Af Arne Ditlevsen, Foto: Jonas Normann

Undskyld! Det lille ord kan gøre en stor forskel. I hvert fald for mange af dem, der er til stede, da den danske regering repræsenteret af socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil en mandag i september siger det forløsende ord.

Hun slutter af med denne sætning: ”På vegne af den danske stat, på vegne af den danske regering – undskyld!”

Dem, undskyldningen er rettet til, var anbragt i sær- og åndssvageforsorgen fra 1933-1980. I alt drejer det sig om mellem 25.000 og 30.000 personer. Mange lever naturligvis ikke i dag, men af dem, der gør, er en del taget til Horsens for at modtage undskyldningen.

Tre døgn i spændetrøje

Det gælder blandt andet Allan Thomsen. Den i dag 69-årige mand var i mange år anbragt på anstalten Ribelund. Her oplevede han at være tre døgn i spændetrøje – uden mulighed for at komme på toilettet. ”Sådan,” siger Allan og viser, hvordan armene var spændt ind til kroppen i spændetrøjen.

Allan fortæller, at han ikke er bitter efter de mange år på anstalten. Men han er glad for talerne ved undskyldningsarrangementet i Horsens. Han følger spændt med i ministerens tale. Og da hun har sagt det forløsende ord, siger Allan: ”Det er på sin plads med en undskyldning.”

Allan Thomsen.

En afslutning

Socialministeren sagde i sin tale, at undskyldningen skal være med til at fjerne den skam og skyldfølelse, som mange anbragte har haft og båret på i årtier. Sådan ser Carl Albert Nielsen (71) fra Glamsbjerg på Fyn også på det. Han blev anbragt som to-årig på De Kellerske Anstalter i Brejning, fordi hans stedfar ikke ville kendes ved ham. Først 18 år senere kom han ud fra anstalten.

Over makronkagerne, efter selve undskyldningen er givet, siger en lettet Carl Albert:

”Jeg tænker over de år, jeg var anbragt. Der var mange overgreb. Jeg havde set frem til undskyldningen – og det var godt at få den.” Carl Albert tror, at undskyldningen kan være en slags afslutning for ham på de onde år.

Carl Albert Nielsen, anbragt på de Kellerske Anstalter i Brejning

Tvillingerne Alex og Børge Hansen tog turen fra Sjælland til Horsens for at modtage regeringens og statens undskyldning. De blev anbragt på Andersvænge i Slagelse som 6-årige. Alex fortæller om det at være anbragt:

”Alt foregik på samlebånd, når man skulle i bad eller have klippet negle. Og når vi spiste, måtte vi heller ikke selv øse op. Det var som at være en fjernstyret robot. Jeg føler mig flov over, at jeg ikke selv kunne de ting dengang.” Han er glad for at få en undskyldning: ”Låget bliver lagt på, jeg får mere fred.”

Bror Børge er mere skeptisk: ”Det er meget rart, men det kommer for sent. Mange er døde. Jeg kan ikke bruge det til noget.”

 

 Børge Hansen (tv.), anbragt på Andersvænge. Her er han sammen med sin bror Alex, der også var anbragt

Lettet

Lone Christensen har også været skeptisk i forhold til at få en undskyldning. Hun blev afleveret dagen efter sin seks-års fødselsdag på åndssvageanstalten Hammer Bakker i Vodskov og kom først ud næsten 20 år senere. Lone var med på scenen i forbindelse med arrangementet i Horsens i form af en lille film, der blev vist med hende. Her fortalte hun blandt andet om at få en røvfuld og tæsk på den lukkede afdeling og blive spændt fast.

”Vi blev behandlet som dyr, og det er jo ikke retfærdigt.”

Lev mødte også Lone i sommer. Og her mente hun ikke, at en undskyldning ville gøre så stor en forskel for hende. Hun ville hellere have haft en fra lægerne, der styrede åndssvageanstalterne. Men i dag er hun glad for den.

”Jeg er mest lettet. Det gør en forskel,” fortæller Lone.

Lone Christensen.