På uventet besøg

Tekst og foto: Gustav Walgaard, International projektleder i Lev

Efter en ellers rolig flyvetur på vej ned til Levs samarbejdspartner i Rwanda fløj vi ind i et stormvejr over Kigali, Rwandas hovedstad.

Vi cirkulerede en time over byen, før vi blev nødt til at flyve til Uganda og nødlande - brændstoftanken var ved at være tom. Det var enormt frustrerende.

Når Lev tager ud og møder sine partnere, er ens skema fuldt pakket med møder og arbejde, så de syv dage om året, hvor man er fysisk sammen, bliver udnyttet til fulde.

Otte timer før mine første aftaler i Kigali sidder jeg så på et lufthavnshotel i Entebbe og skriver til alle kollegerne i Rwanda, at jeg desværre er endt i Uganda.

Da jeg vågner næste dag, er krisen heldigvis ikke lige så stor, som jeg følte det i løbet af natten. Vores partnere er søde og går straks i gang med at rykke møder, og jeg får fortalt, at vi er ombooket til et fly kl. 17 mod Rwanda. Nu har jeg pludselig en del timer at slå ihjel. Entebbe ligger lige op ad Victoriasøen, som er verdens næststørste ferskvandssø, så jeg går selvfølgelig ned for at se den. Og netop som jeg sidder der, kommer jeg i tanke om en samtale, jeg havde med Ejvind Wilms fra Lev Frederiksberg.

Pas på – eleverne er utilregnelige

Ejvind havde nemlig fortalt om, hvordan Lev tilbage i 80’er og 90’erne samarbejdede med en skole i Entebbe. Jeg skynder mig tilbage til receptionen og spørger, om der ligger en skole for mennesker med udviklingshandicap i nærheden. Tøvende bekræfter de, men gør det også meget klart, at det kan være farligt, da eleverne er ’utilregnelige’. Sådanne kommentarer er jeg efterhånden vant til, så jeg fortæller, at jeg arbejder med mennesker med udviklingshandicap, min søster lever med et, og det er noget vås, det de siger. Så løber jeg 500 meter op ad vejen, hvor skolen, Entebbe Children’s Welfare Primary School, ligger, og banker pænt på.

Alice, der er leder på skolen, byder mig velkommen og går straks i gang med at lave the og finde kager frem, da hun pludselig stopper op, vender sig om og spørger:

”Hvad laver du egentlig her?”, som havde hun glemt, om hun havde en aftale. Jeg undskylder og får hurtigt introduceret mig og Lev, og at jeg mener, vores organisation og deres skole havde et samarbejde for 30 år siden. Alices ansigt rynker op i en uforstående grimasse. Hun har selv været på skolen i fem år, og kalder derfor Joy ind, der har været der noget længere, men ingen af dem har hørt om Lev.

Vi får dog fundet nogle gamle papirer, hvor Levs logo fremgår, og samtalen rykker hurtigt videre til, hvordan det er gået skolen. Bare det, at skolen stadig står, er et enormt resultat. Faktisk gjorde skolen det så godt, blandt andet grundet hjælp fra Lev, at den kom på Ugandas hovedstad, Kampalas budget. Det var den første skole for børn med udviklingshandicap i Entebbe, der kom på budgettet, og den er stadig den eneste offentlige skole for børn med udviklingshandicap i byen.

Entebbe Children’s Welfare Primary School

En skole for børn med handicap og forældreløse børn

Fra start har skolen været fyldt med elever med udviklingshandicap, der ikke var plads til i det øvrige skolesystem. Skolen har givet eleverne en mulighed for at udvikle sig, lære og noget så banalt som at sikre, at eleverne får mindst et måltid om dagen. Samtidig gav skolen mødrene mulighed for at arbejde, mens deres børn var i skole.

Det var en kærkommen og enorm sejr for skolen i Entebbe at komme på budgettet. Det sikrede dem noget ro i et område, der har været præget af politisk ustabilitet, store sociale udfordringer og en usikker økonomisk situation, som afhang af donorer i Europa, der kunne være væk lige så hurtigt, som de var kommet.

At drive en skole under de omstændigheder havde i flere henseender gjort tilværelsen hektisk. Skolen følte et stort ansvar for sine elever, og den rolle den havde i lokalsamfundet, men forholdene gjorde, at det ofte blev en dagligdag styret af akutte problemer. Sjældent var det muligt at løfte blikket og overveje de langsigtede mål for
skolen.

Som del af at komme på det offentlige budget fulgte også en lang række opgaver. Selvom det sikrede et økonomisk fundament, var beløbet, de fik, ikke givet. Mens skolens budget kunne ændre sig fra år til år, både op og ned, blev det hurtigt tydeligt, at omfanget af de opgaver, skolen blev forventet at løse, kun steg. Det har betydet, at skolen er gået fra at optage elever med handicap til at optage de elever, der anses for mest udsatte.

Elevsammensætningen består derfor af elever med diverse handicap samt cirka 1/3 forældreløse børn og unge. For at kunne rumme dette er et af undervisningslokalerne omdannet til sovesal, hvor omkring 30 elever bor til daglig.

Genkendelige udfordringer

Men selvom de nuværende forhold selvfølgelig kunne være bedre, er det imponerende, at skolen har sikret sin fremtid, og børnene har en ramme med dygtige og omsorgsfulde lærere. Det var langt fra givet, da skolen åbnede dørene for første gang for 30 år forinden.

Når skolelederen Alice i dag siger, at de måske burde have løftet blikket og sat sig nogle mere vidtrækkende mål, kan jeg sagtens genkende dynamikkerne, som Alice og skolen har skullet navigere i, fra Levs
nuværende partnerskaber.

Pludselig ændrer omstændighederne, den økonomiske situation eller noget helt tredje sig, og dagligdagen sluger sig selv op i akutte, ja, vigtige, ja, men ultimativt også flygtige agendaer, som på den lange bane ikke bidrager til at opnå de mål, Lev og vores partner sætter.

En lidt anden virkelighed

Som jeg sidder i lufthavnen endelig på vej videre til Rwanda, prøver jeg at få et overblik over de næste dages arbejde.

Levs internationale partnerskaber er i dag mere komplekse. Det er typisk organisationer, der i langt større grad ligner Lev og arbejder med alle de områder, som har betydning for mennesker med udviklingshandicap og deres familier. I stedet for at Lev samarbejder med enkelte skoler, er det nu Levs partnere, der samarbejder med skoler, bosteder, arbejdsgivere, politikere, embedsmænd og så videre.

De næste dage skal vi debattere, evaluere og planlægge de næste skridt i vores samarbejde.

Det er en mundfuld for alle involverede, da vores ambitioner og håb er store, men ressourcer begrænsede. Ikke desto mindre skal vi nok lykkes. Som besøget i Entebbe viste, så gør Levs internationale engagement en forskel.

 

Artikel bragt i Lev Magasinet 5 oktober 2023.