Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Magtdemonstration

”De politiske angreb på mennesker med handicap og deres pårørende er bizart nok kun taget til i styrke i kølvandet på socialministerens undskyldning i fjor til ofrene for 50 års institutionaliseret magt og tvang.”

NYHED

Af Anni Sørensen, Levs landsformand

Den 22. maj kl. 17.15 står for mig som ét af de største øjeblikke i min tid som landsformand i Lev. Her begav jeg mig nemlig op ad de få trappetrin, til ladet af en talervogn, hvorfra jeg blev mødt af et helt unikt syn: Tusindvis af mennesker fra hele Danmark, der alle var mødt op foran Christiansborg i solidaritet med mennesker med handicap og deres pårørende!

Det var et syn, der rørte mig dybt, og som har indgydt mig håb og optimisme på et tidspunkt, hvor regeringens handicappolitik bevæger sig i den helt forkerte retning.

For regeringens fremtidsvision for mennesker med handicap er dyster: Trods mange pæne ord, er realiteterne en retning hen imod flere fastholdelser. Flere indelåsninger. Flere tvangsflytninger. Endnu flere besparelser. Forringelser på forringelser. Højrisiko for forråelse blandt ansatte.

De helt konkrete udtryk for den retning er dels de vidtgående ændringer af servicelovens magtanvendelsesregler, som regeringen fik hastet gennem Folketinget lige før sommerferien. Dels en handicappolitisk rammeaftale med intensivt fokus på at give kommunerne endnu bedre mulighed for at skære ned på hjælpen til mennesker med handicap.

De politiske angreb på mennesker med handicap og deres pårørende er bizart nok kun taget til i styrke i kølvandet på socialministerens undskyldning i fjor til ofrene for 50 års institutionaliseret magt og tvang.

Man skulle ellers tro, at en sådan undskyldning var signalet om starten på et nyt kapitel. Et kapitel som fortsatte og udbyggede opgøret med tiden under åndssvageforsorgen.

Men mens den ene hånd er blevet strakt frem med løfter om forsoning og forbedring, har den anden hånd strammet grebet om mennesker med handicap. Jeg må være ærlig og sige, at det ”undskyld”, der betød meget for ofrene for åndssvageforsorgens tyranni, nu fremstår som et løsrevet arrangement uden sammenhæng med regeringens politik på handicapområdet.

Desværre.

Men for alle os, der kæmper for mennesker med handicap og deres pårørende, er der ét stort lyspunkt: Flertallet af den danske befolkning er på vores side. Ifølge en meningsmåling lavet af Epinion mener 70 procent af befolkningen, at mennesker med handicap skal have den hjælp, de har ret til og brug for. Og at staten må træde til med en økonomisk håndsrækning, hvis ikke kommunerne kan dække udgifterne. Det stemmer overens med en undersøgelse, vi i Lev fik lavet i 2019 af Gallup, hvor to ud af tre ligefrem var villige til at betale mere i skat, hvis det var nødvendigt for at sikre, at mennesker med udviklingshandicap fik højere livskvalitet.

Det siger mig, at danskernes social- og handicappolitiske kompas er intakt – men at regeringens er ude af kurs.

Leder i Lev Magasinet 3 2024 

Lev Magasinet 3 2024

- Portræt af Susanne: "Karavaneføreren fra Viborg"
- Tema: Kærlighed til de helt særlige søskende
- Demonstration: Et stærkt signal

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.