Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Sommerhilsen fra Lev

NYHED

Af Anni Sørensen, Levs landsformand

Sommeren er over os og med den også lysere tider.  

Desværre kan det samme ikke siges om situationen for mennesker med handicap og vi pårørende. For regeringen har gennem dette forår lanceret det ene angreb på rettighederne for mennesker med handicap efter det andet.  

I starten af maj indgik regeringen en politisk rammeaftale med de tre forligspartier – Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance – der byder på flere og skarpere spareknive rettet mod det i forvejen nødlidende handicapområde, samt en dybt problematisk lempelse af servicelovens regler om magtanvendelse. 

For mig er lempelserne af magtanvendelsesreglerne ikke så meget en lov, som det er et lovbrud: Et brud på principper og værdier i serviceloven om retssikkerhed og beskyttelse af mennesker med handicap samt et brud på handicapkonventionen og som peger bagud mod fortidens nedværdigende og umenneskelige behandling i de store forsorgsinstitutioner.  

For mig står det helt klart: Regeringen har svigtet dens historiske ansvar overfor mennesker med udviklingshandicap.  

Befolkningen er med os 

I Lev vil vi nu bruge sommerferien på at forberede os til det kommende halvår, hvor den politiske kamp for lige rettigheder og muligheder for mennesker med udviklingshandicap fortsætter.  

Det giver håb, at vi har befolkningen på vores side – både i meningsmålinger om handicapområdet og på Slotspladsen foran Christiansborg! Der var vi i maj måned samlet mange tusinde mennesker til den største demonstration i mange år. En demonstration mod forråelse og besparelser, en demonstration som viste sammenhold, og som var et lovende billede på den voksende handicapbevægelse, hvor vi - på tværs af handicaporganisationer, faglige organisationer, aktivister, digtere og mange andre - kræver forbedringer, retssikkerhed og ligeværd for mennesker med handicap 

Det giver håb, at vi har befolkningen på vores side – både i meningsmålinger om handicapområdet og på Slotspladsen foran Christiansborg!

Anni Sørensen, landsformand i Lev

For mig viser det, at regeringens pres mod mennesker med handicap har skabt et folkeligt pres mod regeringen. En bevægelse i solidaritet med samfundets mest sårbare mennesker.  

Det er rørende, og for det vil jeg som landsformand i Lev og som mor til en søn med udviklingshandicap give danskerne en dyb tak.

Kampen fortsætter - også på Christiansborg 

Levs kamp for mennesker med udviklingshandicap vil ikke kun fortsætte på barrikaderne, men også i de politiske forhandlingsrum. Det har altid været Levs rolle både at søge dialogen om konkrete løsninger og være skarp i forsvaret for mennesker med udviklingshandicap. Derfor ser jeg også frem til, at jeg efter sommerferien tiltræder som én af Danske Handicaporganisationers to repræsentanter i “Sammen om Handicap” – Socialministerens samarbejdsforum med repræsentanter fra bl.a. regeringen, forligspartierne, KL, faglige organisationer og handicaporganisationerne.  

Jeg indtræder i “Sammen om Handicap” med en meget klar bevidsthed om den rolle, jeg kan indtage. Min medvirken rokker ikke ved min grundlæggende og dybe modstand mod den rammeaftale, som udgør grundlaget for dialogen i “Sammen om Handicap”. Men derfor skal dialogen tages alligevel, da den forhåbentlig giver mulighed for indflydelse – både på de positive delelementer i aftalen, og de meget problematiske.  

Et Lev i fremgang 

Vores fantastiske beskæftigelsesprojekt, KLAPjob, rundede 6000 jobs i juni måned i år, vi har indgået et vigtigt samarbejde med Specialsport.dk, vi bliver flere medlemmer i Lev, vi har nået langt ud med vores kampagner for Sundhedstjek, bedre retssikkerhed og i det hele taget har vi fået en tydeligere og stærkere stemme. 

Det er jeg stolt og glad over – det er nødvendigt - men det giver også energi til at kæmpe videre. 

Tak til alle, vi samarbejder med – vi ses til august 

I ønskes alle en rigtig god sommer. 

 

 

Lev Magasinet 3 2024

- Portræt af Susanne: "Karavaneføreren fra Viborg"
- Tema: Kærlighed til de helt særlige søskende
- Demonstration: Et stærkt signal

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.