Insisterende som en traktor

Af Arne Ditlevsen | Foto: Anita Graversen

I december 2023 stod Vitus Jordan, Lev Randers og mennesker med udviklingshandicap i kommunen med en stor sejr.

Kommunen var blevet underkendt i en sag om bygning af ti nye boliger til mennesker med meget komplekse handicap. De skulle placeres tæt sammen med et i forvejen stort botilbud med 48 boenheder i udkanten af byen. Faktisk så meget udkant, at det ikke ligger i en zone med tilladelse til boligbyggeri og i øvrigt så tæt på motorvejen, at det heller ikke vil overholde støjgrænserne.

Det mest vanvittige er, at boligerne allerede var opført og næsten klar til indflytning. En imponerende bedrift af Levs kreds i Randers at få byggeriet underkendt via blandt andet planklagenævnet. Nu går kampen så videre. For det første med at forhindre kommunen i at placere et aktivitetstilbud på området, hvor man nu står med et par håndfulde ubrugelige boliger. Og for det andet med at se på, hvad der kan gøres ved de eksisterende 48 boliger, der jo i princippet også er opført ulovligt for 12 år siden.

”Det er en af de værste placeringer i Danmark til et bosted, vil jeg tro,” siger Vitus Jordan. Han er far til Benjamin, som har Downs syndrom, og har i de seneste syv år været formand for Lev Randers.

Desuden sidder han i Levs Hovedbestyrelse og for tiden i retssikkerhedsudvalget.

Man kan altså virkelig få sin sag for, når man som Lev-kreds skal gå op imod forvaltninger og politikere, der ifølge Vitus ikke ved nok om handicapområdet.

”Det, vi oplevede, var, at der langt ind i de politiske rækker og forvaltningen er en meget ringe handicapforståelse. Det var virkelig voldsomt at opleve så lidt opmærksomhed, der er omkring det. På samme måde er erkendelsen også, at kommunerne er alt for svage til at håndtere handicapområdet. Det er meget komplekst, når det kommer til stykket, og de laver alt for mange fodfejl på det. Det bliver alt for brutalt, når økonomien kommer før mennesket.”

Hvad er din baggrund for at tage de her kampe?

”Jeg har været tandplejechef i mange år, så jeg kender det kommunale system og har andre administrative erfaringer.” Men der er heller ikke tale om at gøre det solo: ”Vi holder intensiv kontakt med hinanden i bestyrelsen, nogle har følere i et pårørenderåd i kommunen, andre kender til noget andet… og nu har vi i hvert fald fundet ud af, at der er noget, der hedder planklagenævnet, almenboligloven, partshøring og så videre. Og så er det noget med, at man er nødt til ikke at give op, men at gå på hele tiden. Det har virkelig haft sin berettigelse her.”

Vitus Jordan i sit kontor, som også var lidt af en kommandocentral i Lev Randers’ kamp mod ulovligt placerede nye boliger til mennesker med udviklingshandicap.

Som Benjamin, Vitus’ søn, har sagt i anden sammenhæng om farens evner og vilje til at gå forrest og hjælpe Benjamin: Min far er min traktor. ”Det var sådan et fedt udtryk! Det var ikke noget, vi havde snakket om før, men meget rammende. Det er faktisk det, jeg er.”

Vitus er en central skikkelse i meget af det arbejde, der eller sker i Lev Randers, men selv om det foregår i den pensionerede tandlæges fritid, vil han ikke høre tale om, at det er frivilligt arbejde.

Kan det ikke være lige meget, om man kalder det frivillighed, aktivisme eller noget helt tredje?

”Jeg synes, det er en blindgyde, foreningen er på vej ind i, når man fokuserer så meget på begrebet frivillighed. Jeg er bange for, at man kommer til at skræmme flere væk, end hvad godt er. For det, det dybest set handler om, er, at man er en omsorgsperson. Nogen er det ud fra deres relationer med deres kære, for eksempel børn med Downs, mens andre er det ud fra frivillighed eller interesser. Så hovedoverskriften burde ikke være frivillighed men omsorgspersoner. Jeg ønsker, at man stopper op og tænker over, hvad det egentlig er, man snakker om, når man taler om frivillighed, for der er stor forskel på at være en frivillig brandmand eller i en tøjbutik for genbrugstøj. Og så være det i relation til indsatsen for handicappede.

