Spring navigationen over og gå direkte til indhold

KLAPjob har rundet en milepæl: 6.000 i arbejde!

I 15 år har Levs beskæftigelsesindsats KLAPjob formidlet kontakt mellem virksomheder og tusindvis af borgere med kognitive handicap, der ønsker at være en del af og bidrage til en arbejdsplads. 6.000 helt præcist.  

NYHED

Tallene lyver ikke: KLAPjob åbner døren til arbejdsmarkedet for mennesker med kognitive handicap hver dag. For på de 5.640 dage, der er gået siden KLAPjob så dagens lys - 1. januar 2009 - har KLAPjob nu rundet 6.000 KLAPjobbere. En milepæl, der betyder, at KLAPjob dagligt har hjulpet én person med handicap med at komme i beskæftigelse.  

Ifølge Marie Louise Johannesen, direktør i Lev, understreger det flotte runde tal, at indsatser som KLAPjob er meningsfulde for borgerne såvel som for virksomhederne.  

”KLAPjobs vision er at skabe et meningsfuldt arbejdsliv for mennesker med kognitive handicap. At lukke en særlig gruppe borgere ind i varmen hos virksomheder, der ligesom Lev og KLAPjob ser værdien af en mangfoldig arbejdsplads, hvor alle bidrager efter evne. Og jo flere virksomheder, der tror på det rummelige arbejdsmarked, jo flere KLAPjobbere vil der komme i fremtiden.”  

KLAPjob viser, at mennesker med handicap udfylder en vigtig rolle og bidrager til samfundet på deres unikke måde. De 6.000 KLAPjobbere er ganske enkelt beviset på, at mennesker med handicap er guld værd for samfundet.

Marie Louise Johannesen, direktør i Lev

Det handler om empowerment 

Én af de afgørende årsager til KLAPjobs succes er, at KLAPjob-konsulenterne giver borgeren selvtillid og følelsen af at være ligeværdig.  

”Det handler om empowerment”, lyder det fra Claus Bergman Hansen, der er daglig leder af KLAPjob. ”Det handler om, at borgeren skal finde troen på sig selv og sine egne kvaliteter – ikke mindst de sociale kvaliteter. For rigtig mange KLAPjobbere oplever, at det ikke blot er deres arbejdsindsats, der påskønnes, men også deres sociale bidrag. At de værdsættes for dem, de er.”  

KLAPjob reflekterer Levs kerneværdier 

Ifølge Marie Louise Johannesen har KLAPjob i dag udviklet sig til at være en del af Levs hjerteblod og et markant flagskib, der udfordrer gammeldags fordomme om mennesker med handicap.  

”I Lev er det vores fornemmeste opgave at give mennesker med handicap en ligeværdig plads i verden. Og beskæftigelsesindsatser som KLAPjob er vigtige, netop fordi de viser, at mennesker med handicap udfylder en vigtig rolle og bidrager til samfundet på deres unikke måde.  De 6.000 KLAPjobbere er ganske enkelt beviset på, at mennesker med handicap er guld værd for samfundet”, lyder det fra direktøren.