”Her bliver vi set som dem vi er”

Af Arne Ditlevsen | Foto: Anita Graversen

”YES! – det sagde jeg højt og tydeligt. Oppe ved kommunen sagde jeg det. Jeg blev så glad.”

Glædestårerne presser sig på, når Mikkel Hammer tænker tilbage på det byrådsmøde i efteråret 2023, hvor politikerne i Viborg rejste sig op og sagde, at der ikke kunne blive tale om, at Kløvercafeen skulle lukke, som der ellers var udsigt til. Da han hørte det, måtte han bare give udtryk for sin begejstring. Også selv om han godt vidste, at den slags jubeludbrud slet ikke var velset i byrådssalen.

Tårer har der i det hele taget været mange af – ikke bare hos Mikkel, men også hos mange andre, der elsker at komme i Kløvercafeen, og som frygtede, at denne gang lykkedes det ikke at redde den.

Kløvercafeen er simpelthen samlingsstedet for unge og voksne med udviklingshandicap i Viborg. Det er både café og dagligstue i ét. Ikke desto mindre havde kommunen stærke planer om at flytte caféen ud til industrikvarteret, hvor Trepas, kommunens beskyttede beskæftigelse for mennesker med udviklingshandicap, holder til. Og det er ikke just et centralt sted i byen, fortæller Tanja Elkjær:

”Hvis Kløvercafeen blev flyttet derud, busserne, de kører – må jeg bande? – ad helvede til. Og hvor mange gider at gå direkte fra arbejde af over på café? I arbejdstøj. Eller tage hjem og så tage derud igen?” Desuden er der ingen køkken-faciliteter derude, så muligheden for at komme forbi og få et måltid mad, som man kan nu, ville være lig nul.

”Alle mine venner kommer her, i hvert fald alle vores kolleger, og mange spiser her. Det er et sted, hvor man sidder og hygger sig, får mad og dessert sommetider, kaffe, spiller spil, ser fjernsyn, bare sidder og snakker,” siger Tanja. Mikkel er enig – det er bare et godt sted. Og han må vide det, for han er kommet i caféen siden 1991, det år den åbnede, mens Tanja er kommet der siden 2018, hvor hun flyttede til byen.

Kløvercafeen er en del af Trepas. Det betyder, at man skal være tilknyttet kommunens beskyttede beskæftigelse for at komme der. Det er venner og kolleger, der laver maden og serverer. Og at stedet er for målgruppen, har en værdi i sig selv. Som Tanja og Mikkel siger det: ”Her bliver vi set, som dem vi er. Hvis vi går et andet sted hen, bliver vi tit de anderledes. Her kan vi få lov til at være os selv.”

Nu var det nu

Baggrunden for kommunens planer om at flytte Kløvercafeen var selvfølgelig økonomi. Forvaltningen angav i et besparelseskatalog, at man kunne spare 400.000 kroner ved at flytte caféen. Det passede sjovt nok med, at kommunen kunne spare 400.000 kroner ved at droppe en planlagt fornyelse af caféens køkken.

Det var langt fra første gang, at caféen var udvalgt som et muligt spareobjekt. Men det var første gang, at caféens gæster kom så meget på barrikaderne, som de gjorde. Personalet i caféen var også ved at blive opsagt. Så der var der en følelse af, at denne her gang, der gør de det sgu. Hvis ikke de mødte noget modstand.

Ondt i maven

I spidsen for modstanden stod Mikkel og Tanja med bistand fra andre aktivister herunder Levs lokale kreds. Et af initiativerne var en stor underskriftsindsamling til støtte for Kløvercafeen. Tanja skrev erklæringen om, hvorfor caféen ikke kunne undværes, og så skulle de ud at samle underskrifter.

”Vi gik ned på biblioteket, banegården og rutebilstationen og spurgte, om folk ville støtte os. Vi spurgte også taxichaufførerne og var inde i busserne,” husker Mikkel.

