Af Arne Ditlevsen / Foto: Simon Læssøe

”Man kan kalde det sundhedspolitisk frivillig. Jeg har især arbejdet med indførelse af sundhedstjek.” Jeppe Sørensen er yderst beskeden, når han fortæller om sit frivillige arbejde for Lev. Han nævner selv, at det blandt andet har omfattet at skrive læserbreve, skabe opmærksomhed blandt beslutningstagere, opdatere støttematerialer og kontakt til sundhedsfaglige organisationer.

Det er også rigtigt, men reelt har han været en drivkraft i, at sundhedstjekket for voksne med udviklingshandicap nu er en realitet. Selvfølgelig i et tæt samarbejde med Levs formand og sekretariat samt andre organisationer mv. Aftalen om sundhedstjek blev indført fra starten af 2022. Det kører dog ikke på skinner endnu, så arbejdet er på ingen måde færdigt:

”Det største problem lige nu er at få det udført, at det bliver forberedt godt nok for den enkelte borger, så man kommer omkring alt det, man skal. Og at der bliver fulgt op på tjekket.” Jeppe Sørensen mener, at pårørende til mennesker med udviklingshandicap kan gøre en stor forskel, når det handler om at få gang i sundhedstjekkene. ”De kan gøre opmærksom i botilbuddene og over for læger og sundhedspersoner på, at tjekket findes. Og de kan henvise til, at man kan læse meget mere om sundhedstjek på Levs hjemmeside. De har også en konkret rolle at spille i forhold til at gøre opmærksom på deres pårørendes sundhedsbehov.”

Morbror Jørn gav inspiration

Jeppes frivillige arbejde med sundhed for mennesker med udviklingshandicap hænger sammen med, at han har en uddannelsesmæssig baggrund som sundhedsøkonom – og ikke mindst med morbror Jørn. Jeppe havde et tæt forhold til sin nu afdøde morbror, der havde udviklingshandicap. Han er ikke i tvivl om, at hans egne oplevelser i familien ligger i direkte tilknytning til, at han i forskellige sammenhænge har lavet sundhedsarbejde – både professionelt og frivilligt.

”I ferier og mange weekender var Jørn med. Han var med til alle højtider og var altid et kæmpehit som familiens julemand. Da min bror og jeg var børn, var vi på bondegårdsferie hos vores bedsteforældre, Jørns forældre, og Jørn var der også. Vi rodede rundt på høloftet, var på fisketure. Senere var jeg soldat i samme by, som Jørn boede i, og besøgte ham tit. Vi spiste sammen, tog på fisketur eller hyggede i byen, og jeg overnattede nogle gange på en madras i hans værelse.”

Jørns bolig var dengang ikke meget mere end et værelse. Og hvis man skulle på toilet, skulle man uden for. Jeppe har derfor også været vidne til hele den udvikling, der gik fra de gamle anstalter med mangesengssovesale, til udflytning til beskedne værelser, til deciderede lejligheder - og nu igen større botilbud. Det har gjort stort indtryk på ham at opleve livet i et botilbud.

”Generelt er livskvaliteten blevet bedre, men det har knebet med sundheden. Problemer bliver opdaget for sent, og det har vi også oplevet med min morbror. Familien har måttet træde til, når der har været sundhedsproblemer, for eksempel med syn, hørelse eller tænder, for personalet vidste for lidt og havde ikke tilstrækkeligt fokus. Og når han endelig blev undersøgt, var det ikke grundigt nok. Jørn levede med sygdomme, som blev opdaget for sent, og som forringede hans dagligdag.”

Jørns sygdom blev overset

Jørn døde af kræft i 2016. Igen var der tale om, at sygdom blev opdaget for sent. Til trods for at Jørns søster, Jeppes mor, der er uddannet sygeplejerske, pressede på for at få ham undersøgt.

”Det kan ikke være rimeligt, at det skal være så svært at få både helt basal og nogle gange også livsnødvendig hjælp. Mange af dem, Jørn kendte, havde ingen pårørende, så hvordan har de været stillet?” siger Jeppe, der selv var indlagt med sin morbror i forbindelse med hans kræftbehandling og derfor også på nærmeste hold har oplevet sundhedspersonale, som intet kendskab har til mennesker med udviklingshandicap.

Der er altså ikke noget at sige til, at det har været noget af en hjertesag for Jeppe at få indført et sundhedstjek. Og at det nu kommer til at fungere efter hensigten. Og det kan han ikke få understreget nok:

”Jeg bliver glad, når vi i fællesskab nedbryder barrierer i forhold til sundhed. Jeg håber, at sundhedspersonalet og andre får øjnene op for problemerne, så mennesker med udviklingshandicap ikke altid står bagerst i køen for at få hjælp.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 1 2023