Nyt Lev projekt skal støtte unge søskendepar
Det er med stor glæde at vi kan dele nyheden om, at Lev har modtaget en bevilling på 2.9 millioner kroner fra Den A.P Møllerske Støttefond. Pengene er bevilliget til en 3-årig indsats målrettet unge voksne søskendepar, hvor den ene har et udviklingshandicap.
Der findes meget få tilbud og støttemuligheder til unge voksne søskendepar. Nu kan Lev sætte gang i en målrettet indsats, som skal støtte og styrke søskenderelationen og bidrage til at skabe fællesskaber og netværk.
”Lev har allerede gode erfaringer med pårørendeprogrammer, og med bevillingen fra Den A.P Møllerske Støttefond har vi nu endnu bedre mulighed for at støtte de unge voksne søskendepar, som står i en særlig situation og et særligt sted i livet,” udtaler Anni Sørensen, landsformand for Lev.
Samvær og fællesskaber for søskendepar
Min søster, min bror er en indsats, der med konkrete aktiviteter og tiltag skal hjælpe målgruppen af søskendepar med at styrke deres relation i starten af voksenlivet og være medskabende på fællesskaber og netværk søskendepar imellem.
Kernen i projektet er afholdelsen af årlige weekendophold for søskendepar og i tilknytning til dem lanceres løbende forskellige formidlings- og netværksaktiviteter rundt om i landet og online.
Det første weekendophold er allerede planlagt og afholdes i marts 2023 på Slettestrand. Her kan de unge søskendepar være sammen med hinanden om god mad, naturoplevelser, bevægelse, kreative værksteder og meget mere.
Oplevelser der styrker relationer og netværk
Fælles oplevelser og aktiviteter skal skabe relationer til andre unge, som de kan spejle sig i. De fælles oplevelser kan også give den søstre og brødre uden handicap et nyt syn på deres søskendes handicap og den kan skabe fundamentet for en relation, der kan blive afgørende senere i voksenlivet, når eksempelvis forældrene bliver ældre og går bort.
For mere information om projektet:
Kontakt projektleder og Kredskonsulent Tanjas Steilborg
Mobil: 9282 2404
E-mail: tst@lev.dk
Nynne og hendes søster Lea
Klik her og læs Nynnes klumme fra Lev magasinet nr. 4, om hvordan hun og sin søster fandt større forståelse igennem skriften. Takket være den A.P. Møllerske fond vil søskende, ligesom Nynne og Lea, nu kunne få endnu bedre mulighed for støtte, fællesskab og netværk igennem Levs nye tiltag Min søster Min bror.