Vær tydelig og giv plads

Af Arne Ditlevsen

Frivillige er i høj kurs. Offentlige institutioner og private organisationer prøver at tiltrække både unge, midaldrende og ældre til at hjælpe med alle de opgaver, man gerne vil løse. Men hvad er det for en verden og et marked, som Lev, og alle mulige andre, fisker i, når man skal gøre sig interessant for nye potentielle frivillige?

Det har vi spurgt Malthe Lindholm Sørensen om. Han er analysekonsulent i Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA). Centeret indsamler og formidler viden til gavn for blandt andet frivillige organisationer og foreninger. CFSA udarbejder blandt andet rapporter om det frivillige sociale arbejde i Danmark. Senest har de udgivet bogen ”Få frivillige? En håndbog i frivilligrekruttering”.

Hvad er udfordringerne for en organisation som Lev ved, at mange af de frivillige er pårørende - typisk forældre?

”Det er en kendt sag for både patient- og pårørendeforeninger, at dem, der primært hjælper målgruppen i foreningen, er pårørende eller en bestemt patientgruppe. Det kan give udfordringer med både rekruttering og fastholdelse, at frivillige skal rekrutteres internt blandt pårørende. Det sætter også en vis begrænsning for, hvor bredt man kan tilrettelægge sit rekrutteringsarbejde. Men samtidig ved vi også, at langt de fleste frivillige på det sociale område motiveres af at kunne yde et bidrag til en målgruppe, de har særlig sympati for. I Levs tilfælde må sympatien med mennesker med et udviklingshandicap antages at være særlig høj blandt de pårørende, så det kan også være en styrke. Men hvis man gerne vil åbne sit fællesskab mere op, så står man nogle gange med en meget afgrænset målgruppe af frivillige.”

En måde at gøre det attraktivt for nye grupper af mulige både medlemmer og frivillige er ifølge Malthe at lave netværksmøder, hvor man kan mødes omkring nogle faglige oplæg. Men også det at have et fællesskab, som i Levs tilfælde kan være børn med udviklingshandicap.

”Netværksarrangementer er ikke superforpligtende, der kræves kun, at man er med, når det ruller. Derudover er der ikke større og længerevarende forpligtelser. Det er let at planlægge ind i sin travle hverdag. Men kan også blive en trædesten ind i noget mere engagement.”

Kan man i det hele taget tale om ”frivillighed”, hvis man måske føler, at man er tvunget til det af omstændighederne?

”Objektivt set så er det jo et stykke frivilligt arbejde, man laver. Men det er hele tiden en balance mellem, hvad man kalder det, og hvad den enkelte oplever det som.

Det er ikke helt ubetydeligt, hvordan vi italesætter det, der foregår. For begreber som frivillighed, frivilligt socialt arbejde og bestyrelsesarbejde kan være forholdsvis abstrakte begreber, hvis det ikke tydeliggøres, hvad de betyder i de enkelte organisationer. Det at være frivillig i Lev er noget væsentligt andet end at være frivillig i Dansk Flygtningehjælp. Hver forening har sit eget DNA, og den målgruppe, man hjælper i den enkelte organisation, sætter nogle rammer for det arbejde, man udfører. Jo tydeligere man kan gøre det over for de frivillige – hvad frivillighed betyder hos os, og hvordan man gør – jo lettere er det at overbevise potentielle frivillige om, at de skal lægge et engagement. Og også at give de bedste betingelser for, at de eksisterende frivillige forstår deres indsats.”

At blive set og hørt som frivillig – hvordan gør man det i en pårørendeorganisation?

”Det er vigtigt med klare rammer og retningslinjer for, hvordan man tager imod nye frivillige og får dem ind i fællesskabet. Der kan godt være en fasttømret kultur, når det er det her meget homogene fællesskab. Det er vigtigt at gøre sig nogle tanker om nye potentielle medlemmer (og det gælder uanset, om de er pårørende til en med udviklingshandicap eller ej, red.), som ikke nødvendigvis har de erfaringer, vi sidder med og ikke kender til den kultur, der er i vores forening. Ellers risikerer man at ekskludere de nye, som man forsøger at inkludere i fællesskabet.

Refleksion er også enormt vigtigt. Ellers ender man med at reproducere det, man altid har gjort. At give nye kræfter plads og give dem motivation til at gå ind i det og gøre ting, måske på en ny måde – det er det, vi ved, der driver langt de fleste frivillige. Det handler om at få lov til at tage noget ansvar, få lov at give, opleve at sætte noget i søen, som så også kan give noget tilbage. Den her modtagelse og opstartsfase med de gensidige forventningsafstemninger er så vigtig.”

Hvordan motiverer man frivillige?

”Det er jo den gode gamle snak om anerkendelse. Den har vi prøvet at nuancere i vores nye bog. Det med at holde en middag for de frivillige, få noget kage og kaffe… det er ikke ubetydeligt, men det, der for alvor virker, er, at frivillige oplever at kunne spejle sig i andre frivillige i foreningsfællesskabet. Både i forhold til at løse de konkrete opgaver og at kunne sparre med andre frivillige om det. Men også at kunne dele erfaringer og viden som i Levs tilfælde, hvor der er flere pårørende sammen.

Så er der det med at opleve at kunne gøre en positiv forskel for den målgruppe, man hjælper. Det er ikke fordi, målgruppen en til en skal sige tusind tak, fordi du hjalp mig i dag. Det handler mere om det subtile, det der ligger mellem linjerne, det at opleve at få en fortrolighed med de brugere eller den målgruppe, man hjælper over tid. Eller at indsatsen, man yder, giver modtageren nogle bedre livsvilkår. Det er enormt vigtigt at opleve som frivillig. Hvis ikke man gør det, ryger motivationen i høj grad ned.

Men det er også vigtigt at tale om, hvad den frivillige får ud af at lægge sin tid her hos os. For vi giver også dig noget. I nogle sammenhænge kan det være helt materielt, man får måske fri entre til et eller andet, men mere vigtigt - hvad får man socialt, fællesskabsmæssigt, i læring… Det er altså ikke kun en fortælling om en stor altruistisk handling. Det er også okay og vigtigt, hvad man som frivillig får ud af engagementet.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2024.