Når jeg er aktiv i Lev, er det ikke primært på vegne af min søn, selv om han selvfølgelig er ’adgangsbilletten’, men det er for at gøre forholdene for alle udviklingshandicappede betydeligt bedre. Så regner vi selvfølgelig med, at sønnen følger med, men det er meget tættere på, end hvis jeg var frivillig brandmand. Jeg har meget svært ved at forlige mig med udtrykket at blive kaldt frivillig.”

Hvad skal man så kalde for eksempel pædagoger, der er aktive i lev?

”Jeg vil sige, at de er omsorgspersoner ud fra frivillighed og ud fra interesse. Forskellen er jo, at de kan sige fra fra det ene øjeblik til det andet, hvis de vil prioritere anderledes eller bliver optaget af andre ting. Men hvis du er aktiv ud fra relationer, er du det livslangt, du kan ikke slippe det.”

 

Hvad er risikoen ved at bruge begrebet frivillighed i Lev-sammenhæng?

”Hvis ikke man får defineret, om det er frivillighed ud fra relationer eller ikke-relationer, er du jo i konkurrence med en lang række organisationer og instanser, som gerne vil have, at folk kommer ind fra gaden og måske bruger to eller tre år af deres ungdomsår på det og så ud igen. I den konkurrence er der mange om buddet. Og der er også stor risiko for, at man laver noget organisering omkring det, og så kommer der ikke et øje. Hvis det derimod handler om, at man tager udgangspunkt i folks ønske om at være omsorgsminded, er det noget helt andet. Der mener jeg, at frivillighedsbegrebet er for diffust og upræcist.”

Hvordan håndterer I at få nye frivillige/ omsorgspersoner?

”Det er i den grad op ad bakke, og det ved jeg, at det også er alle mulige andre steder. Til trods for hvad vi gør for at gøre reklame for det vi laver og tilbyder, så er vores medlemstal nogenlunde det samme og har været det i mange år.” Men noget er der trods alt sket:

”Da jeg kom i kredsbestyrelsen for ni år siden, var jeg 63 år og den næstyngste. Men efterhånden som tiden er gået, er jeg faktisk den ældste. Så vi har fået nogle nye til, nogen der typisk har voksne børn, der har de her problemstillinger.

Vitus kan godt se, at det kan være svært for en på 30 år at komme ind i en Lev-kreds ”med sådan nogle gamle nisser”. Han blev jo selv først aktiv i Lev, da han var oppe i årene, og han ser det lidt som et grundvilkår:

”Hvis de gamle nisser kan være med til at skabe de organisatoriske rammer, mens de unge er fuldt optaget af deres småbørn og problemer med kommunen og ikke orker og har tiden til det, så er det også ok. Man behøver jo ikke gøre knuder på sig selv for at skabe nye frivillige. Der er vi i Lev selv med til at lave rammerne, og derfor er gennemsnitsalderen også så høj for de aktive omsorgspersoner i Lev, for så har man måske luft til det. Konstruktionen er for så vidt ok, man skal bare sige til sig selv, at det er sådan, det er.”

Den holdning til at give noget både til yngre generationer af familier med et barn med udviklingshandicap og til samfundet generelt ligger i Vitus’ DNA.

”For mig handler det om, hvor man kommer fra, og den livsindstilling man har omkring det. Jeg kalder det social værnepligt og payback. Det er min grundindstilling, at jeg er en del af et samfund og gerne vil gøre en væsentlig indsats for dem, der er særligt udsatte.”

Er det noget, alle burde gøre?

Det er absolut noget, man bør gøre. Det bør være noget, som folk tager som en selvfølgelig, at man ser ud over sin egen næsetip og bruger kræfter på, at andre kan få det lige så godt, som man selv har det.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2024.