Grunden til, at Carl-Albert blev anbragt, var, at hans stedfar ikke ville kendes ved ham.

”Jeg tænker over de år, jeg var anbragt. Der var mange overgreb. Jeg har set frem til undskyldningen – og det var godt at få den.” Carl-Albert tror, at undskyldningen kan være en slags afslutning for ham på de onde år.

Lev møder Carl-Albert til regeringens undskyldnings-arrangementet for de anbragte i sær- og åndssvageforsorgen, der fandt sted i går på Comwell Bygholm Park Hotel i Horsens. Der er en højtidelig stemning i salen. Der er blevet bygget op til denne undskyldning i årevis – og nu sker det.

I blev gjort uret

Carl-Albert var en af de mange med forskellige handicap, der var mødt op for at høre undskyldningen blive overbragt af socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun sagde blandt andet, at det, der skete dengang, aldrig har været i orden – heller ikke med datidens briller på. Det var overgreb, vold og nedværdigelse, som gav ofrene ar på sjælen og for manges vedkommende en følelse af skyld og af at være et minusmenneske.

Hun sluttede af med at sige til både de anbragte borgere og deres pårørende: ”Med undskyldningen siger vi som samfund, som regering, at I og jeres kære er gode nok. Det var samfundet, den var gal med… Vi kan selvfølgelig ikke ændre på fortiden med en undskyldning, et enkelt ord kan ikke fjerne de overgreb og ydmygelser, som I er blevet udsat for. Men vi kan tage ansvaret på os, for det der skete, og vi kan erkende, at der blev gjort uret… Kære alle, dem der er her i dag, dem der ikke er her mere, tidligere anbragte, pårørende, alle som blev svigtede, mens I eller jeres kære var i statens varetægt, hvad der overgik jer, er langt fra det Danmark, vi tror på, hvad der overgik jer, vil vi aldrig glemme, hvad der overgik jer, skal aldrig gentage sig. På vegne af den danske stat, på vegne af den danske regering – undskyld!”

Vi blev behandlet som dyr

”Det er på sin plads med en undskyldning,” siger Allan Thomsen, 69, der er taget turen til Horsens fra Ribe, hvor han bor. Han blev som barn anbragt på Ribelund og husker blandt andet, at han har ligget tre døgn i spændetrøje – uden mulighed for at komme på toilettet. På spørgsmålet om, hvorfor han blev anbragt, siger Allan:

”Mor kunne ikke have mig hjemme, men familien kom på besøg.” De syntes ikke om forholdene, men kunne ikke gøre noget ved dem, fortæller han.

Lone Christensen var også anbragt. Dagen efter sin seks-års fødselsdag blev hun afleveret til åndssvageanstalten Hammer Bakker i Vodskov og kom først ud næsten 20 år senere. Lone var med på scenen i forbindelse med arrangementet i Horsens som medvirkende i en lille film, der blev vist med hende. Her fortalte hun blandt andet om, at få røvfuld og tæsk på den lukkede afdeling – og sommetider blev hun spændt fast med bælte, håndrem og fodrem. ”Vi blev behandlet som dyr, og det er jo ikke retfærdigt.”

På spørgsmålet, om hun nogensinde har følt sig anderledes, siger Lone i filmen: ”Nej, jeg er sådan, som jeg er.”

Lev mødte også Lone i sommer. Og her mente hun ikke, at en undskyldning fra regeringen ville gøre så stor en forskel for hende. Hun ville hellere have haft en fra lægerne, der styrede åndssvageanstalterne. Men i dag er hun glad for den.

”Jeg er mest lettet. Det gør en forskel,” fortæller Lone.

Undskyldningen omfatter de 25.000-30.000 personer, der var anbragt i sær- eller åndssvageforsorgen fra 1933-1980. Heraf var langt størstedelen anbragt i åndssvageforsorgen.

Lone Christensen - Foto:  Jonas Normann