Man kan jo bare tage hårdere fat

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i Lev

Når man nu ikke orker at interessere sig for, hvorfor mistrivslen blandt beboere med udviklingshandicap i botilbud vokser side om side med udgifterne. Når man ikke vil igangsætte en specialeplan og tage initiativer, der styrker faglighed og kvalitet i indsatsen. Ja, så kan man jo altid gøre det lettere for medarbejderne at tage hårdere fat på beboerne for på den måde at prøve at holde mistrivslens symptomer nede.

Det synes at være det gennemgående – og egentlige – rationale bag regeringens ønske om ændring af servicelovens magtanvendelsesregler.

Magt-forslagene vil naturligvis være pakket ind i floromvundne formuleringer om hensynet til omsorg og værdighed. Men de reelle hensyn bag er der desværre ingen tvivl om: Der skal gives flere beføjelser til personalet i botilbud til at foretage fastholdelser og andre typer indgreb over for beboerne. Og det skal vel at mærke ske samtidigt med, at man lemper på forebyggelsen af magtanvendelse.

Alt sammen i en naiv og ret kynisk forestilling om, at en mere håndfast tilgang til mennesker med udviklingshandicap kan gøre det nemmere for kommunerne at effektivisere driften af botilbud og spare endnu mere på hjælpen til mennesker med handicap og komplekse udfordringer.

Meget lukket proces

Vi kender ikke alle detaljer i det, som er på vej. Socialministeriet har været meget lukket om det helt konkrete indhold, og vi har derfor måttet forsøge at stykke et billede sammen ved hjælp af input fra en række andre kilder. Det gør naturligvis, at vi står på et mindre sikkert grundlag i forhold til indholdet i den endelige aftale – men omvendt ser vi os nødsaget til at handle på baggrund af det grundlag, vi nu engang har.

Blandt de mere konkrete forslag, som vi ved, at der arbejdes med, er en række lempelser i forhold til reglerne om fysisk magtanvendelse, fastholdelse og andre indgreb, aflåsning af døre, tvangsflytning mv. Her ønsker regeringen – så vidt vi kan se – at give personalet beføjelser til at anvende magt ‘af hensyn til fællesskabet’.

I dag kan sådanne indgreb kun ske for at forhindre, at en borger gør skade på sig selv eller andre. Med en lempelse i retning af ’hensynet til fællesskabet’ skal personalet fremover kunne foretage fastholdelser, hvis man tænker, at det er nødvendigt af hensyn til andres tryghed eller værdighed – for eksempel andre beboere eller medarbejdere.

På overfladen kan det jo lyde sympatisk at ville beskytte andre, men ændringen i den retning er altså ret vidtgående – og vil med stor sikkerhed få meget stor negativ indvirkning på kulturen i botilbud. Personalet skal således fremover kunne fastholde og bruge tvang med den begrundelse, at en borger er ’grænseoverskridende’ og at personalet vurderer, at det er et problem for andres ’tryghed’ eller ’værdighed’. At den slags luftige vurderinger skal danne grundlag for fysisk magtanvendelse, er en ekstremt farlig glidebane. Frem for at magtanvendelse betragtes som den sidste udvej for at forhindre farlige situationer, så bliver det pludselig til et redskab, som personalet kan anvende for at opretholde ’ro og orden’. En mere håndfast disciplinering af sårbare mennesker med handicap, kan man sige.

Det risikerer at føre til mere forråelse blandt personalet og vil ofte indebære en yderligere eskalering af konflikterne mellem personale og beboere i botilbud. Pædagogiske virkemidler til at håndtere konflikter vil glide i baggrunden og gradvist blive erstattet af en øget brug af fastholdelser og anden magtanvendelse.

Historieløst

I regeringens forslag vil man på tilsvarende vis åbne for tvangsflytning af mennesker med udviklingshandicap ’af hensyn til fællesskabets værdighed og tryghed’. En fuldkommen forrykt ladeport for kommuner, der har driftsmæssige interesser i at flytte rundt på mennesker.

Signalet i de forslag, som regeringen tumler med, er således svært at tage fejl af – ’hvis ikke du kan opføre dig på en måde, som vi synes er ordentligt, så kan vi da bare holde dig fast eller flytte dig fra dit hjem’. At den type forslag kommer fra en regering, hvor socialministeren for meget nyligt har undskyldt for systematiske overgreb, fikseringer og uværdig behandling af tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen, er nedslående. Sjældent har begrebet ’historieløst’ været mere passende.

Et af de andre gennemgående elementer i regeringens forslag er et ønske om at slække på registrering og indberetning af magtanvendelse. Disse registreringer har dels til formål at beskytte borgerens retssikkerhed, dels at sikre at personalet altid redegør for, hvad der var baggrunden for, at brugen af magt var den eneste udvej i den konkrete situation. Altså et klart formål om at beskytte mennesker mod at blive udsat for mere magtanvendelse end absolut påkrævet.

Regeringens forslag vil generelt lempe markant på registreringer og indberetninger – og dermed på den beskyttelse mod overgreb som er formålet. Vi hører sågar, at man har planer om at åbne for noget så vidtgående som tidsubegrænsede forhåndsgodkendelser af magtanvendelse. Her er det grundlæggende mål altså i princippet at give personalet beføjelser til livslang rutinemæssig fastholdelse – for eksempel i forbindelse med tandbørstning, bad eller anden hygiejne. Vel at mærke uden at personalet eller ansvarlige myndigheder behøver at forholde sig til, hvorvidt man kan erstatte brugen af magt med pædagogiske virkemidler.

Samlet er regeringens intention altså helt tydelig: ’Drop nu det der med at satse på stærk pædagogisk faglighed, der kan overflødiggøre brugen af magt. Og lad i øvrigt være med at registrere så meget og følge op – bare få det gjort’.

Det er den direkte vej til mere forråede faglige miljøer i botilbud – og til at langt flere mennesker end nødvendigt udsættes for magtanvendelse og indgreb. I november måned sidste år fik vi med TV2’s Operation X et hjerteskærende indblik i uværdig og nedværdigende behandling, svigt og overgreb på ekstremt sårbare beboere med udviklingshandicap i botilbud. Det har vi i Lev indtrængende opfordret socialministeren til at reagere på – og vi har tilmed anvist nogle helt konkrete forslag, der kunne beskytte denne gruppe borgere bedre. Forslag som ministeren nægter at forholde sig konkret til.

Nu står vi i den absurde situation, at regeringens første reelle svar på Operation X bliver at lempe på beskyttelsen af den i forvejen skrøbelige retssikkerhed og tillade mere – og mere rutinemæssig – magtanvendelse. Det er uværdigt og kynisk.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 1 2024