Laila er glad for, at hun ikke mere bliver slået

Af Arne Ditlevsen | Foto: Niels Hougaard

Stjernestunder. Det er et centralt begreb i en ny tilgang til beboerne på bostedet Krogsbølleparken i Nakskov. En stjernestund kan for eksempel være, når personalet er lykkedes med at lave et pædagogisk tiltag, der løser op for en gammel konflikt eller ser en beboer fra en lidt anden vinkel – og laver et lille greb, så en konflikt bliver undgået.

Ofte kan en stjernestund være en helt lavpraktisk løsning på en situation, der har givet mange udfordringer i dagligdagen. Vibeke Jensen, socialpædagog, giver et eksempel:

”Tidligere var der en regel om, at vi spiste aftensmad kl. 18.00 hver evig eneste dag. Og vi spiste sammen. Det har vi ikke mere på samme måde. Den ene borger, som gerne vil spise kl. 17.30, spiser nu på det tidspunkt. De andre, der gerne vil have mad kl. 18.00, spiser så, når det passer dem. Den gamle regel var en regel for at have en regel. Det synes jeg, at vi er kommet væk fra.” Det har betydet færre konflikter og en mere rolig stund omkring aftensmaden for den enkelte beboer.

Laila Rasmussen, der bor på afdeling 1 på Krogsbølleparken, har også mærket, rent fysisk, at der er sket noget på bostedet. I en ny såkaldt tryghedsplan har hun nemlig fået nogle redskaber til, hvordan hun kan undgå, at en anden beboer slår hende, når medbeboeren har det svært.

”Det gjorde fandeme ondt,” fortæller 66-årige Laila om at blive slået. ”Jeg skal lade være med at kigge på hende og køre min vej. Det har hjulpet meget.”

De små, og måske indimellem større, tiltag, der kan have en positiv indvirkning på Laila og de øvrige beboere, stjernestun­derne, bliver delt mellem medarbejderne, når de holder team- og andre personalemøder. Tiltagene giver både inspiration og anledning til refleksion.

Farvel til synsningerne

De mange stjernestunder på Krogsbølleparken hænger sammen med en ny pæda­gogisk retning, som man har arbejdet med siden begyndelsen af 2022. Det handler om på en anden og dybere måde at se og forstå beboernes indefra-perspektiv ud fra nogle metoder, redskaber og retningslinjer. Den helt store udfordring er her, at en del af beboerne ikke har et verbalt sprog, som Laila Rasmussen har, så det kan være svært for dem at fortælle, hvad de gerne vil, eller hvordan de har det.

Men det hele startede faktisk med, at personalet på Krogsbølleparken var fru­streret over, at deres arbejde var præget af synsninger.

”Vi trak i hver vores retning ud fra de normer, vi havde med hjemmefra. Vi diskuterede meget på teammøder, hvordan vi gjorde, men i og med at vores arbejde i forhold til den enkelte beboer var præget af egne synsninger, fungerede det ikke, og vi gjorde heller ikke som personalegruppe,” forklarer Vibeke Jensen.

Personalet ønskede en tilgang, der var konsistent og baseret på beboernes præmis­ser. De mulige metoder er mange, så hvad skulle de gribe og gøre i? Her blev de tilsmi­let af heldet, for helt tilfældigt havde Social-og Boligstyrelsen netop annonceret et stort projekt om afprøvning af en ny udgave af LA2, som blandt andet bygger på den kendte Low Arousal-pædagogik, nu betegnet LA2u, hvor u’et står for ’understøttet’. Krogsbølleparken ansøgte om at blive et af de otte tilbud, der skulle indgå i en afprøvning af metoden, og blev imødekommet.

Laila Rasmussen elsker at cykle. Det er dog til ære for fotografen, at hun ikke har cykelhjelm på, for det har hun altid, når hun kører rundt på Lolland.

Hvad ønsker beboeren egentlig?

Kendetegnet ved LA2u er den kendte rogivende pædagogik, men kombineret med et ”såkaldt tilstræbt indefra-perspektiv, der er en systematisk tilgang til at undersøge borgerens oplevelse af at være sig”, som udviklerne af metoden, konsulentvirksom­heden Sopra, kalder det. Det giver et helt andet fokus på den enkelte beboers per­spektiv for hans eller hendes liv – også selv om det kan være svært for vedkommende at formidle. Og på Krogsbølleparken virker det. Det har transformeret dagligdagen på stedet både for beboere og pædago­ger, som stjernestunderne også indikerer. Her er endnu et eksempel. Vibeke Jensen fortæller:

