En dag vi aldrig glemmer

”Jeg var til en handicapdemonstration her for nogle år siden. Der er 10 gange så mange her nu. Dét er sgu stort!”. Sådan lyder ordene fra en kvinde, der sammen med flere tusinde andre har taget opstilling på Christiansborg Slotsplads en sen eftermiddag for at vise sin modstand mod regeringen og de tre forligspartier bag den handicappolitisk aftale, der er indgået, men særlig mod det lovforslag om magtanvendelse som netop nu er til behandling i Folketinget. 

Solen skinner, og bevæger man sig op mod scenen og skuer bagud, mødes ens blik af et menneskehav, der strækker sig så langt øjet rækker og næsten går over slotspladsens bredder.

Det er et imponerende syn. Et historisk syn, der ganske som kvinden før bemærkede vidner om momentum. Om en mangfoldig bevægelse, der trods modgang også har vind i sejlene, hvad de utallige hjemmelavede og uddelte flag, skilte og bannere, der vajer og kipper i sommerbrisen med solidariske budskaber og harmdirrende opråb til politikerne på Christiansborg, også beretter om:

”Frihed til LIVET!”, ”VI er ALLE lige meget VÆRD!”, ”VI NØDRÅBER STADIG!” er blot nogle af de kreative og rammende budskaber, der pryder Christiansborg Slotsplads i dag.  

Taler til hjertet

Den første af mange stærke talere træder op på scenen. Det er Anni Sørensen, landsformand i Lev, der ikke kan dy sig for at tage sin mobil frem og knipse et billede af de fremmødte. ”Det er jeg simpelthen bare nødt til”, bemærker hun, mens de fremmødte smågriner og jublende byder hende velkommen.

”Jeg er SÅ stolt, ydmyg og glad over at stå her sammen med jer!”, indleder Anni, hvorpå hun oplister de mange hårrejsende handicappolitiske tiltag og deres umenneskelige konsekvenser:

Besparelser. Underfinansiering. Udskamning. Forråelse. Magt, tvang og indelåsning.

Hun påpeger, at mens mange danskere ikke kender til forholdene for børn og voksne med handicap og deres pårørende, så ønsker 70 pct. af danskerne mere hjælp til mennesker med handicap. ”Danskernes social- og handicappolitiske kompas er intakt", bemærker Anni. "Men regeringens kompas er ude af kurs!”

Der lyder klapsalver, buhråb og slagord rettet mod Christiansborgs tykke mure og bygningens vinduer, der stort set alle er lukkede trods sommervarmen. Under hele demonstrationen åbnes de kun under Katinkas og Peter Sommers smukke optrædener, hvorpå de lukkes igen.

Anni sender en tanke til de mange tusinde mennesker, der på grund af deres handicap ikke er at finde på slotspladsen i dag, men hvis liv står til at blive påvirket i negativ retning af regeringens handicappolitik. Det gælder blandt andre mennesker med udviklingshandicap, ikke mindst de mange, der hverken har familie eller venner til at støtte sig.

”Dem skal vi også huske i dag - og i vores fortsatte kamp for menneskelighed, rettigheder, solidaritet og ligeværdighed”, lyder det fra Anni.

Hvis politikerne på Christiansborg stadig håber på at holde lyden af demonstrationen ude af deres kontorer, bliver det håb slukket af den næste taler, Simon TJ fra Muskelsvindfonden, hvis røst får Borgens lukkede vinduer til at dirre nervøst og knage i hasperne. Ifølge Simon, der selv har familie, børn og arbejde, er hans eget liv et eksempel på, hvor langt man komme trods et handicap, så længe man får den rette hjælp – en hjælp, som alt for få modtager i dag, og som endnu færre vil modtage i morgen, hvis det står til regeringen.

