Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Jeg vil have en undskyldning fra lægerne - ikke fra regeringen

Det er ikke nutidens politikere, som bør stå til regnskab. Det er lægerne, som skal undskylde deres opførsel overfor de anbragte under åndssvageforsorgen. Det siger Lone Christensen, som var anbragt i anstalten i Vodskov. 

NYHED

KORT FORTALT


LONE CHRISTENSEN BLEV ANBRAGT SOM BARN

Lone blev anbragt på en anstalt for åndssvage, da hun var barn.

Der havde hun det meget dårligt.

Hun græd meget.

Det var meget forkert, at Lone blev spærret inde.

Nu får Lone en undskyldning fra den danske stat. 

Af Karin Ditlevsen, Freelancejournalist | Foto: Anita Graversen

Lone Christensen er et af de mennesker, som får overbragt en undskyldning fra den danske stat den 11. september.

Lone bor i Vodskov; fem minutters kørsel fra den institution for såkaldt åndssvage, hvor hun var anbragt, fra hun var 6 til hun var 28 år. Lone Christensen, som i dag er 75, fortæller, at undskyldningen ikke betyder særligt meget for hende. At hun gør, hvad hun kan, for at glemme fortiden, nyde nutiden, og kun se fremad.

”Det er fint at få en undskyldning. Men det er for sent for mig. Jeg ved, at undskyldningen betyder meget for mange andre. Men jeg tænker ikke så meget på det. Og undskyldningen er jo bare på et stykke papir. Jeg er lidt bange for, hvis det ikke bliver brugt til noget,” siger Lone.

Lone Christensen tager dog med til arrangementet i Horsens d. 11. september, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil overbringe statens undskyldning til de tidligere anbragte.

”Jeg havde egentlig regnet med, at det skulle være Mette Frederiksen, der kom, da jeg hørte om undskyldningen. Jeg blev en lille smule skuffet. Det havde været lidt mere betydningsfuldt. Men det betyder ikke så meget for mig, om det er statsministeren eller ej,” siger Lone.

”- Og hvor gammel er Mette Frederiksen egentlig?! Hun har jo ikke oplevet alt det, vi var igennem. Jeg har altid tænkt, at undskyldningen skulle komme fra lægerne. Det er dem, der
gjorde os ondt!”

Ikke en stille pige

Lone Christensen blev afleveret på Åndssvageanstalten i Vodskov dagen efter sin seks års-fødselsdag. Det var i 1954, og hendes plejeforældre kørte hende derhen i en motorcykel med sidevogn. Lone græd, da plejeforældrene kørte derfra, og hun indså, at anstalten skulle være hendes nye hjem.

I dag ved hun, at hendes plejeforældre var lige så ulykkelige og gjorde, hvad de kunne, for at beholde hende hos sig. Men at de var blevet tvunget til at afgive hende til Vodskov.

Lone blev efterladt alene i larmen blandt mange fremmede børn og voksne. Med en masse nye regler, hun skulle lære at følge. Ellers var der konsekvenser.

Lone var ikke et af de børn, som udviklede sig til et stille og føjeligt væsen i håbet om at få en mildere hverdag uden straf.
Hun var fræk, og hun elskede at drille. Hun kunne også blive voldsom og aggressiv. Men i bund og grund var hun en teenager, der var vred og ulykkelig over at blive tugtet og spændt fast. Det trådte på Lones retfærdighedssans. Men det blev kun værre, hvis hun gjorde modstand.

Når Lone blev skældt ud, blev hun oprørsk. Når hun blev oprørsk, tog personalet fat i hende, så blev hun voldsom og kunne i afmagt finde på at bide, og så kom hun i cellen. Lone tilbragte mange timer fastspændt til en briks, helt alene, på den lukkede afdeling. Overladt til sine egne tanker og store følelser.

”Jeg blev gal. Rigtig gal. Jeg var ked af det. Og jeg græd. Jeg tænkte på alt muligt, imens jeg lå der,” fortæller Lone.
Lone lå ofte en hel uge, nogle gange to uger i træk, fastspændt til sin seng. Hun blev kun sluppet løs af sit bælte og håndledsremmene, når hun skulle i bad. På spørgsmålet, om hun ikke også blev løsnet, når hun skulle på toilettet, slår Lone en høj skraldlatter op.

”Vi fik da ikke lov til at gå på wc! Vi lå med ble. Eller fik et bækken ind,” siger hun, uden synlig antydning af bitterhed.

Nye tider - mere frihed

I 1972 var nye vinde begyndt at blæse i åndssvageforsorgen, og Sæby Kommune gav Lone lov til at flytte fra anstalten. Hun flyttede ind på pensionatet Wibroesvej, hvor hun skulle ”trænes” i at kunne bo for sig selv. 

Lone flyttede ind sammen med nogle andre fra Vodskov, der også skulle sluses ud i samfundet. Hun var lidt skræmt, men følte sig endelig fri. Men friheden var noget, hun lige skulle vænne sig til.

”Den første dag skulle vi have kartofler. Jeg greb ud efter skeen. Hvor var den? Men så sagde Helge (forstander for pensionatet red.): ”Lone, her spiser vi ikke med ske. Her spiser vi med kniv og gaffel!”

I alle de år, Lone havde tilbragt på den lukkede afdeling på Vodskov, havde hun vænnet sig til, at der var mange ting, hun ikke måtte. Deriblandt at få lov til at spise med andet end en ske.