”Vi har en beboer, der aldrig vil til tand­lægen, og der kom konflikt på konflikt på det. Så tog man LA2u-brillerne på og gik i gang med at forberede: Ok, vi skal til tand­læge, hvis jeg skal gøre det her trygt for dig, jamen så skal jeg nogle dage i forvejen forberede dig på, at nu skal vi noget. Der skal også gerne følge en gulerod med, når vi skal ud i den bus. Den kan være, at jeg tænder noget mere for varmen, for det er ikke så vigtigt, at du får en jakke på, og hvis du skal afsted i sutsko, gør vi bare det, det er egentlig lige meget. Det ender med, at to medarbejdere over en uge får lavet så meget forberedende arbejde, at det lykkes at få borgeren med, og det bliver en god oplevelse. De kommer hjem og er helt høje af det. For det kunne jo lade sig gøre, og det havde noget med vores indsats at gøre.”

LA2u-projektet på Krogsbølleparken er blevet indført gennem et omfattende arbejde på alle niveauer i organisationen. For hvis det skal fungere efter hensigten, skal alle med. Det har betydet mange personalemøder, tema til MUS og i det hele taget en omfattende kommunikation. Og så er der et implementeringsteam, som hele tiden går i spidsen, er fortrolig med meto­den, kender alle redskaber og arbejder for, at det bliver en del af bostedets DNA.

Færre voldsomme episoder

Krogsbølleparken blev indviet i 2010. Der er plads til 16 voksne med udviklings­handicap i to afdelinger. Afdeling 1 er for personer med demens, mens der i afdeling 2 bor personer med dobbeltdiagnose. Begge målgrupper har behov for omfattende støtte i dagligdagen. For beboerne i begge afdelinger er kommunikation udfordrende i forhold til verbalt at give udtryk for følel­ser, trivsel og frustrationer.

Frustrationer og voldsom adfærd kan nogle gange føre til voldsomme episoder og magtanvendelse. Men noget tyder på, at indførelsen af LA2u allerede har haft en stor effekt, selvom erfaringsgrundlaget stadig er ret lille. Antallet af voldsomme episoder, som kan være fysisk vold, trusler eller truende adfærd, er således faldet med 30 procent i 2022 i forhold til 2021 for hele Krogsbølleparken. Antallet af indberettede magtanvendelser var både før og efter indførelsen af LA2u lavt – i 2022 ingen indberetninger. Om baggrunden for det store fald i voldsomme episoder siger Sofia Thøfner, der er projektleder for LA2u-pro­jektet i Lolland Kommune:

”Der kan være nogle forklaringer i for­hold til beboersammensætning, en enkelt beboers forløb kan betyde meget i forhold til flere eller færre episoder. Men stati­stisk kan vi se, at scoren på de voldsomme episoder er lavere og konflikterne mindre end før.”

Teamleder i Afdeling 2, Linda Jegård Michelsen, supplerer: ”Og man er bedre rustet til at stå i nogle af de her situationer, så de ikke eskalerer så meget. For vi har styr på borgernes indefra-perspektiv.”

Socialpædagog Vibeke Jensen: ”Plus at vi har styr på det i planerne. Når først bor­geren er deroppe, så ved vi godt, at nu skal jeg ikke stille de og de krav. For det vælter vedkommende endnu mere.”

Dansen om terrassedøren

Et eksempel på, hvordan man prøver at undgå voldsomme episoder, er ved at foregribe udadreagerende adfærd. Vibeke Jensen:

”Vi har en beboer, der hele tiden vil have terrassedøren stående åben, også i fællesrummet. Den gik vi og lukkede både af hensyn til de andre beboere og persona­lets arbejdsmiljø. Men hver gang vi lukkede den, blev hun jo stiktosset og kunne finde på at slå. Nu har vi fundet en anden måde at gøre det på, og nogle gange kan vi faktisk godt sige det til hende, og så bliver den lukket. Når hun har det dårligt, lukker vi den, når hun ikke er der. Vi tager ikke kontroversen med hende i momentet. Men når hun går ind og laver noget andet, eller vi flytter fokus, bruger tid sammen med hende, ser film, laver puslespil, så er der en anden, der lukker døren. Hun ser ikke, at den bliver lukket, og så fylder det heller ikke hos hende længere.”

Når beboeren så åbner døren igen, lukker personalet den ikke, men så starter en ny dans med hende for at komme i mål, uden at det bliver til en konflikt.

”Før var vi hurtige til konflikt. Der var koldt uden for, så døren skulle være lukket! Men vores mindset er blevet anderledes. Og nogle ting bliver lettere. Vi lærer hende bedre at kende i og med, at vi når ind til indefra-perspektivet. Vi ser, hvad der fylder hos hende, og hvornår vi kan hvad. Det havde vi ikke gjort uden LA2u.”

