Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Jeg gav den hele armen

Det var en stor bedrift og en kæmpe overraskelse, da Terkel Wennevold vandt sølvmedalje i kuglestød ved Special Olympics World Games i juni. 

NYHED

KORT FORTALT


TERKEL VANDT SØLVMEDALJE I KUGLESTØD VED SPECIAL OLYMPICS WORLD GAMES

 

Terkel er meget dygtig til kuglestød.

Han kan støde kuglen meget langt. Over 12 meter.

Han har lige fået en medalje.

Han vil gerne have flere medaljer. 

Af Karin Ditlevsen, freelancejournalist

Med et stød på 12,77 m gav Terkel Wennevold sine konkurrenter baghjul, da han stod i finalen i Special Olympics World Games. Det foregik i Berlin på det enorme Olympiastadion, som blev bygget i 1933 til nazistregimets OL.

Terkels mor og søster Freya var med, men de havde pladser på den anden side af atletikbanen, langt fra kuglestødscirklen. De troede faktisk, at Terkel lå på en fjerdeplads. I virkeligheden havde han ligget som nr. 1. i et stykke tid. Men til allersidst slog en konkurrent fra Panama til, på sit sidste stød, og snød Terkel for guldet.

Men det kan ikke tage noget fra Terkels bedrift - en mand, som kun har trænet i disciplinen kuglestød i - et år. Det fører straks tanker med sig om, hvad det så ikke kan blive til, næste gang Terkel, måske, deltager i en olympiade.

Jeg ville ikke ændre noget af det. Jeg gav mit bedste hele vejen

Terkel Wennevold

Terkel er også selv overbevist om, at han på et tidspunkt godt kan vinde guldmedalje. Men foreløbig tager han det stille og roligt.

”Jeg ville ikke ændre noget af det. Det var helt fantastisk. Jeg gav mit bedste hele vejen. Så fik jeg ikke guldmedalje. Men det er okay. Der kommer altid en chance til,” siger Terkel.

Ud over det sportslige var det også en stor personlig præstation, Terkel leverede. Terkel har udviklingshandicap og autisme, og har brug for lidt fred og ro indimellem. Det fik han ikke meget af i Berlin.

Først var han samlet med de andre danske idrætsudøvere i en uge i træningslejr i byen Hamm, flere timers kørsel fra Berlin. Og derefter fulgte en uge på det kogende gigant-stadion, fyldt op med atleter fra 170 lande.

Men Terkel har udviklet sin evne til at fokusere og koncentrere sig.

”Det var så imponerende at se dig stå, så koncentreret, inde i cirklen, helt i ro, og lægge an til det perfekte stød – hver gang, du var på,” siger mor Elke.

”Ja, jeg var meget tændt. Jeg gav den fuld skrue. Jeg gav mit bedste, hele vejen,” siger Terkel.

Terkel har ikke altid været helt så afslappet omkring at vinde eller tabe. Da han var yngre, kunne han blive noget mere ophidset. Men nu, hvor Terkel er blevet 26, går det meget bedre.

Hans mor minder ham om, at han sprang så meget i trampolinen i haven engang, at den gik i stykker.

”Ja, men den var også rusten”, kommer det prompte fra Terkel.

Da trampolinen gik i stykker, fandt Terkel på noget andet. For han besluttede, at han ville være stærk. Han begyndte at lave armbøjninger, svømme og gå til fitness.

Og det gav bonus.

I dag sidder Terkel med meget velvoksne overarme og en sølvmedalje om halsen.

Nr. 2 i kuglestød i Special Olympics World Games.

Og han er kun lige begyndt.

Artikel bragt i Lev Magasinet 4 2023.

Læs også:

Idræt - ikke til at komme udenom

Nogle er helt vilde med det. Andre skal overtale sig selv til at gøre det. Vi taler om at dyrke motion.

Svømning giver ham selvtilid

Alexander Hillhouse er et af Danmarks største svømmetalenter indenfor parasport. Ved Virtus Global Games i juni vandt han både guld, sølv og bronzemedaljer. At dyrke sport har gavnet ham meget, både fysisk og mentalt

Vi svigter vores børn og unge

Børn og unge med udviklingshandicap bliver styrket fysisk og psykisk, når de dyrker sport. Vi bør derfor sikre os, at de bliver sluset godt og grundigt ind i sportens verden. Men vi svigter i høj grad vores ansvar

KORT FORTALT


TERKEL VANDT SØLVMEDALJE I KUGLESTØD VED SPECIAL OLYMPICS WORLD GAMES

 

Terkel er meget dygtig til kuglestød.

Han kan støde kuglen meget langt. Over 12 meter.

Han har lige fået en medalje.

Han vil gerne have flere medaljer. 

Lev Magasinet 4 2023

- Undskyldning: Lone er glad for en undskyldning - men...
- Gode råd: Find ud i naturen
- Levs Rådgivning: Hvem skal betale for vores datters mad?

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.