Af Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev

Den 2. maj offentliggjorde regeringen, at der var indgået en såkaldt handicappolitisk rammeaftale med Radikale Venstre, Liberal Alliance og De Konservative.

Aftalen var kulminationen på et omtumlet forløb, hvor socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil over længere tid havde forsøgt at skaffe tilslutning til en aftale i regi af ministerens forum ”Sammen om handicap”. Et forum, som ministeren etablerede tilbage i 2023 med repræsentation fra en række organisationer på social- og handicapområdet. Det drejede sig blandt andre om Socialpædagogerne, Socialrådgiverforeningen, Landsorganisationen af sociale tilbud (LOS), KL og Danske Handicaporganisationer (DH).

Efter flere drøftelser af aftaleudkast i ”Sammen om handicap” afviste DH’s bestyrelse i begyndelsen af april at stå bag aftalepapiret.

Rammeaftale-udkastet indeholdt en længere liste af initiativer, hvoraf nogle få har positive perspektiver – eksempelvis en forenkling af merudgiftsbestemmelserne i serviceloven. Men aftalen var samtidig underlagt en overordnet ramme med et enøjet fokus på at nedbringe kommunernes udgifter på handicapområdet og skabe ”større økonomisk styrbarhed”. Som led i aftalen skulle parterne tilmed indirekte anerkende det vidtgående magtanvendelsesforslag, som socialministeren havde insisteret på også at gøre til en del af aftaleteksten. Det grundlag kunne DH’s bestyrelse ikke acceptere, og derfor sagde man nej.

Aftale uden om handicaporganisationerne

Da DH havde meddelt, at man ikke kunne tilslutte sig rammeaftalen, valgte ministeren at skifte spor. Frem for drøftelser i ”Sammen om handicap” indledte hun nu politiske forhandlinger med en kreds af Folketingets partier baseret på rammeaftaleudkastet fra ”Sammen om handicap”.

Forhandlingsforløbet endte med, at flere partier valgte at sige nej til aftalen – især på grund af magtanvendelsesforslaget og på grund af aftalens fokus på besparelser. Men Radikale Venstre, Liberal Alliance og De konservative valgte at tilslutte sig, og dermed havde regeringen et flertal på plads – ikke mindst i forhold til magtanvendelsesforslaget, som jo var en del af den samlede ramme.

Socialministeren og ordførerne fra de partier, der valgte at tilslutte sig, gjorde et stort nummer ud af at præsentere aftalen som et stort og banebrydende fremskridt for mennesker med handicap. ”For første gang har vi en samlet aftale, hvor der tages ansvar for udviklingen på handicapområdet,” var hovedlinjen i talelinjerne.

Massiv kritik af aftale

Den udlægning var der imidlertid få, som tog for gode varer. Handicaporganisationerne og #Enmillionstemmer var entydige i deres kritik af en aftale, der først og fremmest sigter på at forringe mennesker med handicaps rettigheder og gennemføre besparelser via udvidelse af kommunernes såkaldte ’prioriteringsrum’. Og samme meldinger kom fra mange andre stemmer på handicapområdet.

Med den historisk store opbakning til demonstrationen foran Christiansborg den 22. maj blev det tydeligt, at det var en position, der var kæmpe opbakning til (se leder og artikel på side 28). Flere tusinde mennesker med handicap, pårørende og andre borgere sagde fra og forlangte en ny social- og handicappolitik med fokus på investering i mennesker.

Problematisk magtforslag og rammeaftale

Men nu er rammeaftalen indgået – og med lynets hast er det også lykkedes regeringen at få ændringerne af magtanvendelsesreglerne vedtaget i Folketinget.

Jeg tør godt betegne både indhold og proces i tilblivelsen af rammeaftalen og i magtforslaget som historisk. Modsat socialministeren og ordførerne fra aftalepartierne ser jeg dog resultatet og processen som et historisk lavpunkt.

Indholdet af magtforslaget – der om kort tid træder i kraft som konkrete lovændringer – er vidtgående og ja, historisk. Ændringerne peger entydigt i retning af lempelige regler for tvangsflytning, udvidelse af personalets beføjelser til fastholdelser og indgreb over for mennesker med handicap – og svækket retssikkerhed og beskyttelse i forhold til magtanvendelse. Det er et historisk lavpunkt.

Tilsvarende med den handicappolitiske rammeaftale. Trods retorisk sympatiske - men ret uforpligtende - besværgelser om at gøre vilkårene bedre for mennesker med handicap, er aftalens fokus på besparelser intenst. Med aftalen er KL tilmed blevet udstyret med noget, der mest af alt ligner en slags vetoret. Den kan stoppe ethvert af aftalens del-elementer, hvis KL ikke mener, at det opfylder aftalens egentlige formål, nemlig at nedbringe udgifterne på handicapområdet. De vilkår har aftalepartierne valgt at acceptere, hvilket bestemt også må siges at være historisk.

Men også processen bag rammeaftalen og magtanvendelsesforslaget er et historisk lavpunkt. Som Levs landsformand, Anni Sørensen, skrev i et debatindlæg i Politikens onlinemedie Socialmonitor den 4. juni, er forløbet kendetegnet ved en kritisk cocktail af lukkethed og hastværk. Nogle meget sammenpressede forløb, ”… hvor politikere har skullet tage stilling til et både omfattende og komplekst forslag på meget kort tid – og hvor socialministeren har insisteret på, at tilslutning til magtforslaget var en forudsætning for at være med omkring bordet, når der skulle forhandles om den handicappolitiske rammeaftale.”

Som landsformanden konkluderer i indlægget, så var det muligvis smart forhandlingstaktik, når man gerne vil have sin aftale igennem. Men det er samtidig et prekært historisk nybrud i tilgangen til handicapområdet.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2024

---