Tvangsflytningen
Tankerne om respekt og inddragelse af det enkelte menneske – og respekt for eget hjem og retten til selvbestemmelse – har trange kår for seks personer i Guldborgsund Kommune. De bor i et botilbud, som kommunen har besluttet at lukke. Da beboerne har lejekontrakter med et boligselskab, kan de ikke bare smides ud af deres boliger. I stedet prøver de lokale myndigheder at presse dem ud
Tine og fem andre beboere må ikke længere bo i deres gamle botilbud.
Kommunen vil flytte dem til et større tilbud.
Tines far mener ikke, at det er lovligt at flytte beboerne.
Han prøver at forhindre det, men det er svært.
Af Arne Ditlevsen | Foto Nikolai Linares
På Kaj Munksvej nr. 51 i Nykøbing Falster bor der seks mennesker. De fleste af dem har boet der i 22 år. Det er så lang tid, som botilbuddet Nabohuset har eksisteret. Bofællerne er som familie for hinanden, og de er i det hele taget glade for deres hjem. Men nu har Guldborgsund Kommune besluttet, at de seks skal flytte. Ikke fordi grunden skal bruges til en bredere vej eller noget andet, som kan retfærdiggøre at ekspropriere huset. Næ, det handler om, at kommunen af økonomiske og pædagogiske grunde vil flytte borgerne.
Leif Hansen, plejefar til Tine, der bor i nr. 51, siger:
”Min allerførste tanke var: kan det være rigtigt? Kan politikere, der aldrig har været på bostedet, bare lukke det? Dem flytter vi bare… Hvad er det for et samfund? Hvad er det for et menneskesyn, der gør, at man beslutter det i et udvalg?”
Der er bare den hage ved det, at det kan kommunen heller ikke bestemme. Borgerne har lejekontrakter, som kommunen ikke kan opsige. Kommunens opgave er i virkeligheden at anvise nye beboere og levering af den nødvendige hjælp og støtte til beboerne.
Leif Hansen kæmper for, at hans plejedatter kan blive boende i det botilbud, hun har boet i i 22 år.
Foto: Nikolai Linares
Men historien stopper selvfølgelig ikke her. Guldborgsund Kommune har siden efteråret 2022 arbejdet på et større sparekatalog, som omfatter lukning af botilbuddet Nabohuset på Kaj Munksvej. Det har været behandlet i forvaltningen og diverse udvalg, men kommunen valgte tilsyneladende den strategi at de har ret til at bestemme, at de seks personer skal flytte. I øvrigt uden at fortælle det til beboerne eller beboernes pårørende.
Ved lidt af en tilfældighed hørte Leif Hansen dog rygter om kommunens planer. Han søgte derfor og fandt i starten af 2023 diverse referater fra byråd og udvalg, der bekræftede rygterne. Han fortæller, at han var ”vred og skuffet. Og skulle det gøres, uden at nogen hørte noget?”
Ja, der er i hvert fald kørt et forløb, hvor man i Guldborgsunds forvaltning og socialudvalg tilsyneladende ikke har vægtet beboernes lejerettigheder i indstillinger mv.
”Lejerettighederne var på det tidspunkt ikke nævnt nogen steder i sparekataloget eller i forvaltningens beskrivelse af sagen til socialudvalget. Jeg håber, det er uvidenhed eller dårlig forberedelse fra forvaltningen og ikke et forsøg på at ’luske’ det igennem, uden at nogen protesterede. De borgere, det går ud over, er ikke dem, der råber højest, eller har mange til at tale deres sag,” siger Leif Hansen og fortsætter:
”Første gang kommunen anerkender, at borgernes kontrakter ikke kan opsiges af kommunen, er i et svar til alle de pårørende, som vi modtog fra kommunens jurist den 4. april. Men efterfølgende, i forvaltningens oplæg til socialudvalgets endelige behandling på møde den 26. april, er udfordringen heller ikke nævnt.”
Hvis de vil omlægge plejen og gøre den dramatisk anderledes, må de redegøre for, at de kan klare sig med mindre hjælp, end de har gjort hidtil i 22 år.
Leif Hansen, plejefar til Tine, der bor i Nabohuset
Leif Hansen har også haft kontakt til boligselskabet, der udlejer lejemålene i Nabohuset. De havde intet hørt om kommunens planer, og havde i øvrigt heller ikke planer om at sige lejerne op. Ifølge Leif Hansen var deres reaktion, at de ”har gode, stabile lejere, de ødelægger ikke noget, og de betaler deres regninger, så der er ingen grund til at sige dem op.”
Leif Hansens plejedatter Tine er født med kromosomafvigelsen trisomi 18. For hende betyder det omfattende udviklingshandicap, at hun skal have hjælp til alt, får sondemad, er næsten blind, dårligt hørende, permanent kørestolsbruger og har et meget begrænset verbalt sprog. De fem øvrige beboere har også multiple handicap. Rent boligmæssigt er det dog intet problem, for bostedet er lavet til personer med de udfordringer, så der er både god plads og de hjælpemidler, der er behov for.