Det var en stor overvindelse for ikke mindst Mikkel at gå rundt og spørge helt almindelige mennesker, om de ville støtte Kløvercafeen. Det gjorde næsten ondt i maven, men de gjorde det helt af sig selv. Tanja førte ordet, mens Mikkel holdt papirerne. I alt fik de op mod 300 underskrifter. Også fra helt almindelige mennesker, der ikke kendte ret meget til sagen. For ”det var simpelthen ikke i orden at skære på det her, I skal have jeres sted,” som flere sagde.

Kløvercafeens frontkæmpere skrev herefter til borgmester Ulrik Wilbek, om han ville modtage underskrifterne.

”Det ville han ikke,” fortæller Mikkel. Borgmesteren havde modtaget nogle andre underskrifter på et tidspunkt, så dem her kunne han ikke bruge til noget.

”Bangebuks!” slår Mikkel fast.

I stedet kontaktede de beskæftigelsesudvalgets formand, Anders Bertel (S), som gladeligt kom ned i caféen og tog imod underskrifterne.

Stor opbakning

Efter underskrifterne var afleveret, var næste skridt at deltage i en demonstration i forbindelse med byrådets behandling af besparelser på hele socialområdet - herunder lukning af Kløvercafeen.

Tanja og Mikkels store gåpåmod, deres venskab og at de holdt deres vrede i ro og hele tiden sørgede for at have en ordentlig tone over for alle dem, de havde med at gøre, var ifølge Levs kredsformand, Susanne B. Andersen, vigtige ingredienser i aktivisternes kamp. Hun fulgte kampen og hjalp til med gode råd, når det var påkrævet.

”Mikkel, du havde det lidt på den måde, at du ringede til mig mange gange, når du blev bekymret. Tanja, du var så engageret, at jeg måtte tage en snak med dig om at passe på dig selv. Du tænkte nemlig så meget på dine venner og dine kolleger. Når nogen sagde noget til dig, kunne du blive helt stresset og sige, ”jeg er altså i gang med Kløvercafeen!”” fortæller Susanne B. Andersen.

Kampen for Kløvercafeen er lykkeligvis endt godt. Ikke bare er caféen blevet bevaret på adressen få skridt fra domkirken i Viborg med et nyt køkken. For at det ikke skal være løgn, bevilgede byrådet 400.000 kroner oveni til nye borde og stole. En utrolig bedrift af Tanja, Mikkel og alle de andre aktivister.

Forhåbentlig går der lang tid, før embedsmændene i forvaltningen igen får den ide, at Kløvercafeen skal spares væk. I hvert fald sagde Anders Bertel på byrådsmødet, hvor caféen fik tilsagn af alle politikerne, at skulle der i fremtiden komme et sparekatalog fra embedsmændene, så ønskede han ikke at se Kløvercafeen i det.

Kæmpe overraskelse

I starten af december sidste år fik Tanja en besked fra Susanne:

”Hun skrev, at Mikkel og mig skulle komme ned på De Frivilliges Hus den og den dato.” Susanne havde en overraskelse, men ville ikke helt fortælle, hvad det var, de skulle bare komme.

Derfor kom det som et kæmpe chok for Tanja og Mikkel, at de skulle have Viborg Handicapråds Pris for ”deres ekstraordinære indsats i demokratiets tjeneste i kampen for at bevare Kløvercafeen”. Susanne havde også sørget for, at Mikkels far kom, så han kunne se, hvor glad Mikkel blev.

”Min far, han var stolt, kan jeg sige dig. Og min søster og svoger. Og min lillebror Søren. Selv om han ikke kunne komme på grund af snevejret, da vi fik prisen.”

Har I lært noget af at være i den her kamp?

”Ja, jeg har lært, at jeg har kæmpet godt. Det kan betale sig at kæmpe, det kan det. Sige sin mening. Det har vi også snakket meget om. Jeg sagde en dag til Susanne, at nu vil jeg godt begynde at sige min mening,” fortæller Mikkel. Tanja supplerer:

”Jeg har tænkt mig, at hvis de prøver på det her igen næste år, så må vi i gang igen. Med endnu flere underskrifter!”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2024.