Dansk økonomi har det strålende. Høj beskæftigelse, store overskud på statsfinanserne og betalingsbalancen, lav gæld og et stigende finanspolitisk råderum.

I det lys er det tankevækkende, at SVM-regeringen – og flere tidligere regeringer – insisterer på at tale om udgiftsudviklingen på handicapområdet som en alvorlig krise, der nærmest truer holdbarheden i den danske velfærdsmodel. Et manisk fokus på at udgifterne skal holdes nede – helt uanset om antallet af borgere med behov for hjælp er stigende, som vi har set det det seneste årti.

År efter år har vi således set kommuneøkonomiaftaler mellem KL og regeringen, hvor parterne udtrykker enighed om nødvendigheden af ”svære prioriteringer” og ”udvidelse af kommunernes mulighed for at prioritere”. Alt sammen et veludviklet embedsmands-kodesprog for nye kommunale besparelser, og at staten forpligter sig til at gennemføre lovgivning, der indskrænker mennesker med handicaps rettigheder på socialområdet.

I maj måned fik vi en del-rapport fra Ekspertudvalget på socialområdet, nedsat af KL og den daværende regering i forbindelse med en tidligere økonomiaftale.

Rapporten er et bedrøveligt eksempel på det visionsløse og enøjede styringsfokus, som i en del år har kendetegnet nationale og lokale beslutningstageres perspektiv på indsatsen for mennesker med handicap.

Ekspertudvalgets sammensætning er domineret af økonomer (ovenikøbet nogle rigtig fine af slagsen fra universiteter og sektorforskningen), og del-rapporten indeholder da også nogle tabeller og statistik om udgifterne på handicapområdet samt lidt betragtninger om, hvilke områder der især trækker udgiftsstigningen.

Men del-rapporten indeholder ingen beregninger – eller blot skøn – af det økonomiske potentiale i de ret vidtgående og kontroversielle forslag, som lægges frem. Der er en hel del løs snak om, at ”flere kommuner mener” og ”oplever” det ene eller det andet. Men ellers er rapporten uden fagligt grundlag for vurderingen af ’rationaliseringspotentialet’ i de løsninger, som eksperterne anbefaler.

Kommunernes økonomi trumfer alt

Eksperterne taler mange steder om store problemer med gældende regler og rettigheder, uden at der foretages en redegørelse for betydingen for kommunernes økonomi. Et enkelt illustrativt eksempel skal fremhæves.

Del-rapporten fremhæver således, at borgere, som er visiteret til et botilbud efter § 108, har ret til frit at vælge et andet tilbud, så længe det ikke er væsentligt dyrere end det, kommunen har peget på (cirka 25 procent dyrere). Denne frit-valgs-bestemmelse blev i sin tid indført for at give mennesker med handicap i botilbud bedre mulighed for selv at vælge, hvor de ønsker at have deres hjem.

Men denne valgmulighed er altså at gå for vidt, mener eksperterne. Uden skygge af dokumentation for, hvad brugen af frit-valgs-bestemmelsen reelt koster kommunerne, fremgår det af del-rapporten, at borgeren fremover kun skal kunne vælge et botilbud, hvis det koster det samme eller mindre end det, som kommunen peger på. Hvor mange borgere, der årligt anvender frit-valgs-muligheden, og hvad merudgifterne for kommunerne er, synes eksperterne ikke, der er grund til at forholde sig til.

Samme udokumenterede tilgang kendetegner ekspertudvalgets øvrige anbefalinger, herunder også når det gælder meget voldsomme indgreb i mennesker med handicaps rettigheder: Udvidede kommunale muligheder for at tvangsflytte beboere i botilbud, øget mulighed for at tage økonomiske hensyn i kommunerne og i Ankestyrelsen, svækkede dokumentationskrav i forbindelse med brugen af magt samt en del andet.

I betragtning af ekspertudvalgets sammensætning med den ene fine økonomiprofessor efter den anden er det vel egentlig tankevækkende – og ret bekymrende.

Udgifterne stiger – men ingen interesse for hvorfor

Det andet hovedproblem med del-rapporten er et fuldkomment fravær af interesse for, hvad udgiftsudviklingen på handicap-området skyldes. Eksperternes underliggende forklaring synes at være, at mennesker med handicap har for mange rettigheder og generelt ydes for meget hjælp.

Men egentlig burde det vel være mere relevant for udvalget at forholde sig nysgerrigt til, hvilke bagvedliggende mekanismer der driver udviklingen. Hvorfor er udgifterne til dele af handicapområdet egentlig steget de senere år?

Del-rapporten konstaterer blandt andet, at antallet af borgere i botilbud er steget over en årrække – og at udgiften til den enkelte borger i botilbud også er steget. Særligt de mest komplekse og dyre indsatser ser ud til at have været i vækst, konstaterer udvalget.

Her burde det være oplagt for udvalget at overveje og analysere, hvad der har ført til, at flere visiteres til botilbud, og hvorfor flere modtager en mere intensiv og dermed dyrere indsats. Svaret på de spørgsmål må være afgørende for at kunne foretage en redelig vurdering af, hvad der kan gøres for at vende udviklingen igen.

Hvis eksperterne havde gjort sig den ulejlighed at spørge, så havde vi i Lev kunnet pege i nogle retninger, som bør undersøges nærmere. Den undersøgelse, som Lev offentliggjorde i februar 2022 med svar fra flere end 700 pårørende til voksne med udviklingshandicap i botilbud giver et bud på, hvilken retning man skal kigge. En meget stor andel af de pårørende berettede om stadig dårligere og stadig mindre hjælp, som fører til stigende mistrivsel, mere utryghed og flere konflikter blandt beboerne. For mig at se er det nærliggende at forestille sig, at den utryghed og mistrivsel kan ende i øgede og mere komplekse behov for hjælp blandt i forvejen sårbare mennesker.

Frem for at stirre sig blind på mennesker med handicaps rettigheder, ville det have klædt eksperterne også at foretage denne type overvejelser. Måske var vi dermed endt med at blive klogere på situationen på handicapområdet – og dermed kommet tættere på reelle løsninger.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 4 2023