Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Problematiske anbefalinger fra ekspertudvalg

Flere kommunale tvangsflytninger og en stækket Ankestyrelse. Det er nogle af anbefalingerne fra Ekspertgruppen på socialområdet, som Regeringen og KL nedsatte i forlængelse af sidste års økonomiaftale, og som nu er kommet med sin første delrapport

NYHED

Levs landsformand, Anni Sørensen, er rystet over linjen i anbefalingerne og undrer sig over, at en ekspertgruppe kan basere sine analyser og løsningsforslag på et så ensidigt og svagt fagligt fundament:

”Ekspertgruppens rapport giver en helt ny fortolkning af begrebet oplevelsesøkonomi. Side op og side ned skriver eksperterne om, at kommunerne oplever det ene eller det andet. Bortset fra opgørelsen af udgifterne på socialområdet, så er det småt med solide fakta - både når det gælder vurderingen af udfordringerne, og når det gælder de såkaldte løsninger, der peges på. Kommunale oplevelser og synsninger er der derimod masser af. ”

”Ekspertgruppens perspektiv er ekstremt skævt. Det er tydeligvis ikke socialpolitisk eller handicappolitisk indsigt, der har domineret i gruppens analyser og anbefalinger – og viden og indsigt fra mennesker med handicap og deres organisationer er helt skåret væk. Det samme kan man sandelig ikke sige om kommunernes. Det er både urimeligt og et kæmpe problem for kvaliteten af eksperternes vurderinger, udsagn og anbefalinger.”

Det er tydeligvis ikke socialpolitisk eller handicappolitisk indsigt, der har domineret i gruppens analyser og anbefalinger

Anni Sørensen, formand i Lev

Anbefalinger hørt før

Ekspertgruppen anbefaler blandt andet i sin rapport”… at reglerne vedr. anvendelse af botilbud justeres, så der gives mere fleksible vilkår for anvendelsen af botilbuddene. Dette skal ske for at sikre den rette støtte og hjælp til borgeren, når borgerens behov ændrer sig, og for at sikre en hensigtsmæssig styring og anvendelse af den samlede botilbudskapacitet.” Det skal godt nok ske ”under hensyntagen” til borgerens retssikkerhed og FNs handicapkonvention, men eksperternes mål er klart nok: Det skal være langt lettere for kommunerne at flytte mennesker fra deres hjem i et botilbud. Og retten til frit-valg mellem botilbud synes eksperterne også skal udhules markant.

Anni Sørensen er chokeret over linjen i eksperternes anbefalinger:
”Jeg er ærligt talt rystet over, at ekspertgruppen tilsyneladende synes, at sårbare mennesker med handicap med behov for et botilbud er ludobrikker, som man skal kunne flytte rundt på for at optimere kommunernes økonomistyring.”

”Det er klassisk og gammeldags institutionstænkning, og eksperterne har tilsyneladende ikke den fjerneste ide om, hvorfor vi i sin tid ophævede institutionsbegrebet på voksen-handicapområdet. Det er disrespekt for en sårbar gruppe menneskers ret til et hjem – og det kaster helt grundlæggende handicappolitiske værdier og principper på møddingen”, siger Anni Sørensen.

Eksperterne kaster sig desuden ud i et angreb på det sociale ankesystem. Her anbefales det, at Ankestyrelsen skal forpligtes til at rette ind efter kommunernes serviceniveau og økonomiske hensyn og bøje de rettigheder, som mennesker med handicap er udstyret med, i Serviceloven.

”Konsekvensen vil være, at sårbare mennesker – ikke mindst mange voksne med udviklingshandicap – vil blive endnu mere prisgivet deres kommune. De allersvageste bliver endnu svagere stillede. Gad vide om det er eksperternes hensigt?”

Levs landsformand bemærker, at de fleste af ekspertgruppens anbefalinger er noget, man har hørt tidligere:

”Eksperternes anbefalinger er i stort set alle tilfælde noget, vi har hørt før, nemlig i diverse udgaver fra kommunernes interesseorganisation, KL. Nu kommer forslagene så fra en ekspertgruppe, som Socialministeriet ovenikøbet præsenterer som uafhængig. For mig at se er eksperternes rapport ekstremt ensidig i sit perspektiv – og det passer da også meget godt med, at vi i handicapbevægelsen reelt ikke er blevet inddraget i drøftelserne”, siger Anni Sørensen.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.