Serviceloven lovede store visioner om frigørelse og medbestemmelse for mennesker med udviklingshandicap. To af dem, som troede på lovens potentiale, fortæller her om deres gamle inklusionsprojekt
Af Arne Ditlevsen
Serviceloven var i udgangspunktet noget med hensigter og rettigheder. Hvad havde man krav på? Hvordan kom man som borger selv til orde?
Men det var meget mere end det, for det var også startskuddet for mange pædagogiske tiltag. Ingen steder formentlig mere end i det gamle Vestsjællands Amt. Man så et stort potentiale i loven:
”Det var et nyt trappetrin, vi gik op på. Det var en forlængelse af det, som skete i 70’erne og 80’erne med flere rettigheder og mere brugerindflydelse. Men det krævede en holdningsændring i personalegruppen at få dem til at se det.” Det fortæller Bente Kermenoglou, der dengang var udviklingsmedarbejder og konsulent i amtet.
Den gamle bistandslov regulerede ikke så meget andet, end at man kunne komme på institution:
”I praksis anede mange (pædagogiske) medarbejdere ikke, hvad for en lovgivning man arbejdede efter. Alt det med lovgivning og visitering havde vi intet med at gøre. Folk vidste det ikke,” husker Else-Marie Pedersen, der arbejdede som socialpædagog i et botilbud.
Men Bente og Else-Marie var blandt dem, der så et stort potentiale i den nye lovgivning. Lev Magasinet har mødt dem i passende omgivelser på Dansk Forsorgshistorisk Museum på Andersvænge i Slagelse.
”Jeg havde troen på, at det ville ændre tingene. Jeg arbejdede meget med alternativ kommunikation, og jeg syntes, at det med brugerinddragelse var spændende,” siger Else-Marie Pedersen.
Bente og Else-Marie blev begge frontløbere i et stort tiltag, der skulle bevidstgøre det pædagogiske personale om de muligheder, der lå for med- og selvbestemmelse for mennesker med udviklingshandicap. Modsætningerne var store, og nogle pædagoger så med ængstelse eller ligefrem uvilje på, hvordan man skulle håndtere begreber som omsorgspligt og brugerindflydelse. Tiltaget i Vestsjælland fik navnet ”Individere”, og i de næste to-tre år kom 90 medarbejdere på kurser i regi af Individere. Kursusdeltagerne skulle tage deres viden med tilbage til deres arbejdspladser og her arbejde på at udvikle ideerne bag. En gruppe ledere var også på kursus.
Folk skal vælge ved et tag-selvbord, som er begrænset
Bente Kermenoglou, tidligere håbefuld udviklingskonsulent og en af idé-magerne bag stort medbestemmelsesprojekt
”Individere var med til at sætte fokus på medborgerskab, ligeværd og indflydelse på eget liv. Og vi fandt pædagogiske metoder til at fremme dette.” Det fortæller Bente Kermenoglou. Både hun og Else-Marie føler, at de var med til at sætte en ny retning for socialpædagogisk tænkning og praksis.
De blev dog også hurtigt klar over, at serviceloven ikke var løsningen på alt. Bente Kermenoglou var således medforfatter på en bog med titlen ”McDonaldisering af omsorgsarbejdet?”, der udkom i 2001. Heri påpeger de faren for alle de standardiseringer, der i virkeligheden også lå i den nye servicelov.
”Det negative er systemet, der tager over og bestemmer, hvordan man skal have indflydelse. Der er en styringstanke, hvor loven bliver brugt som middel. Det får folk til at tænke snævert. Jeg kan godt få på fornemmelsen, at brugerindflydelse er blevet til en tvangsforanstaltning. Folk skal vælge ved et tag-selv-bord, som er begrænset,” siger Bente Kermenoglou.
Hun kalder det ”det fuldstændige system i en af-institutionaliseret verden”. Og nævner i den forbindelse to kerneområder i håndteringen af tilbud til blandt andet mennesker med udviklingshandicap – Tilbudsportalen og de sociale tilsyn – der råber ’institution’.
Trods kritikken er det vigtigt for Bente Kermenoglou og Else-Marie Pedersen at fastholde, at der med serviceloven blev taget nogle vigtige skridt mod mere selvstændighed for mange mennesker med udviklingshandicap – og Individere-projektet var med til at skubbe den udvikling i den rigtige retning.
Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2023
Læs også:
Tillykke!
Serviceloven, eller Lov om social service, fyldte 25 år den 1. juli.
Loven regulerer blandt andet rammerne for rådgivning og støtte til mennesker med ”nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne” – det vil ikke mindst sige mennesker med udviklingshandicap.
Tankerne om respekt og inddragelse af det enkelte menneske – og respekt for eget hjem og retten til selvbestemmelse – har trange kår for seks personer i Guldborgsund Kommune. De bor i et botilbud, som kommunen har besluttet at lukke. Da beboerne har lejekontrakter med et boligselskab, kan de ikke bare smides ud af deres boliger. I stedet prøver de lokale myndigheder at presse dem ud
Det var meningen, at serviceloven skulle føre et nyt, mere demokratisk menneskesyn med sig. Loven skulle for eksempel sikre borgere med handicap et mere respektfuldt og effektivt samarbejde med myndighederne. Men det halter med at virkeliggøre intentionerne bag loven. Og politikere forsøger løbende at forringe vilkårene for de mennesker, der er helt afhængige af loven.
Frida er en ung kvinde med mod på livet. Men hun må ikke selv bestemme, hvad hun skal arbejde med, hvor hun skal bo, hvordan hendes fritidsliv skal være, og hvem hun vil være sammen med. Det gør kommunen for hende i noget, de kalder for et samlet tilbud. Fridas far kalder det Reservatet
Serviceloven var på mange måder en markant handicappolitisk markering. På nogle områder forud for sin tid – og baseret på visionære værdier og principper. Danmark var på den tid nærmest en handicappolitisk stormagt. En status som siden er blegnet en del.
Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.
