Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Nye materialer om administration af penge

Hvad må man som fagperson eller pårørende hjælpe med? Hvordan gør man det? Og hvordan er reglerne om MitID?

NYHED

KORT FORTALT


NYE PJECER OM PENGE

Socialstyrelsen har lavet nogle nye pjecer om, hvordan man kan hjælpe med at håndtere penge.

Der er også en pjece, der fortæller, hvordan man selv kan gøre.

Den fortæller også, hvad man har ret til.

Og den fortæller, hvordan man kan få hjælp.

Pjecen kan hentes her >

Socialstyrelsen har opdateret deres materialer om administration af penge for personer med funktionsnedsættelse. De afløser tidligere vejledninger fra 2013

Som noget nyt er der også lavet et informationsmateriale til fagpersoner, der grundigt orienterer om rammer og regler i relation til borgere, der ikke kan administrere deres økonomi på egen hånd og derfor har brug for støtte.

Selvbestemmelse en rettighed

At bestemme over sin egen økonomi er en grundlæggende rettighed, som alle voksne borgere har.

Nogle borgere med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse er dog ikke i stand til at administrere deres midler på egen hånd. Her skal der derfor træffes beslutning om, hvordan den enkelte bedst kan støttes til så selvstændigt som muligt at råde over sin egen økonomi.

Er det nødvendigt, at opgaven varetages af andre, for eksempel pårørende eller fagpersoner, skal det ske ud fra et retligt grundlag, for eksempel via fuldmagt eller ud fra værgemålsreglerne.

Opdateret med seneste lovgivning

Det er baggrunden for det nye materiale, der informerer grundigt om rammer og regler i forbindelse med borgere, som i større eller mindre omfang har brug for hjælp til at administrere deres økonomiske forhold.

Udgivelsen rummer blandt andet information om aftaler, betaling, opbevaring af værdier, fuldmagter og værgemål og er opdateret i forhold til MitID og de seneste ændringer i lov om social pension.

Både kommunens sagsbehandlere, fagpersoner og ledere på sociale tilbud kan her finde relevant information, når de i det daglige møder de praktiske og retlige problemer med håndteringen af borgerens økonomi. Udgivelsen kan også anvendes af kommunen, når der skal fastsættes interne retningslinjer på området.

Fire pjecer

Særligt brugen af MitID kan være udfordrende, og der er derfor udarbejdet en pjece, som vejleder særskilt om anvendelsen af MitID og de alternativer, der findes.

En anden pjece er specifikt målrettet sociale tilbud for borgere med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse. Her kan ledere og medarbejdere på tilbuddene i kort form finde inspiration og vejledning.

Endelig er der udarbejdet to pjecer til hhv. borgere og pårørende.

Pjecerne gøres ligesom det øvrige materiale offentligt tilgængelige for alle. Fagpersoner kan med fordel også henvise til de relevante i deres dialog med borgere, og deres pårørende.  

KORT FORTALT


NYE PJECER OM PENGE

Socialstyrelsen har lavet nogle nye pjecer om, hvordan man kan hjælpe med at håndtere penge.

Der er også en pjece, der fortæller, hvordan man selv kan gøre.

Den fortæller også, hvad man har ret til.

Og den fortæller, hvordan man kan få hjælp.

Pjecen kan hentes her >

Læs også Levs og SL's pjece "På nettet..."