Af Arne Ditlevsen | Foto: Anita Graversen

Det var ikke en helt almindelig velkomst, Susanne B. Andersen (62) fik i Lev. Så at hun stadigvæk ti år senere er her er lidt af et mirakel.

”Jeg kom jo ind i Lev på en fuldstændig vanvittig måde. Til det allerførste kredsmøde spørger jeg, hvorfor vi ikke er på Facebook i Lev? Så siger en af de andre, at han skal fandenedeme ikke på Facebook. Det var sådan, han svarede mig, ikk? Hans barn skulle ikke udstilles. Da jeg hørte det, tænkte jeg, hvad er vi bange for? Er vi bange for at blive set? Vil vi hellere gemmes væk end vises frem? Hvis det er relevant, handler det jo ikke om udstilling. Så handler det faktisk om medspil. Men altså… det blev simpelthen haglet ned.”

Det allerførste bestyrelsesmøde var ikke mindre specielt:

”Jeg blev ringet op af Henning, som nu er næstformand. Han sagde, at de havde brug for ’nogen’ i Viborg.” ’Nogen’ var Susanne, som på det tidspunkt mest havde lavet børnekultur.

”Så kom jeg til bestyrelsesmødet, og der sad en formand og et medlem, som var så bitre. Jeg sad bare og tænkte åh nej, åh nej, åh nej, hvad er det her for noget? Jeg kunne overhovedet ikke finde en gnist af energi i det. Så gik der et par gange, og de her to – formanden og medlemmet – blev vrede på hinanden, og der kom nogle forfærdelige beskyldninger, noget som var foregået under indflydelse af noget alkohol. På et tidspunkt rejser medlemmet sig op og knalder formanden sådan en på kassen med en papirblok.

Så gik jeg. Jeg gik simpelthen – tænkte: nu er det nok.”

”Bagefter blev jeg ringet op af Henning, der sagde, at det var han sgu ked af, det havde han aldrig oplevet før. Det kan godt være, svarede jeg, det havde jeg heller ikke. Dagen efter holdt formanden uden for min dør, mens medlemmet hang i røret, og ville have mig til at skrive under på en politianmeldelse. Så ringede jeg til Sytter (Levs daværende landsformand Sytter Kristensen, red.) og sagde, at hvis I vil have noget som helst nyt i Viborg, er I nødt til at ekskludere dem eller sige, at de ikke kan være i en bestyrelse. Så siger Sytter – det kan jeg godt, Susanne, men det kan jeg kun, hvis du så tager over! Så var det ligesom givet, jeg havde ikke noget valg.” På den måde kan man således også blive formand for en Lev-kreds.

Susannes ideer til de mange aktiviteter i Viborg kommer nærmest af sig selv. Susanne kalder selv sin hjerne for en popcorn-hjerne. Den popper konstant op med ideer. Nogen bliver til noget, andre ikke.

Brandstationen i Viborg

Mens vi sidder i Susannes hyggelige stue i huset i Viborgs udkant og spiser franskbrød med pålæg og hjemmelavet pesto af ramsløg ringer telefonen flere gange. Første gang er det en mor, der føler sig racistisk behandlet på sin søns bosted. ”Det har hun aldrig sagt før, og hun er så ked af det. Så nu skal jeg til møde hos kommunen for at se, om jeg kan gennemskue det her.”

Næste gang telefonen ringer, er det en ung fyr med udviklingshandicap. ”Det er en af Lev-vennerne, der ringer, jeg må hellere tage den.” Det viser sig, at han skal ind og besøge Susannes søn Kasper og dennes nye botilbud, men døren er låst. ”Så er det brandstationen i Viborg, man ringer til,” siger Susanne. Hun får selvfølgelig fikset, at døren bliver låst op.

Telefonopringningerne sker især efter kl. 18, når bostøtten og alle andre er gået hjem.

Men ’brandstationen i Viborg’ er stort set altid åben – dog ikke i Susannes arbejdstid. Og der går ikke en dag, hvor hun ikke bliver ringet op.

”Om alt muligt mærkeligt. Nogle gange bliver det en livline. Og der går jo ikke noget af mig for at tage den.”

Kan du godt lide det?

”Jeg kan i hvert fald lide, at der er en relation. Jeg vil da helst være ringeriet foruden, men det generer mig heller ikke. Der kan godt være nogle dage, hvor jeg måske skal et eller andet og siger om mandagen i madklubben, at jeg ikke kan tage telefonen på fredag. Nogle gange hjælper det, andre gange ringer de og siger – jeg ved godt, at jeg ikke skal ringe til dig, men jeg er lige nødt til at sige, at der er lys nede i kælderen. Så siger jeg, hvor er det godt, du ringer. Jacob har en nøgle, og så må han lige gå ned og få det slukket. Det er tit sådan noget. Og det er jo det, den her målgruppe inklusiv min egen søn ikke kan, nemlig behovsudsætte.” Susanne har fem børn, Kasper på 37 blev født med for lidt ilt til hjernen. ”Han kan ikke skrive, han kan ikke læse. Men han er skide god til at slå græs. Han elsker livet,” fortæller Susanne.

