Farlige, fattige og "vilde" - Pigerne på Sprogø

Af Arne Ditlevsen | Foto: Nyborg lokalhistoriske arkiv; fotos fra bogen

I 1923 åbnede Kvindehjemmet Sprogø – en anstalt for ”moralsk åndssvage og erotisk abnorme kvinder”.

Over 500 kvinder blev interneret på øen frem til 1961, hvor anstalten blev lukket. De internerede kvinder kom fra fattige kår og blev anset som en trussel mod resten af samfundet. Typisk handlede truslen om deres seksualitet, og at de ikke var til at ”styre”.

”Skrupskør efter ethvert mandfolk” står der således i Gudruns journal. Om en anden står der, at hun var ”gæstfri over for hele banden af banearbejdere”.

Disse eksempler og mange flere kan man læse i den nye bog ”Pigerne fra Sprogø”, som er skrevet af antropolog Stine Grønbæk Jensen og historiker Sarah Smed. Her fortæller de historien om de mange kvinders indespærring på øen. Det er historier, som handler om fattigdom, moral og samfundets ”overlevelse” med baggrund i tidens tanker om arvehygiejne og frygt for spredning af kønssygdomme og uønskede børn. Forventningen var, at hvis de faldne kvinder fik lov til at få børn, ville børnene på forhånd være dømt til fattigdom og åndssvaghed.

Sprogø-anstalten var organisatorisk under De Kellerske Anstalter, der var Danmark største samling af anstalter for mennesker med udviklingshandicap. Og det var ikke tilfældigt. For kvinderne blev anset som mere eller mindre åndssvage – ofte efter en temmelig overfladisk intelligenstest - og i hvert fald moralsk åndssvage. Ud fra breve, fotos og journaloptegnelser fortæller bogen en række personhistorier fra Sprogø. Den ser også på baggrunden for kvindehjemmets oprettelse og nedlæggelsen i 1961.

De anbragte kvinder på Sprogø udgjorde arbejdskraften, når der kom nye forsyninger til øen.

Tvangssterilisering

Tanken med opholdet på Sprogø var, at kvinderne skulle forbedre sig. De skulle lære manuelt arbejde i marken, at lave mad og sy. Samtidig blev de oplært i tidens moral. Det gjaldt blandt andet afholdelse fra løsagtige seksuelle forhold, som blev set som så moralsk forkasteligt, at samfundet var nødt til at gribe ind. For at sikre, at kvinderne ikke kom ud og fødte nye åndssvage fattiglemmer, var tvangssterilisering ofte en betingelse for, at de kunne få lov til at forlade øen. Håbet var, at det skulle være til et job som tjenestepige på landet eller måske til et ægteskab med en ”skikkelig” mand.

Selv om der på sin vis var tålelige forhold på øen, så var det ikke et sted, hvor man havde lyst til at opholde sig frivilligt. Det fremgår også af nogle af de breve som dette fra anbragte kvinder, der er gengivet i bogen:

Kære far og mor
Jeg har det ellers meget godt og håber, at I har det samme, men vil I ikke skrive til overlægen og få at vide, hvem der er min formynder, for så vil jeg nemlig skrive til ham og spørge, hvad meningen er, og om jeg skal blive ved med at være på hjem al min ungdom, for man skulle jo næsten tro, at jeg var en forbryder, siden jeg skal blive ved med at leve på anstalt, og særligt på en ensom ø.

Kvindehjemmet på Sprogø er en grum historie set med nutidens briller. Men oprindelig var der faktisk tale om fremskridtsvenlige tanker. Kvindehjemmet skulle hjælpe de stakkels kvinder til et bedre liv. Og samtidig sikre at samfundet blev renset for en epidemi af amoral og åndssvaghed. Men, som der står i bogen, ”det man så som humant, fremstår nu som kvindeundertrykkende og umenneskeligt”… ”Det, som engang var progressivt, fremstår nu som uhyggelig nært beslægtet med den tyske racehygiejne…”

Ikke alt har ændret sig

På trods af det ændrede syn på kvinderne og Kvindehjemmet ser forfatterne til ”Pigerne på Sprogø” dog klare tendenser til, at vragrester fra den logik, som skabte anstalten, stadig lever i nutidens socialpolitik. For eksempel nævner de, at man ”kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor stor forskel der er på 1930’ernes racehygiejne og nutidens fosterdiagnostik... Nutidens genetik forbindes med individuel frivillighed og informerede valg. Men det kan diskuteres, hvor frit det valg egentlig er”.

Som et andet eksempel nævner de, at ”også i dag kan diagnoser få stor betydning for det videre liv, ikke mindst i tilfælde af lovovertrædelser. For mennesker med udviklingshæmning kan en stjålet knallert eller et voldsomt og voldeligt vredesudbrud på et botilbud fortsat føre til tidsubegrænsede behandlingsdomme.”

Og så kan man jo også nævne finansminister Nicolai Wammens udtalelser ved præsentationen af finanslovsforslaget for 2024 tilbage i august sidste år om, hvordan stigende udgifter til det specialiserede socialområde presser kommunernes økonomi. Det var en udstilling af dem med handicap og os andre. Både dengang Kvindehjemmet på Sprogø eksisterede og nu, handler det om ”unyttige” individer, der truer velfærden for resten af samfundet.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2024

---