”Jeg måtte også pludselig gå ud og gå en tur - alene. Først spurgte jeg Helge: Må jeg få lov til at gå ud? ”Ja, selvfølgelig,” svarede han. Så spurgte jeg igen. Så sagde han ”Næste gang, du spørger, så får du et nej.” Så var jeg færdig med at spørge! Vi skulle bare sige, hvornår vi kom hjem,” fortæller Lone.

Lone mødte fortiden

Lone havde ikke nogen familie at flytte ud til, da hun fik lov til at forlade Vodskov. Men det ændrede sig pludselig en dag. I et busskur.

I ventetiden på en bus kom Lone i snak med en tilfældig kvinde ved navn Kirsten. Under deres snak viste det sig, at Kirsten faktisk var en lillesøster, som Lone ikke anede, at hun havde.

Og Lones familie blev ved med at vokse! Lone fandt ud af, at hun i alt havde fem søskende. Nogle heraf børn, som hendes mor havde fået i et senere ægteskab. Og Lone erfarede, at hendes mor stadig levede og boede i Frederikshavn.

Da Lone fyldte 52, var hun samlet med nogle af sine søskende. Så ringede telefonen.

”En kvinde sagde: ”Hej Lone – det er mor…” Det troede jeg ikke på. Jeg troede, at der var nogen, der holdt fis med mig. Den mor kendte jeg jo ikke,” siger Lone.

Lone var fyldt med vrede over den mor, som havde givet hende væk, men hun ville alligevel gerne mødes med hende.

”Jeg var meget nervøs, men det var hun også. Jeg sagde til mor, at jeg var meget gal på hende. Så sagde hun, at det kunne hun godt forstå. Men hun sagde, at hun gerne ville beholde mig dengang, men ikke måtte”, forklarer Lone.   

Lones mor var ung, ugift og ansat som husbestyrerinde hos en landmand, da hun fik Lone. Landmanden tillod ikke, at Lones mor beholdt Lone i huset, og hun blev derfor tvunget til at aflevere Lone på et spædbørnshjem. Da Lone blev større, blev hun sendt til et børnehjem med nogle plejeforældre, som hun kom til at holde meget af. Men det varede altså kun, til Lone endnu engang blev sendt videre - denne gang til en åndssvageanstalt.

Lone talte tingene igennem med moderen, og Lone tilgav hurtigt sin mor. De to nåede at få 15 gode år sammen, før moderen døde. I dag er Lone meget tit sammen med alle sine søskende og deres børn.

Jeg var fræk, tunghør og skeløjet… Men det kommer man da ikke på en lukket afdeling af i dag, vel?!

Lone Christensen

Lone fodrer sine fugle på sin terrasse. Foto: Anita Graversen

Aldrig mere!

Trods de mange år som anbragt, er Lone ikke knækket eller fyldt med bitterhed. Men der er nogle ting, hun tænker meget på ikke at gøre.

”Jeg vil aldrig selv gøre nogen ked af det.Jeg er meget forsigtig med andre mennesker. Jeg vil gerne hjælpe andre. Hvis der er nogen, der ikke tør sige noget, vil jeg gerne tale på deres vegne,” siger Lone.

Lone har et udviklingshandicap, men hun er ikke tosset, som hun siger.

”Jeg var fræk, tunghør og skeløjet… Men det kommer man da ikke på en lukket afdeling af i dag, vel?!”, siger Lone.

Hun har stadig sin store retfærdighedssans, og den bruger hun i dag, når hun vil fortælle sin historie. For der er ikke nogen andre, der skal lide den samme skæbne, som hun gjorde.

Lone er af natur ikke en, der åbner sig for alt og alle. Men hun møder stadig mange, især unge, som ikke tror på, at de overgreb, som Lone har levet med, har fundet sted. Derfor bliver hun ved med at fortælle, selv om hun efterhånden er lidt træt.

Hun har påtaget sig den opgave at holde liv i fortiden, fordi hun ønsker, at vi skal lære af den. Hun har derfor holdt nogle foredrag om sine oplevelser for plejepersonale på institutioner.

”De spurgte mig til et foredrag om, hvordan det er at være udviklingshæmmet. Så sagde jeg: ” Det ved jeg ikke – jeg har aldrig prøvet andet!” Jeg kan jo ikke svare på alt, vel,” siger Lone.

Lone har en klar holdning til, hvordan personalet på en institution bør opføre sig. Først og fremmest skal man i hvert fald ikke spænde folk fast.

”Man skal ikke tvinge folk til noget, de ikke vil. Folk skal selv have lov til at bestemme over sig selv. Andre skal acceptere, at man har en mening. Man må ikke tryne folk. Alle mennesker skal behandles lige,” fastslår Lone Christensen.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 4 2023

KORT FORTALT


LONE CHRISTENSEN BLEV ANBRAGT SOM BARN

Lone blev anbragt på en anstalt for åndssvage, da hun var barn.

Der havde hun det meget dårligt.

Hun græd meget.

Det var meget forkert, at Lone blev spærret inde.

Nu får Lone en undskyldning fra den danske stat. 

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Lev Magasinet 4 2023

- Undskyldning: Lone er glad for en undskyldning - men...
- Gode råd: Find ud i naturen
- Levs Rådgivning: Hvem skal betale for vores datters mad?

Podcast

Lev - en podcast om livet med udviklingshandicap