Af Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev

Meget tyder på, at vi i disse år ser de tragiske konsekvenser af et årtis besparelser på hjælpen til mennesker med handicap. Ikke mindst voksne med udviklingshandicap i botilbud. Mistrivsel, utryghed og konflikter er stigende – og det samme er kommunernes udgifter, særligt til meget intensive indsatser.

En analyse fra KL’s ”Momentum” viste i 2022, at en stor del af stigningen i kommunernes udgifter til handicapområdet stammer fra meget intensive indsatser til borgere med handicap. Fra 2018 til 2021 stod de dyreste 20 pct. af enkeltindsatserne for 50 pct. af stigningen i udgifterne. Det skal bemærkes, at Momentums opgørelse er baseret på tal fra 21 kommuner, og at der er få borgere i de meget dyre tilbud. Derfor skal procenterne tages med et vist forbehold. Alligevel er den stærkt bekymrende tendens tydelig: Flere mennesker med handicap har fået behov for mere intensiv, kompleks og omfattende hjælp. Men hvorfor ser vi denne udvikling?

Spørger man det økonom-dominerede ekspertudvalg, som kom med deres delrapport i maj i år, så er svaret jo nok, at mennesker med handicap har alt for mange rettigheder. Indskrænkning af borgernes rettigheder er i hvert fald eksperternes fantasiløse bud på løsning af kommunernes økonomiske udfordringer.

Men det er næppe rettigheder, der danner baggrund for en udvikling, hvor flere mennesker med handicap mistrives og får mere behov for meget intensive og dyre indsatser. Det handler snarere om at forstå, hvad der sker, når mennesker med komplekse handicap ikke bliver mødt af den indsats, de har behov for.

Mindre faglighed har store omkostninger

I 2022 gennemførte Lev en undersøgelse blandt pårørende til voksne med udviklingshandicap i botilbud. Flere end 700 pårørende medvirkede i undersøgelsen, og der tegnes et tydeligt billede:

70 pct. mener, at ”kvaliteten af det pædagogiske arbejde på min pårørendes bosted er faldet i løbet af de seneste fem år”. 65 pct. mener, at ”i løbet af de seneste fem år er andelen af uddannet personale (pædagoger/pædagogiske assistenter) på min pårørendes botilbud faldet mærkbart”. 60 pct. angiver, at ”i løbet af de seneste fem år er omfanget af støtte (timer) til min pårørende faldet mærkbart”.

Denne alvorlige forringelse sætter sig tydelige spor, viser undersøgelsen. Omkring 40 pct. af de pårørende angiver, at konfliktniveauet og utrygheden er stigende, og mere end halvdelen mener, at deres pårørende i botilbud taber kompetencer, fordi de ikke modtager den nødvendige hjælp.

Undersøgelsens resultat er et kraftigt vink med en vognstang fra 700 pårørende om, at situationen i botilbud er alvorlig og forværres år for år. I øvrigt et billede, som også bekræftes i Levs rådgivning.

Det er nærliggende at koble den generelle forringelse af vilkårene for beboere i botilbud med stigningen i kommunernes udgifter til meget dyre indsatser for mennesker med meget komplekse handicap (KL’s Momentum-analyse, jf. tidligere).

For når sårbare mennesker ikke modtager den nødvendige støtte, så fører det til mistrivsel – og i nogle tilfælde til flere konflikter og mere utryghed. Det igangsætter en nedadgående spiral, der i nogle tilfælde kan ende med voldelig eller anden udadreagerende adfærd, yderligere mistrivsel og føre til et konfliktfyldt miljø – både for beboere og medarbejdere.

Kommunerne undlader gratis VISO-hjælp

Min påstand vil være, at det i stort omfang er de langsigtede effekter af denne nedadgående spiral, som vi ser med stigningen i udgifterne til dyre indsatser for borgere. Mistrivslen kører udover kanten – og kommunerne må derfor gribe til intensive og ofte meget dyre katastroferedninger.

Ansvaret for at det forholder sig sådan ligger både hos kommunerne og staten. Herfra har tilgangen til handicapområdet det seneste årti mest af alt handlet om driftsoptimering, rationalisering og styring, hvor stærk faglighed sat ind på det rette tidspunkt er blevet set som dyrt. En hovedløs tilgang, som vi nu ser effekterne af.

En tydelig illustration af dette kan man se i en anden nylig opgørelse fra Momentum. Tal fra 50 kommuner viser således, at den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO, kun har været anvendt i godt 1/3 af de i alt 721 borgersager i opgørelsen, som koster kommunerne over to mio. kr. årligt.

Det er faktisk et decideret rystende resultat. VISO er netop sat i verden for at yde højt specialiseret rådgivning og udredning i komplekse sager – vel at mærke helt gratis for kommunerne.

Alligevel undlader kommunerne at indhente viden fra denne ekspertise i forhold til indsatser, der tydeligvis både er fagligt og ressourcemæssigt udfordrende. Det er et svigt af ekstremt sårbare mennesker, der ikke får den rette specialiserede indsats – men i langt de fleste tilfælde er det også et svigt af kommunekassen, der ender med at betale for dyremen dårlige indsatser. Det problem må der tages nationalt politisk ansvar for - og her rækker det ikke med en løftet minister-pegefinger eller en pjece fra Socialstyrelsen. Der er brug for at tage mere grundlæggende fat om kommunernes økonomiske incitamenter, som i meget høj grad har skabt denne situation.

Her har vi fra Levs side foreslået, at der skabes en langt mere solidarisk finansieringsmodel, som tydeligt tilskynder kommunerne til at indhente og anvende den specialiserede viden og ekspertise, som findes i VISO netværket.

Det skal gøres økonomisk attraktivt for den enkelte kommune at trække på den rette specialiserede ekspertise.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2023