Af Arne Ditlevsen | Foto Nikolai Linares

”Jeg er da sindssyg nervøs på min datters vegne.” Frank Hansen har i mange år arbejdet med blandt andre unge kriminelle. De kan ikke gøre ham bange. Men det kan kommunens opførsel og fremtidsplaner for hans datter.

Frida på 21 år er ved at afslutte sin STU på Glad Fagskole. Men som ung med udviklingshandicap kan hun ikke selv vælge, hvilken vej i livet hun vil. Man er nærmest kommunens ejendom. Det er i hvert fald sådan, at Frank Hansen har oplevet Gladsaxe Kommune, hvor han og Frida bor.

”Der er ikke nogen fritvalgsordning – det betyder, at kommunen kan afgøre det på tværs af den unges ønsker,” siger Frank Hansen.

Han havde således fundet et praktiksted til Frida på aktivitets- og beskæftigelsestilbuddet Lavuk Entertainment, der arrangerer festivaler og koncerter. Det ligger i Københavns Kommune.

”Hun er sindssygt glad for det sted, og der er en plads til hende, men på et statusmøde med kommunen får vi at vide, at de har en forventning om, at hun kommer i praktik i et af deres egne tilbud.” Fridas forældre går dog med til, at Frida kommer i praktik på kommunens tilbud på Kellersvej.

”Efter godt en uge kunne hun ikke holde det ud mere. Der var en helt anden kultur, end hun er vant til. Glad Fagskole er et sted, hvor der er aktiviteter om noget fælles tredje – for Fridas vedkommende teater og drama. Men kommunens tilbud var som et specialpædagogisk plejehjem, hvor hun var i fokus. Har du brug for at være i sanserum i dag? Hvad har du nu lyst til at lave… På en uge stod hun og snittede lidt grøntsager og lavede en perleplade. Det var ren parkering.”

På et opfølgende statusmøde prøvede kommunen at presse sit tilbud på Kellersvej igennem.

”De har gudhjælpemig taget en repræsentant med fra BAS (beskæftigelses-, aktivitets- og samværstilbuddet), der skal sælge deres tilbud til Frida og fortælle, hvor dejligt hun kan få det derude. Der må jeg sige, at den del af mødet blev ikke gennemført. Vi var tossede over, at de tillod sig den konstruktion. Det var jo at tromle Frida med den dagsorden. Frida blev så ked af det, at hun forlod mødet.”

”Hvad er det for en hverdag, vi skaber for de unge?”

På et af møderne med kommunen spørger Frank Hansen også ind til Fridas fritidstilbud. Han frygter, at de også kan have planer med det, for hun går på Lavuk Fritids- og Ungdomsklub.

”Der er hun sindssygt glad for at gå. Hun har et fritidsliv et sted med masser af unge og super gode og stærke relationer. Jeg spørger: kan hun blive i det? Så siger sagsbehandleren: tænker du som en overgang? Og så går det op for mig, at hendes sociale liv er i fare. Hun forestiller sig åbenbart, at Frida skal have et fritidstilbud, der hænger sammen med et aktivitetstilbud, som kommunen er interesseret i, at hun får. Og pointen er, at det alt sammen skal foregå på Kellersvej i Gladsaxe, hvor man bygger og bygger. Her er man ved at etablere det, som kommunen kalder et samlet tilbud. Det er det, jeg kalder et reservat. Det er med boliger, med beskæftigelsestilbud, aktivitetstilbud, med café, med fritidsklub. Så du kan komme derude i hjørnet af Gladsaxe tæt på motorvejen, og så er alt lige om hjørnet. Det er ikke nødvendigt at blive busset rundt. Til gengæld synes jeg, at det strider mod ånden i den lovgivning, der brød med de store institutioner, og hvor alle skulle være en naturlig del af samfundet.”

Frank Hansen spørger også om Gladsaxe Kommune har en totilbudspolitik. ”Det får jeg at vide, at de har. ’Har de vedtaget den politisk’? Det har de ikke! ’Er det vedtaget som en del af deres kvalitetsstandarder?’ Det er det heller ikke. Men lederen af handicap- og psykiatriområdet fortæller, at det er blevet en praksis, og hun opfatter det som en fremgangsmåde, der er meget udbredt. Konkret betyder det, at når unge i Fridas situation får et botilbud og et aktivitets- eller arbejdstilbud, så bliver de meldt ud af deres fritidstilbud, for så har de fået to tilbud. Jeg kan jo også se Fridas venner falde fra efterhånden, som de flytter hjemmefra.” Frank Hansen fortæller om en af Fridas gamle venner, der bor i et botilbud lige på den anden side af kommunegrænsen i Gentofte. Kommunen har afvist hans ønske om at komme i ungdomsklubben i Lavuk. I stedet har han nu fået et fritidstilbud, som er integreret med botilbuddet. Her sker der bare ikke noget efter klokken 14.00.

”Jeg kan slet ikke forestille mig, at Frida skal have noget at gøre med det reservat derude. Det er et deprimerende sted. Det er jo en fælde for svage unge, fordi de har nogle tilbud, de skal have fyldt op. Men ingen i hele den proces har tænkt: hvad er det for en hverdag, vi skaber for de unge? Det med at tøffe fra en bolig til et aktivitetstilbud og så tøffe over i cafeen.”

Frank Hansen.
Foto: Nikolaj Linares

Hvem er forrået?

Betegnelsen ”reservat” er man naturligt nok ikke begejstret for i kommunen. Frank Hansen fortæller om et møde med kommunen, hvor kommunens fagspecialist er med:

”Hun synes, at det er en forråelse, at jeg i mit sprogbrug kalder det et reservat og minder om, at nogle af dem, der bor derude, er glade for at bo der. Og der må jeg bare sige, at det er en lidt overfladisk betragtning af, hvor forråelsen finder sted. Det ydmygende og det kyniske ligger jo i at buldre hen over den unge-gruppe på en måde, man ikke tillader sig nogen andre steder. Det er både ydmygende over for de unge, og det er en kynisk tilgang til deres sociale liv og trivsel. Jeg ved godt, at man sparker bolden over i økonomi-hjørnet, men det er et problem, at kommunerne faktisk glemmer, at de er sat til at varetage nogle borgeres rettigheder, men i højere grad har sluttet ring om sig selv for at passe på en økonomi.”

Frank Hansen har derfor heller ingen ønsker om, at Frida på et tidspunkt skal flytte ud til Kellersvej, hvor i øvrigt nogle af de første forsorgsanstalter i Danmark så dagens lys anført af døvepædagogen cand. theol. Johan Keller. ”Jeg drømmer lidt om, at Frida kommer i et botilbud med en lidt blandet skare. Ikke kun multipelt handicappede.

Jeg drømmer om, at hun bor i et lille botilbud, der ligger i det almindelige landskab. At hun kan tage ud til et arbejds- og aktivitetstilbud. Og at hun har et fritidsliv, hvor hun kan være sammen med sine venner. Det lyder ret almindeligt, ikke?” siger Frank Hansen.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2023