Laila Rasmussen i sin lejlighed.

Oprydningen der gik galt

Der er en gammelkendt problemstilling i, om et bosted er borgerens hjem eller pædago­gens arbejdsplads. Hvad gør LA2u ved det?

”Når du ser beboernes indefra-perspek­tiv, kan du ikke undgå at nå frem til, at det jo er deres hjem,” siger Vibeke Jensen.

Linda Jegård Michelsen kommer med dette eksempel på, hvordan de reflekterer over hjem kontra arbejdsplads:

”En medarbejder var inde hos en borger. Der skulle ryddes noget op, og borgeren var motiveret. Man er i gang, men så falder borgernes motivation, og han har faktisk ikke lyst til at deltage i det længere. Med­arbejderen ved, der mangler fem minutter og tænker – ahh, det gør vi lige. Opgaven skal rundes af, så man kan komme videre til det næste. Så medarbejderen fortsæt­ter i de fem minutter med det resultat, at medarbejderen bliver gennet ud, og døren smækket i. Borgeren sagde fra. Det er mit hjem, nu stopper det.”

Situationen gav anledning til refleksion hos personalet om medarbejderens behov i forhold til beboerens behov og ret til selvbestemmelse. ”Det her handler om dine egne rutiner og noget, man gerne vil nå i mål med. Men det at kunne trykke på pause er vigtigt, for der var en god pædagogisk grund til, at vi ikke fik ryddet det sidste op,” forklarer Linda Jegård Michelsen.

Succes kræver at alle spiller med

Krogsbølleparken har været velsignet af at være med i Social- og Boligstyrelsens LA2u-projekt, der kører videre i 2024. Det medfører, at bostedet får stor viden, meto­der, opfølgning, kurser mv., uden at kommu­nen skal betale for det. Men projektmidler er dog ikke en betingelse for succes med metoden, mener projektleder Sofia Thøfner:

”Man kan sagtens køre det uden projekt­midler eller helt så struktureret, som vi gør nu. Men det kræver, at ledelsen ser det som en investering, og at hele organisationen spiller med. For det bliver nemmere at gøre, som man plejer, hvis man ikke føler, at man har ledelsesmæssig opbakning til at sætte sig ind i det her. Der skal sættes ressourcer af til undervisning og tid til at få ændret nogle arbejdsgange. Og så skal der være tovholdere, der går i front. Som implemen­teringsteamet, der har mødtes en gang om måneden i tre timer. Det er vigtigt, at de har frihed og tid til at kunne gøre det.”

I Lolland Kommune er det planen, at LA2u skal ud og leve på alle de bosteder, hvor det er relevant:

Linda Jegård Michelsen: ”Nogle af dem, der er certificerede LA2u-trainere, skal ud at undervise de andre enheder, vi har. De kommer ikke til at køre det som et projekt, men bliver understøttet herfra med den viden, vi har. Men det kræver, at der bygges en struktur op og en opfølgning omkring det. Og så har vi lært, at man ikke skal være 100 procent dygtige til det hele fra start, for man bliver klogere hen ad vejen. Og at det lige så meget er dialogen, som kvalificerer vores arbejde.”

Svært at være modstander

Det har ikke været uden interne kampe at ændre kulturen på Krogsbølleparken.

”Jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at der ikke er nogen i min afdeling, som har sagt, ”det har vi prøvet”, siger Linda Jegård Michelsen.

Vibeke Jensen, der nu er er uddannet LA2u-trainer og netop kommet med i implementeringsgruppen, er enig: ”Sådan havde jeg det også selv, da vi startede. Hvad skulle vi bruge de her planer til? Skønt vi selv havde efterspurgt noget metode, gav det ikke nogen mening, før vi selv fik løftet det og set, hvad det kan føre til.”

Sofia Thøfner: ”Jeg tror i princippet også, at det er svært at være modstander af det i længere tid, når man kan se, at trivslen stiger, og når man forholder sig til, at de mennesker, man arbejder med, har det bedre.”

Laila Rasmussen, der tidligere blev slået af en af de andre beboere, som nogle gange lod sine frustrationer gå ud over medbe­boerne, har tilsyneladende ikke bemærket, at pædagogerne opfører sig lidt anderledes end tidligere. Hun er bare glad for, at hun ikke bliver slået mere. Og så ser hun frem til, at hun skal ud og cykle sin daglige tur. Nogle gange er det sammen med moren, der bor lige ved siden af og kører på el-scooter. Men hun kan også sagtens selv klare en tur på 20-30 kilometer på den tre­hjulede cykel. ”Det nyder jeg,” siger Laila med et stort grin.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet  nr. 6 2023.