Et historisk tilbageskridt i dansk socialhistorie

I dag stemmer regeringspartierne, Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance lovforslaget om ændring af servicelovens magtanvendelsesregler igennem.

Et forslag, som markant udvider personalets beføjelser til blandt andet at foretage fysiske fastholdelser over for sårbare mennesker med handicap. Et forslag, som slækker på retssikkerhed, og som giver øget adgang til tvangsflytning af beboere i botilbud fra deres hjem.

Forslaget er – også efter de afgrænsede indrømmelser, som regeringen har givet – et historisk tilbageskridt i dansk social- og handicappolitik og minder om menneskesynet i den sær- og åndssvageforsorg, som socialministeren for under et år siden sagde undskyld for på vegne af regeringen.

Konsekvenserne vil være ødelæggende for den værdighed og respekt, som mennesker med handicap har krav på.

Fagligheden på botilbud vil få endnu et nyk i retning af mere rutinemæssig, hårdhændet tilgang til de sårbare mennesker, som har deres hjem i disse tilbud. Ikke mindst fordi tvangsflytning og fysiske fastholdelser og andre indgreb fremover kan ske med begrundelse i diffuse og luftige betragtninger om »konfliktoptrappende« eller »grænseoverskridende« adfærd og »hensynet til fællesskabet«.

Historisk lavpunkt

At det er regeringens linje er både overraskende og beskæmmende. Men jeg er lige så forbløffet over, at Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance bakker op om mere magt og tvang over for mennesker med handicap.

Partier, som ellers plejer at være meget optaget af individets grundlæggende rettigheder og krav på beskyttelse mod overgreb fra statsmagten, har tydeligvis valgt en anden standard, når det kommer til mennesker med et handicap – tilmed med en underliggende og slet skjult forestilling om, at mere magt er en måde at nedbringe udgifterne på handicapområdet.

Mon ikke de fleste vil være enige med mig i, at magtanvendelsesreglerne er noget af det mest komplekse, principielle og dilemmafyldte i dansk sociallovgivning. Et felt, som både skal behandles med respekt for specialiseret socialfaglighed, omtanke og sans for rettigheder og dilemmaer.

Den slags hensyn synes imidlertid ikke at have været styrende for processen med dette forslag. Det har snarere været lukkethed, smarte taktiske hensyn og selektiv omgang med indholdet af lovforslaget.

Smart forhandlingstaktik

Inddragelsen i det konkrete lovforslags indhold, af for eksempel Lev og andre, der repræsenterer de berørte borgere, har været meget mangelfuld. Socialministeriet gennemførte en workshop, hvor aktører kunne komme med deres perspektiver og forslag, men her var der ikke nogen redegørelse for, hvilke enkeltdele ministeriet havde i tankerne.

I Sammen om handicap blev parterne præsenteret for overskrifterne i forslaget. Men her var mange relevante parter uden repræsentation i forummet reelt afskåret fra at give input på grund af den fortrolighed som var betingelsen for dialogen i Sammen om handicap.

Det samme gælder de politiske forhandlinger og den parlamentariske proces. Partiernes ordførere fik først kendskab til indholdet af forslaget da det blev sendt i offentlig høring. Forslaget indgik herefter i et bredt og kompleks forhandlingsforløb, som også handlede om en lang række andre initiativer.

Konsekvensen blev korte sammenpressede forløb, hvor politikere har skullet tage stilling til et både omfattende og komplekst forslag på meget kort tid – og hvor socialministeren har insisteret på, at tilslutning til magtforslaget var en forudsætning for at være med omkring bordet, når der skulle forhandles om den handicappolitiske rammeaftale.

Det var muligvis smart forhandlingstaktik. Men i mine øjne også en uværdig måde at behandle de mest principielle og sensitive regelsæt på socialområdet.