Tekst og foto: Gustav Walgaard, projektkonsulent i Levs internationale afdeling

Efter 17 timers rejse lander jeg endelig i Cambodias hovedstad, Phnom Penh. Det første, der møder mig, er en kaotisk stemning, der udspringer af et virvar af larm, lyde og tæt trafik. Jeg skal finde min kollega, og så skal vi ned til det sydlige Cambodia for at igangsætte et projekt med Levs cambodianske partner-organisationer, Damnok Toek og Kampuchea Sela Handicap. På den lange tur kører vi med Mister Kosal, og ligesom i Danmark indleder vi den obligatoriske snak om stort og småt.

Hurtigt falder samtalen på familie og Mister Kosals to døtre. Han taler stolt og passioneret om dem begge og særligt åbent og uforbeholdent om den ældste. Hun har nogle udfordringer. Skolen var ikke for hende, og hun har svært ved at lære, fortæller han. Hun har eksempelvis svært ved at gennemskue penges værdi og overskue, hvor hun skal starte eller slutte med rengøring. Mister Kosal fortæller, hvordan han er nervøs for, hvad der skal ske med hende, den dag han og hans kone ikke længere kan give datteren en hjælpende hånd.

Min egen søster lever selv med et udviklingshandicap, og jeg kan spejle hans datters udfordringer i min søsters. Min kollega og jeg kan næsten ikke tro tilfældet. Vi begynder straks at fortælle om vores cambodianske partneres arbejde, og hvordan de hjælper mennesker med lignende udfordringer til at leve selvstændigt, få et arbejde og alt det, der hører til tilværelsen. Mister Kosal afbryder os med en indskydelse, der forekommer meget vigtig for ham, nemlig at datterens udfordringer skyldes, at hun som spæd faldt ned af en stol.

Da vi ankommer til vores partner et par timer senere, fortæller vi om det pudsige tilfælde. Vores partner smiler henkastet og siger: ”I Cambodia bliver der slet ikke født børn med handicap.” Min kollega og jeg løfter hvert sit øjenbryn, hvortil vores partner fortsætter tørt: ”Karma – enten er de faldet, eller også fik de høj feber som spæde.”

Fordomme forfølger familier med handicap

Karma er ideen om, at handlingerne i ens tidligere liv bestemmer ens fremtidige genfødsel. I praksis betyder det, at et barn med udviklingshandicap er lig med fordomme og stigma fra resten af lokalsamfundet, da man må have gjort noget særligt modbydeligt i sit forrige liv. Det betyder ofte, at pårørende ikke kan få et arbejde, eller søskende isoleres i lokalsamfundet, da man frygter, at ens egen karma bliver påvirket af det.

10’øren falder for mig, og logikken bag Mister Kosals forklaring om datterens fald som spæd er bestemt til at forstå. Udfordringen er et globalt fænomen, som familier og mennesker med udviklingshandicap kæmper med over alt, hvor Lev har partnerskaber. I Kenya skyldes det troen på heksekundskab og forbandelser, mens det i Cambodia er Karma.

Selvom jeg som sagt har fuld forståelse for Mister Kosals behov for at affeje ideen om, at hans datter har et medfødt handicap, så nager oplevelsen mig resten af turen. Jeg ville ønske, at jeg kunne påstå, at det skyldes, at Mister Kosals historie eksemplificerer, hvor omfattende stigma i det Globale Syd kan være.

Desværre må jeg erkende, at det i højere grad skyldes, at hans historie minder mig om mine egne automatreaktioner som barn, efter jeg første gang mærkede, hvordan mine venner så anderledes på min søster og mig i kraft af hendes handicap. Jeg kom altid med en undskyldning for ikke at være hjemme hos mig. Det var hverken for at skærme min søster fra mine venner eller omvendt, men derimod for at skærme mig selv fra dem begge. Jeg får stadig en dårlig smag i munden, når jeg tænker på det.

Følelserne er de samme

Tanken om at fordomme udspringer fra forbandelser, heksekunst eller karma kan virke meget fremmed i vestlige ører. Det gør de bestemt også i mine, selvom de gennemsyrer mit arbejde i Levs internationale partnerskaber. Det til trods for at netop nedbrydningen af fordomme er et bærende element i Levs internationale engagement, ligesom det er, når Lev i Danmark arbejder for, at mennesker med udviklingshandicap kan leve et liv på lige fod med alle andre.

Konteksten og udfordringerne er så forskellige, når vi kigger på Danmark og de lande, Lev arbejder i, at sammenligningerne bliver ligegyldige. Men følelserne, der følger med som pårørende, er præcis de samme. En undersøgelse viser, at den største bekymring, forældre til børn med udviklingshandicap i Cambodia har, er hvad der skal ske, den dag de ikke længere er der. En bekymring jeg stadig kan skimte i mine forældres øjne, når snakken falder på min søsters fremtid.

Måske er det også derfor, at jeg bliver ved med at vende tilbage til de oplevelser, hvor der er stærke følelser på spil, som jeg selv genkender. Fordomme, bekymringer, nervøsitet og over alt andet – ubetinget kærlighed.

Jeg vender tilbage til Levs partner, Damnok Toek, og deres arbejde for at få børn med udviklingshandicap tilbage til deres familier, efter de har været udsat for menneskesmugling som del af et tiggernetværk i Thailand. Forældrene blev lovet, at menneskesmuglerne ville give dem en uddannelse og et sted at bo med personale, som kunne støtte og imødekomme deres behov. Erkendelsen af at fattigdom og fordomme betyder, at man ikke kan hjælpe sit barn, må være noget af det hårdeste i verden for de forældre.

Jeg mødte også en ung kvinde, lad os kalde hende Bopha, som har boet hos Levs partner, Kampuchea Sela Handicap, de seneste to år. Inden da havde Bopha levet på gaden med sin mor i 20-30 år. Da Bophas mor, som hverken havde råd til læge eller hospital, blev syg, brugte hun sin sidste tid på at finde nogle, der kunne tage sig af Bopha. Da Bopha ankom til Kampuchea Sela Handicap var hun tydeligt såret overalt på kroppen af kryb og dyr, der havde gnavet i hende om natten på gaden. I dag er hun en uvurderlig del af både bostedet og marmeladefabrikken, hvor hun arbejder og har fundet et meningsfuldt fællesskab.

I går ringede min søster. Vi skal til møde med kommunen senere på måneden for at snakke om hendes udvikling og fortsatte støttebehov. Og selvom mødet antageligt bliver udramatisk, så er vi begge fyldt med en uspecifik bekymring. For tænk hvis den nye socialrådgiver ikke skønner det samme støttebehov, som vi gør. I bekymringen finder jeg dog også trøst i mine oplevelser med Mister Kosal, Damnok Toek og Bopha. For følelserne og kampen for at være i verden er helt den samme - uanset hvor i verden man befinder sig.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 1 2023

Frokost under forberedelse på marmeladefabrikken.