Træk det tilbage

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev

Regeringens forslag om nye magtanvendelsesregler er tydeligvis baseret på en forestilling om, at man kan spare offentlige kroner ved at tillade mere magtanvendelse over for mennesker med handicap. Flere fastholdelser, flere indgreb og lempeligere adgang til kommunale tvangsflytninger ses som vejen til at nedbringe de offentlige udgifter på handicapområdet.

Det er ikke noget, som regeringen for alvor forsøger at dække over. Det vedgås i bemærkningerne til forslaget, hvor det blandt andet anføres, at forslaget skal ”… sikre en mere effektiv ressourceudnyttelse.” Tilsvarende fokus på magtanvendelse som en rationaliseringsteknik fremgår tydeligt af en ny afbureaukratiseringsaftale mellem KL og Finansministeriet samt af den endelige rapport fra ”Ekspertudvalget på socialområdet”, der netop er offentliggjort.

For mig at se er vi på vej ud på et etisk skråplan, når noget så følsomt og dilemmafyldt som offentlige myndigheders anvendelse af magt over for sårbare mennesker ses i et økonomisk rationaliseringsperspektiv.

Men det er samtidigt en tænkning, der afspejler meget lille indsigt i dynamikkerne i de botilbud, hvor brugen af magt finder sted.

Helt grundlæggende risikerer vi således en udvikling, hvor flere mennesker med handicap – ikke mindst med udviklingshandicap – bliver udsat for mere (og mere rutinemæssig) magtanvendelse. En udvikling som vil være ødelæggende for den enkeltes værdighed og trivsel, men som også vil få vidtrækkende negativ betydning for relationerne mellem beboere og personale - kulturen i botilbud.

Resignation eller modstand

Det er en tragisk konstatering. Men mange af de mennesker i botilbud, der fremadrettet risikerer at blive udsat for flere fastholdelser og indgreb, vil formentlig resignere og affinde sig med det, de bliver udsat for. Ikke fordi det ikke vil være krænkende og ødelæggende for den enkeltes trivsel, selvbillede og identitet. Men snarere fordi deres handicap betyder, at de vil være ude af stand til at sige fra og yde modstand.

Hos andre – men formentlig færre – vil flere indgreb, flere fastholdelser og mere tvang føre til modstand. Her vil reaktionen være såkaldt ’udadreagerende adfærd’ rettet mod personalet eller medbeboere. Her er ofrene både de pågældende selv – men jo i høj grad også de andre mennesker med handicap, der bor sammen med dem i det ikke selvvalgte kollektiv, som et botilbud jo grundlæggende er. Både fordi de risikerer selv at blive direkte ofre for voldsomme reaktioner fra medbeboere, men også fordi de skal tåle, at det, som skulle være deres hjem, bliver præget af, at stadig flere konflikter ’løses’ med flere indgreb og mere magt fra personalet.

Omfattende kritik af forslaget

Forslaget er også en direkte hån mod de mange dygtige og engagerede medarbejdere i botilbud. Signalet er nemlig entydigt, at de fremover ikke behøver at gøre sig så umage med den pædagogiske indsats, som der ellers er dokumentation for både nedbringer antallet af magtanvendelser markant, øger trivsel blandt beboere og medarbejdere samt forbedrer arbejdsmiljøet.

Et væsentligt lyspunkt er da også, at Lev og de andre handicaporganisationer ikke står alene med kritikken af det fremsatte lovforslag. Socialfaglige, pædagogiske og psykologiske eksperter og forskere, som rent faktisk ved noget om dynamikker i socialfagligt arbejde, har i tydelige vendinger advaret mod lovforslaget, siden det blev kendt. Det er blandt andet sket i dagspressen og i Levs kampagne mod lovforslaget ”Lyt til eksperterne”.

Den slags eksperter lytter regeringen imidlertid ikke til. I forarbejdet til lovudkastet har man i stedet valgt – helt ensidigt – at lægge øre til en række økonomer i regeringens og KL’s helt eget (og officielt uvildige) ”Ekspertudvalg på socialområdet”. Og i det udvalg er indsigten i vilkårene for mennesker med handicap og i sociale og pædagogiske indsatser meget, meget beskeden.

Spiralen

Hovedproblemet med lovforslaget er, at det er endt på et etisk overdrev, hvor menneskesynet er kørt af sporet. En præmis om, at vi skal reducere de offentlige udgifter ved at gøre det lettere af anvende magt og ved at forringe vilkårene for den forebyggende indsats, er grotesk.

Men faktisk er der heller ikke meget grund til at tro, at forslagets egen absurde præmis holder vand i mødet med virkeligheden. Flere fastholdelser, flere indgreb og mindre forebyggelse af magtanvendelse vil ende i en nedadgående spiral med øget mistrivsel blandt beboere i botilbud, flere konflikter, mere udadreagerende adfærd og endnu mere magtanvendelse.

På meget kort sigt kan der måske spares en medarbejder eller to. Det vil man i hvert fald forsøge rundt omkring i kommunerne. Men den nedadgående spiral vil hurtigt ende med, at endnu flere borgere i botilbud vil få øget behov for intensiv og specialiseret indsats – og det lægger faktisk endnu større pres på kommunekasserne.

Derfor har vi i Lev entydigt opfordret regeringen til helt at trække lovforslaget tilbage – og Folketingets partier til at afvise det – hvis det alligevel fremsættes.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2024