ulrik Mørch Rasmussen:

”De pædagoger, der var med ham fra det tidligere botil­bud, var skrækslagne for ham. Så den første måned, han var her, købte de 14 othellolagkager, for det kunne han godt lide. Sidenhen har det vist sig, at han har diabetes, det vidste pædagogerne dog ikke dengang,” forsikrer boenhedslederen.

Den gamle formstærke Andreas, der tidligere kunne løbe 20 kilometer, var nu langt væk. Usund mad, for lidt motion og bivirkninger af medicin havde sat sine spor. Til gengæld var han nu kommet et sted, hvor man kendte alt til autisme, skærm­ning og ro-skabende pædagogik.

”Det er omstændighederne, der gør, hvor­dan han reagerer - alt skal køre efter en snor. Det kan ikke nytte noget, at han skal noget kl. 9, og så kommer man og henter ham fem minutter over ni. Eller at man siger, at Ole kommer kl. 12, og så er det Per, der kommer. Han skal vide, hvordan dagen forløber, og hvis der er ændringer, skal han have det at vide i god tid, så han kan nå at indstille sig på det,” siger Preben Rasmussen.

Boenhedsleder Ulrik Mørch Rasmussen tilføjer: ”Hvis der er styr på hans hverdag, er han ikke farlig. Han kan stadig slå ud eller spytte efter personalet. Det sker ugentligt, men det er ikke personfarligt, så niveauet for voldsom adfærd er reduceret væsentligt.”

Boksehandsker forhindrer niv

For Ulrik Mørch Rasmussen og medarbej­derne handler det dog ikke kun om Low Arousal og om at holde Andreas i ro.

”Hvor er livet henne i det? Der skal også være noget Arousal op. Han skal også have lov til at fyre den af. Men altid under kontrollerede former. Andreas vil for eksempel gerne på Sølund Musikfestival. Der kommer tusindvis af mennesker, så det skal virkelig ske under kontrollerede og trygge former. Ellers risikerer vi, at Andreas bliver voldsom. Inden festivalen skrives en social story, der i detaljer fortæller, hvad der kommer til at foregå. Og så tager vi to pæ­dagoger afsted. Andreas har boksehandsker på, for så kan han ikke nive nogen. Han får kylling, pomfritter og en is og hører musik i 15 minutter. Det gentager vi to gange om dagen til frokost og om aftenen de dage, der er festival. Det er, hvad han kan magte. Og han har en klar følelse af at have været på festival.”

Boksehandskerne er i øvrigt Andreas’ egen idé, fortæller hans far:

”Han er god til at lave strategier. For han ved jo godt, at folk ikke er vilde med at blive nevet i klokkeværket eller andre ædle dele. Og det er ikke for sjov. Han er bomstærk og kan løfte 100 kilo uden problemer. Så han foreslog altså selv boksehandskerne, og det virker fint. Vi går også meget på loppemar­keder, så kommer han i korte bukser, for det går han i året rundt, og har boksehandsker på. Det har vi meget sjov ud af.”

Andreas har også andre strategier for at undgå at lave noget voldsomt:

”Hvis vi er ude at køre, kan han selv sige, at i dag skal han sidde på bagsædet i bilen, for hvis han er utryg, kan han finde på at åbne døren, mens bilen kører. Men det kan han ikke, hvis han sætter sig på bagsædet.” Andreas har tidligere prøvet at åbne bil­døren under kørslen, så det er en strategi, hans far sætter stor pris på.

”Han gør det, fordi hans hjerne er på overarbejde, og der er nogle ting, han ikke kan overskue. Han er ked af det bagefter, men han kan ikke styre det. Hvis hans stra­tegier ikke har virket, så er det, at han kan blive voldsom, men det er blevet mindre og mindre. Og mindre voldsomt.”

Et af resultaterne af det pædagogiske arbejde med Andreas er, at han er blevet trappet gevaldigt ud af medicinen. Brugen af PN-medicin er således faldet med 80 procent. I de seneste to år har der ingen magtanvendelser været på Andreas, og registrerede voldsomme episoder er faldet med over 90 procent.

”Det har ikke været nemt at skabe den rette pædagogik for Andreas, for han hører til i gruppen for svært komplicerede mennesker. Der var en masse voldsom adfærd lige efter indflytningen, men ved et vedholdende og nysgerrigt arbejde med hele tiden at tænke i små forbedringer i pædagogikken, ændrede adfærden sig. Tålmodighed, faglighed og kær­lighed har gjort, at Andreas ikke har brug for at komme på for eksempel en sikret institution, hvilket var en reel risiko for ham. For han var voldsom og indimellem direkte farlig, da han flyttede ind,” siger Ulrik Mørch Rasmussen.

”Stor ros til Andreas”

De nuværende rammer er ifølge Preben Rasmussen perfekte for Andreas.

”Det er første gang, siden han var i familiepleje, at tingene fungerer. Der er en helt konsekvent linje. Hver gang Andreas har været efter en eller anden, får jeg den besked, at det var fordi, vi fejlede. Vi overholdt ikke en aftale. Vi var ikke opmærksom på det og det. På intet tidspunkt har de sagt, at det er Andreas’ skyld. De har også skullet lære ham at kende, og undervejs i sådan en proces med en vanskelig beboer begår man fejl. Det kan man ikke undgå, men man skal lære af det. Og det gør man hele tiden dernede.”

Preben har også en fornemmelse af, at Andreas trives bedre end længe.

”Jeg spørger ham nogle gange, ”har du gjort nogen noget?” Så siger, han ”nej da, stor ros til Andreas”. Det er den vending, vi bruger, når han er god til noget. Når han siger det selv, så er han jo tilfreds.”

Sus, Prebens kone, supplerer fra baggrunden, at Andreas også er stoppet med selvskade. Han har nemlig tidligere bidt sig selv temmelig voldsomt i hånden, så der kom et stort betændt sår.

”I de seneste måneder er han holdt op med det. Han har et stort ar, der er ved at forsvinde. Det er en indika­tion af, at han har det bedre,” siger Preben Rasmussen.

”Andreas har et vanskeligt liv, der hele tiden skal håndteres, Han tænker altid over, hvad der foregår, og der foregår altid en eller anden form for kaos i hans hoved. Men der er faldet en helt anden ro over ham.”

Preben Rasmussen mærker også på egen krop, at Andreas nu er et bedre sted:

”Jeg er hyper følsom og kan med det samme mærke på Andreas, hvis der er noget galt. Det kunne være fedt, hvis han fik noget af sit sociale liv tilbage. Det ville være fantastisk. Men jeg kan ikke se, hvordan man kan håndtere ham anderledes, under de betingelser der er. Og det er sådan, det er.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2023.