Af Arne Ditlevsen | Foto: Liv Kastrup
Da jeg gik i skole, og der var nogen, der brugte ordet spasser eller mongol som skældsord, var jeg totalt i hovedet på dem – det ord bruger man da ikke som et skældsord. Hvordan i alverden kan du tillade dig at bruge det ord? Så jo, jeg har været mega beskyttende over for min søster.”
21-årige Ditte Rasmussen er stolt over sin storesøster Mai på 28, der har udviklingshandicap. Alligevel griber hun sig selv i tidligere også at have været flov over Mai.
”Det har jeg været. Og det er også noget, jeg er lidt flov over at sige. Men jeg tror, at det er meget naturligt for et ungt menneske at være, fordi man gerne vil passe ind i de bokse og kasser, vi har opbygget i samfundet.”
Nu ser de desværre ikke hinanden så ofte, da Ditte bor i Berlin, mens Mai bor i Guderup på Als. Og slet ikke på tomandshånd, for typisk er mor og far bindeleddet for deres samvær. Derfor greb Ditte også chancen med det samme, da deres mor fortalte, at Lev ville afholde et weekend-arrangement i indsatsen Min søster, Min bror i marts på Feriecenter Slettestrand i Nordjylland.
Skyggebarn
Arrangementet på Slettestrand var en stor succes. Ditte og Mai elskede at være afsted ’på egen hånd’. For Ditte har det også givet anledning til refleksion over det at være søskende til en med udviklingshandicap. Og hele deres opvækst.
”Der er virkelig et ord, jeg har taget med mig fra den søskendeweekend – nemlig ordet skyggebarn. For jeg har da levet helt vildt meget i skyggen. Der har altid været meget fokus på Mai, hvilket jeg også godt kan forstå.”
Der er lidt af et paradoks i dette, for ifølge Ditte har hendes og Mais forældre været meget fokuseret på, at de to søskende skulle behandles ens. ”Men det er ikke altid den bedste løsning,” som Ditte formulerer det.
For eksempel det her med at kunne snakke om tingene og kunne kommunikere – det har ikke været i højsædet hos familien Rasmussen, og det er ellers Dittes måde at være på. Hun kommunikerer – og elsker at kommunikere. Men det har ikke været modellen i familien.
”Hvor forfærdeligt er det lige, at vi ikke har kunnet snakke om tingene? For det er jo fordi, at de har været vant til at have Mai, hvor der ikke skulle snakkes, ikke kommunikeres. Det var meget basalt – hvis man havde slået sig, gjorde det ondt, og så var man ked af det. Men jeg har aldrig haft en følelse af, at man også kunne være ked af det, fordi der var nogen, der gjorde en psykisk ondt.”
Jeg har altid tænkt, at det kun var mig, der stod i den her situation, men det er det jo overhovedet ikke.
Ditte Rasmussen
Åbenbaring at tale om det
For Ditte og Mais forældre har det været en brat opvågning at blive konfronteret med Dittes tanker om deres opvækst og relation, fortæller hun:
”Jeg tror, at det var virkelig hårdt for dem at høre, nok også fordi det i starten lød som om, at jeg egentlig bebrejdede dem for det her. Men det er overhovedet ikke tilfældet, og jeg er meget taknemmelig for den måde, de har opdraget mig på. Men efter den her snak kan jeg bare mærke en hel lettelse, og jeg er meget mere tryg i relationen med mine forældre – og min relation med Mai selvfølgelig. Det har været en hel åbenbaring.”
Søskendeweekenden var første gang, at Ditte var sammen med andre søskende ’på den måde’.
”Det er faktisk også helt vildt. Jeg har altid tænkt, at det kun var mig, der stod i den her situation, men det er det jo overhovedet ikke. Jeg fik så mange nye indtryk. Jeg har aldrig været i et rum, hvor så mange mennesker egentlig lignede mig på så mange punkter. Især personlighedsmæssigt. Alle os normale søskende på det her arrangement mindede om hinanden helt vildt. Og det var virkelig bare spændende at være i.
Det har givet mig så stor indsigt i hele den her verden, og at det ikke kun er mig, der går med bekymringer over, hvad der skal ske i fremtiden. Hvad nu når mine forældre ikke er her mere? Det har virkelig været et stort emne, som vi snakkede rigtig meget om, fordi det er en bekymring for os alle sammen.”
Det er også noget, som Ditte efterfølgende har talt med sine forældre om.
”Jeg har gået og været sindssygt bekymret for, om jeg skulle tage over efter min mor på samme måde, som hun har taget sig af Mai. Men det er jo ikke fordi, at jeg skal overtage forældrerollen, og det er også derfor, at det er sundt at få den her samtale med ens forældre. I vores tilfælde handler det mere om, at jeg skal se, om Mai har penge på kortet. Og bruger hun sine penge på dumme steder. Her skal der holdes lidt mere fokus.”
Tatoveringen/Evigt minde
Ditte har den holdning, at hvis andre mennesker ikke kan værdsætte Mai, som hun er, så gider hun heller ikke bruge tid på dem. Og stoltheden over søsteren får snart et helt billedligt udtryk, når de får en ’søstertatovering’.
”Jeg er vild med tatoveringer. Og det er Mai også. De er kunstværker. Så jeg gav Mai en tatovering i julegave. Det var jo egentlig en lille ting, men jeg har aldrig set hende stråle så meget. Så selvom vi nu bor med stor afstand mellem os, vil vi altid kunne gå og huske lidt på den anden person, når vi ser tatoveringen. Vi har ikke fået lavet tatoveringerne endnu, og jeg ved ikke, hvad vi skal have lavet. Det bestemmer Mai.”
Projektet, Min Søster - Min Bror, er støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond.
Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2024.