Demonstrationens vært, Moussa Mchangama, giver ordet videre til den næste taler, menneskerettighedsaktivisten, Emma Holten, der er aktuel med den anmelderroste bog ”Underskud” og som selv lider af en autoimmun sygdom. Hun retter en skarp kritik mod den politiske modvilje mod at skabe fundamentale forandringer i det danske samfund. Mod de politikere, der er med til at opretholde en uretfærdig status quo for mennesker med særlige behov med den dårlige undskyldning, at det jo bare er sådan, det må være.

Mitzie Pitzner fra Fonden Ibe, der selv er mor til et barn med Downs syndrom, træder op på scenen og trækker en historisk tråd tilbage til dengang, hvor mennesker med udviklingshandicap blev set som undermennesker og advarer regeringen om ikke at gå så meget som en meter i den retning. Ligesom de andre talere mødes også Mitzies med store klapsalver.

Det er en dag, der rummer mange slags følelser. Glæde. Vrede. Og tårer.

”Vi synker”. Det er første verslinje af Silke Ena Svarres digt af samme navn om at være fanget ombord på et synkende skib, hvad de fremmødte med det samme forstår er en metafor for tilstandene på handicapområdet. Silke, der selv har autisme og ADHD, får med sit digt de fremmødte til at række efter lommetørklæderne, dybt berørte af hendes smukke, triste ord.

Scenen skifter, og perspektivet skifter også en smule. Og så alligevel ikke. For den næste taler er Signe Færch, forkvinde i Dansk Socialrådgiverforening, der, som hun siger, ”står på samme side” som mennesker med handicap og særlige behov - også selvom hun og de øvrige socialrådgivere i det daglige sidder på den anden side af skrivebordet. Det er for Signe afgørende, at politikerne sløjfer besparelserne, da konsekvensen ellers vil være, at socialrådgiverne får så dårlige arbejdsvilkår, at de ikke vil kunne yde den støtte, som mennesker med udviklingshandicap og særlige behov har brug for.

”Sådan!”, udbryder en ældre herre i kørestol undervejs i Signes tale.  

De sidste to talere er samtidig demonstrationens arrangører: Digter og handicapaktivist Caspar Eric og Monica Lylloff fra handicapbevægelsen #enmillionstemmer.

Caspar Eric, der i sin digtning har fortalt om livet med cerebral parese, er tydeligt rørt over det store fremmøde og bekendtgør med det samme, at han hellere må tage fat på sin oplæsning, hvis ikke følelserne skal strømme over. Han åbner den bog, han har med sig på scenen med titlen ”Undskyld vi er her”, en samling af vidnesbyrd fra mennesker med handicap og deres pårørende. Vidnesbyrd, som Caspar Eric har indsamlet i et fælles opråb til danske politikere. Fra mennesker, der hver dag kæmper for frihed, værdighed og et aktivt liv. Han læser op, og fra første ord sænker stilheden sig over pladsen, mens de fremmødte lytter til vidnesbyrdene.

Caspar Eric overlader scenen til Monica Lylloff, hvis tale lig mange af de andres også er et vidnesbyrd. For i talen binder Monica sin egen kamp mod systemet som mor til tre børn med handicap sammen med den politiske dagsorden. Hun viser, at den politiske kamp for rigtig mange pårørende også er en personlig kamp, hvor man er nødt til at kæmpe med næb og klør for at sikre ens barns trivsel.

Som Monica siger: ”Regeringen glemmer, at det er RIGTIGE mennesker, vi taler om!”.

Plads til alle

Moussa overtager mikrofonen. Demonstrationen er efter knap to timer slut, og de fremmødte, der for manges vedkommende har taget turen over bælterne fra Jylland og fra Fyn, gør sig klar til at pakke sammen. Moussa gør opmærksom på, at alle, der kan, må sørge for at give en hjælpende hånd, hvis de ser nogen, der trænger. ”Det er nemlig SÅ vigtigt, at vi gør plads til alle”, lyder det fra værten.

Og det er i virkeligheden dét dagen har handlet om: at skabe et Danmark, hvor der gives plads til alle.    

Læs Anni Sørensens tale her

Og se flere billeder fra dagen ved at klikke her