Dyrk fællesskabet

Lev Viborg har nu næsten 200 medlemmer og er dermed en af de største lokalafdelinger. En pæn portion af medlemmerne har selv udviklingshandicap, og de bliver helt givet tiltrukket af de mange arrangementer, som kredsen laver. Det drejer sig blandt andet om cykeltur sammen med Cyklistforbundet, madklub hver mandag (i kælderlokaler, som Lev deler med Ligeværd og Sind Ungdom), biograftur for overskud fra madklub, sommerhøjskole i uge 29, tysklandstur, loppemarked, koncerter (senest  med Kandis), sundhedsfestival og botilbuddet ViGør. Kredsen har besluttet ikke at lave noget, uden at spørge andre, om de vil være med. Det handler om relationer, og det er også Susannes brændstof:

”Det er fællesskab og relationer, der driver mig. Vi skal være ordentlige ved hinanden. Det er i fællesskabet, mennesker vokser. Der, hvor det bliver svært, er, når vi ikke har nogen at være sammen med, når vi ikke har nogen at spejle os i.”

Susanne har tre ledestjerner, som hun kalder det: ”kardemommeloven (fra Folk og røvere i Kardemomme by), som handler om at være gode ved hinanden. Og så er det Pippi Langstrømpe det har jeg ikke prøvet før, så det prøver vi igen, og Ronja Røverdatter sikke et skrig vi kan lave, hvis vi gør det sammen. Man kan kalde det naivt og barnligt, men det er sådan, jeg er.”

ViGør, som Lev Viborg har etableret i samarbejde med Jysk Børneforsorg, har været lidt af et Pippi Langstrømpe-projekt. De første beboere flyttede ind i december 2023. ”Det har været en otte år lang proces. Først troede vi, vi skulle købe et hus til flere millioner, men nu lejer vi os ind hos kommunen.”

”Det er et sted, hvor man for de samme penge kan have en hverdag, et liv og få et måltid mad, der ikke kommer fra en flamingokasse. Det, der koster 8.000 kroner i et kommunalt botilbud, kan man gøre for 5.000 der. Og det er ikke fordi lejlighederne er mindre, det er ikke fordi, at der er et andet pulver i kaffen. Men man kan bare mærke det. Det er mere et hjem, der er mere selvbestemmelse.”

Susannes søn, Kasper, er en af beboerne i ViGør, og da hun skal beskrive, om beboerne oplever en anden hverdag end i deres tidligere botilbud, bruger hun ham som eksempel. På Kaspers gamle bosted lavede beboerne ikke selv mad. Det betød, at han på ganske kort tid tog voldsomt på i vægt, og der var i det hele taget en aura af passivitet.

”De kom af med de dårlige vaner, de havde. Passivitet er hverken et værdigt, godt eller sundt liv. Der blev det tydeligt for mig, at det er ledelse, det handler om. Der var ingen karavanefører. De boede så få der, at der ikke var en leder på stedet, og det er der stadigvæk ikke.”

Susanne med døtrene Inger og Kaja - og hundene Nukka og Ludvig.

Karavaneføreren

Hvor der i Kaspers tidligere botilbud manglede en karavanefører, så er der ingen tvivl om, hvem der er karavanefører for Lev i Viborg:

”Altså, jeg går jo ikke til noget. Jeg går til frivillighed. Og så bliver jeg ligesom karavaneføreren, der siger – vi går den vej.” Og det er en ok prioritering. ”Jeg skal ikke sidde og male på porcelæn,” siger Susanne, der aldrig føler stress, men nok altid har været karavanefører. Og det skyldes ikke mindst hendes opvækst, fortæller hun selv:

”Jeg har haft nogle lidt anderledes opvækstbetingelser end de fleste. Min far forlod min mor, inden jeg var et år, så blev min søster og jeg tvangsanbragt, fordi min mor havde forladt hjemmet og sad på et værtshus.”

Senere kom Susanne og hendes søster tilbage til moren, men Susanne blev på mange måder hurtigt selvstændig og en, der skulle tage ansvar. I dag arbejder hun med familier, hvor der ofte er lignende problemer.

”Min mor havde et alkoholproblem og havde også været på børnehjem. Når jeg ser familierne i dag, så kan jeg jo godt se, hvorfor og hvad der sker… der er en historik. På en eller anden måde er jeg bare mønsterbryder. Det har jeg været, fordi jeg har troet på livet, tror jeg. Jeg har troet på det bedste i folk. Og jeg har turdet råbe op – også som barn.”

Vi har fået selskab af Susannes datter, Inger, der er på besøg sammen med tvillingesøsteren Kaja. Jeg spørger hende, hvordan det har været at have sådan en karavanefører til mor:

”Nogle gange kan hun godt overdrive det lidt, synes jeg. Men normalt er det vildt inspirerende. Og så bliver vi måske trukket lidt mere med ind i det, end vi normalt ville have gjort som pårørende. Det er jo også fedt at møde andre – både pårørende og dem, der er ligesom Kasper.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 3 2024.