Levs landsformand i Politiken: Jeg græder

Jeg græder.

Jeg græder, fordi jeg er mor til den skønneste og smukkeste søn - som jeg ikke kan passe på, og som jeg ikke kan sikre mod unødvendige magtanvendelser og umenneskelig behandling.

Ikke fordi jeg ikke vil, men fordi jeg ikke kan.

Særligt ikke, når jeg en dag ikke er her mere. Så bliver min søn langt mere udsat og afhængig af personalet, og af de rammer og regler, som regering og Folketing fastlægger.

Min søn, Mads, er 28 år og er født med Downs Syndrom. Han bor i dag sammen med sin skønne kæreste i et godt og lille botilbud, hvor han bliver støttet af dygtige pædagoger. Han arbejder og har gode kolleger, spiller håndbold og har en stor og dejlig vennekreds, skøn familie og et godt liv. Han elsker musik, fodbold, festival og rejser - og hverdagen.

Men Mads er også dybt afhængig af min og familiens støtte, af personalets faglighed og etik, af lovgivningen på socialområdet og konkrete kommunale prioriteringer.

Derfor græder jeg!

For langt ind i magtens centrum er det tilsyneladende besluttet, at Mads ikke er rigtig kernevelfærd, at Mads og andre med handicap er skyld i forringelser på andre velfærdsområder. Derfor skal Mads nu tåle endnu flere besparelser, og endnu mere udskamning fra magtens centrum. Blandt andet aftalte Regeringen og flere af Folketingets partier i maj måned at nedbringe kommunernes udgifter på handicapområdet.

Og på grund af en helt ny lovændring om magtanvendelse, skal Mads nu også tåle en fremtid, hvor han og mange andre mennesker med udviklingshandicap, risikerer at bliver udsat for langt flere magtanvendelser fra personalet i deres botilbud. Mere magt i mange flere situationer - og helt uden mulighed for at forstå hvorfor. Men han vil mærke ydmygelsen, vreden og skammen, og måske gradvist miste troen på sin egen ligeværdige menneskelighed.

Magtanvendelser kan være nødvendige i nogle helt særlige situationer. Det har været udgangspunktet i de hidtidige regler, hvor det kan være tilladt at anvende magt og indgreb, hvis alle andre muligheder var udtømte - og hvis det var nødvendigt for at forhindre skade på andre eller på den pågældende selv. Det princip skal understøtte, at de mange dygtige og samvittighedsfulde medarbejdere altid har fokus på pædagogiske indsatser, der kan forebygge fysiske fastholdelser og andre indgreb.

Men sådan bliver det ikke i fremtiden med de nye regler for magtanvendelse, som netop er trådt i kraft. Regering og Folketing har igangsat noget, som kan ende med en ødelæggende kulturændring i de faglige miljøer, som yder støtte til mennesker med udviklingshandicap.

Fremover kan Mads fastholdes, hvis personalet synes, at han opfører sig »grænseoverskridende eller »konfliktskabende«. Mads kan blive holdt fast og blive ført væk, hvis han anses for besværlig og krævende. Kommunen skal med de nye regler også kunne tvangsflytte Mads fra hans hjem, hvis de synes han er såkaldt »særligt chikanerende«.

Hvis Mads ikke yder »kraftig modstand«  i forbindelse med en fastholdelse, når han skal i bad eller have børstet tænder, ja så skal personalet heller ikke tage Mads’ retssikkerhed så tungt. Registreringen og indberetningen skal nemlig i de tilfælde kun ske årligt og på baggrund af personalets årlige skøn over hvor mange gange, de har holdt ham fast.

På den måde vil de nye regler også undergrave det eksterne tilsyn med, om Mads udsættes for unødvendige magtanvendelser. Forråelsen kan i højere grad få lov at foregå i uforstyrrethed i mere eller mindre lukkede institutionsmiljøer.

Det er historieløst. Det er statslig forråelse.

Jeg græder, men jeg er også rasende. Som mange andre forældre til voksne med udviklingshandicap, er jeg i forvejen bekymret for hvordan det skal gå med Mads, når jeg ikke er her længere. Hvem skal til den tid beskytte ham?

Med de nye beskæmmende regler om magtanvendelse - og en intensiveret sparekurs på handicapområdet - er mine bekymringer mangedoblet.

Og min sorg tilsvarende.