Leif Hansen har kontakt til de andre beboeres pårørende, og der er enighed om, at de ikke vil give sig i kampen for de seks beboeres hjem.
”Alle var temmelig rystede. Borgerne har boet der i mange år, nu vil kommunen smide dem ud. Det er jo et godt og trygt sted, indrettet til dem, store rum, store baderum, fuldstændig perfekt til den gruppe.”
Foto: Nikolai Linares
I marts havde de pårørende inviteret socialudvalget til et møde om botilbuddets fremtid. Trods både invitation på mail og telefon troppede kun formanden for socialudvalget op – det vil sige ét ud af syv medlemmer.
”Det er voldsomt utilfredsstillende, dels at man ikke kommer, og dels at man slet ikke svarer. Men udvalgsformanden forstod vores frustrationer. og at man ikke bare flytter beboerne. Hun kunne dog ikke love noget,” fortæller Leif Hansen. Og det er ganske vist, for den 26. april besluttede et enigt socialudvalg i Guldborgsund Kommune at følge forvaltningens indstilling og lukke tilbuddet ved at trække den hjælp, som er altafgørende for beboerne.
Ved redaktionens færdiggørelse af dette magasin var de pårørende til de seks beboere i et stort limbo. Hvad indebærer kommunens beslutning egentlig? Leif Hansen fortæller, at hans datter og en beboer mere er tilbudt pladser på det meget større botilbud Syrenvænget, hvor der bor mellem 30 og 40 beboere, mens de fire øvrige beboere er tilbudt forskellige løsninger. En af disse prøver kommunen således at sende til beboerens hjemkommune. Men hvad sker der, hvis beboerne nægter at flytte – hvilken hjælp kan de så få? Kan kommunen tvangsflytte beboerne?
Leif Hansens indstilling lige nu er, at beboerne skal blive boende. Han og de øvrige pårørende overvejer at køre sagen gennem klagesystemet, for de kan ikke acceptere, at kommunen i den grad handler ikke bare hen over hovedet på beboere og pårørende, men også decideret ulovligt, som de ser det. Ikke mindst er de optaget af, hvilken hjælp beboerne vil få tilbudt, hvis de bliver boende. I en skrivelse fra kommunen står der således, at hvis beboerne vælger at blive boende, vil kommunen foretage en konkret og individuel vurdering af, hvilken hjælp de kan tilbyde efter servicelovens bestemmelser.
”Jeg har i forbindelse med vores pige spurgt ind til, om der ikke allerede ligger konkrete individuelle vurderinger af den hjælp, der tilbydes. Der står jo i serviceloven, at kommunen skal oplyse, hvad hjælp der er udmålt.” Han er dog klar over, at det bliver svært for kommunen, for sådan en afgørelse har han aldrig set noget til.
”Hvis de vil omlægge plejen og gøre den dramatisk anderledes, må de redegøre for, at de kan klare sig med mindre hjælp, end de har gjort hidtil i 22 år. Kommunen anser dog ikke den ændrede hjælp som en afgørelse, men det har vi nu sendt til Ankestyrelsen.”
Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2023
Læs også:
Hvis det er muligt at gennemføre lukningen af Nabohuset, som Guldborgsund Kommune er i fuld gang med, så har det ”nærmest karakter af en omgåelse af serviceloven”. Det mener advokat og tidligere ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder
Guldborgsund Kommune forsøgte ikke at luske lukningen af Nabohuset igennem ved ikke at omtale beboernes lejerettigheder. Formanden for kommunens socialudvalg, Britta Lange, forsikrer, at beslutningen er både lovlig og anstændig
Tillykke!
Serviceloven, eller Lov om social service, fyldte 25 år den 1. juli.
Loven regulerer blandt andet rammerne for rådgivning og støtte til mennesker med ”nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne” – det vil ikke mindst sige mennesker med udviklingshandicap.
Det var meningen, at serviceloven skulle føre et nyt, mere demokratisk menneskesyn med sig. Loven skulle for eksempel sikre borgere med handicap et mere respektfuldt og effektivt samarbejde med myndighederne. Men det halter med at virkeliggøre intentionerne bag loven. Og politikere forsøger løbende at forringe vilkårene for de mennesker, der er helt afhængige af loven.
Serviceloven lovede store visioner om frigørelse og medbestemmelse for mennesker med udviklingshandicap. To af dem, som troede på lovens potentiale, fortæller her om deres gamle inklusionsprojekt.
Frida er en ung kvinde med mod på livet. Men hun må ikke selv bestemme, hvad hun skal arbejde med, hvor hun skal bo, hvordan hendes fritidsliv skal være, og hvem hun vil være sammen med. Det gør kommunen for hende i noget, de kalder for et samlet tilbud. Fridas far kalder det Reservatet
Serviceloven var på mange måder en markant handicappolitisk markering. På nogle områder forud for sin tid – og baseret på visionære værdier og principper. Danmark var på den tid nærmest en handicappolitisk stormagt. En status som siden er blegnet en del.
Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.
