”Nu er jeg stærk, nu gør jeg det!”

Af Arne Ditlevsen | Foto: Simon Læssøe

”Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle gøre det. Men hvordan skulle beboerne ellers blive hørt?”

Det, som Manje Hasso gjorde, var at kontakte TV2. Det var nu eller aldrig for at gøre opmærksom på de forhold, hun oplevede på sin arbejdsplads, botilbuddet Lynghuset i København. Omsorgssvigt og en kultur af ligegyldighed var blevet dagligdagen for de beboere, som Manje holdt – og stadig holder – så meget af. Så Manje blev whistleblower.

”Jeg kom hjem helt grædefærdig og talte med mine børns far om det. Jeg kunne også mærke, at jeg ikke var mig selv – jeg sad og planlagde, hvordan jeg kunne redde beboerne.”

Inden hun kontaktede TV2, talte Manje også med sin mor og far:

”De sagde: Gør det! Jeg er opdraget med, at vi behandler andre mennesker på en værdig måde – og det er uanset, om man har et handicap eller er et velfungerende menneske. Jeg har haft min families støtte hele vejen igennem. Uden dem er det ikke sikkert, at jeg havde klaret det så godt psykisk.”

Tilskyndet af beboerne
Resultatet af Manjes indledende mail til TV2 blev Operation X-dokumentaren Nødråb i natten, der blev sendt i november sidste år. Her ser og hører man optagelser med skjult kamera og mikrofon, der viser, hvordan personale i blandt andet Lynghuset er ligeglad med, at beboere ligger i afføring og ikke bliver stimuleret, så de banker sig selv i hovedet i desperation, alt imens personalet sidder og ser Netflix.

De grumme beviser på ydmygelserne af en forsvarsløs gruppe mennesker chokerede mange helt op til regeringstoppen. Socialministeren har efterfølgende sagt, at hele området skal forandres og har indkaldt til drøftelser om det.

I Tingbjerg i København sidder Manje Hasso med sine tre børn og kan se tilbage på en ekstrem hård tid, der blandt andet har kostet hende sit arbejde. Men selv om hun nu er jobsøgende, føler hun ikke, at hun kunne have handlet anderledes:

”Hver gang jeg så beboerne, var der ingen tvivl om, at det var det rigtige, jeg havde gjort. Det var faktisk dem, der opmuntrede mig rigtig meget og gav mig mere mod på, at der bare skulle graves videre. Jeg kunne se, at de mistrivedes og var meget indelukkede, som de aldrig havde været tidligere.”

”Jeg troede, at I havde glemt mig”

I august 2022 vendte Manje Hasso tilbage til sit arbejde i Lynghuset efter at have været på barsel. Men hun kunne slet ikke genkende det fra tidligere.

”Jeg havde hørt rygter om, at det var begyndt at sejle rigtig meget,” siger Manje Hasso. ”Det var helt, helt anderledes, end da jeg var der første gang. Jeg havde aldrig nogensinde taget mit arbejde med hjem. Men jeg havde heller aldrig nogensinde set beboerne blive parkeret, som de nu blev. Der var ikke nogen, der lyttede til dem eller så dem.”

Manje fortæller, at to etager var lagt sammen til én afdeling, og der var kommet en ny leder. Og alle dem, hun havde arbejdet sammen med tidligere, havde sagt op. De triste historier står i kø, når Manje husker tilbage på den tid.

”Der var specielt én episode, der virkelig ramte mit hjerte. Jeg kommer ind til en dagvagt og gør morgenmaden klar. Så ser jeg på dosisrullen i medicinskabet, at beboerens aften- og nattemedicin fra dagen inden ikke er udleveret. Jeg tænker, at der er noget galt, så jeg giver slip på alt og løber ned til ham. Da jeg kommer derned, sidder han på sengen. Han er grædefærdig. Hans pupiller er så store her, og han har urin over det hele. Det var så uværdigt at se på. Så jeg valgte bare at sidde hos ham, jeg var fuldstændig ligeglad, så jeg gav ham et kram, fik ham til at falde til ro. Han har sprog, så jeg spørger ham ”har nattevagten ikke været her?” – ”nej” – ”hvad med aftenvagten?” - ”nej, jeg har ikke fået noget at spise eller drikke”. ”Er der overhovedet ikke nogen, der har været her?” – ”Nej! Jeg troede, I havde glemt mig.” Det var hans første ord. Det brændte bare i mig, da jeg så det her. Men jeg bevarede roen, gav ham et bad, kom ned med hans morgenmad… og så kunne jeg bare se, at han var blevet en helt anden person.”

”Så gik jeg ned til lederen og fortalte om episoden. Han sagde til mig, at han syntes, jeg skulle kontakte dem, der havde været på arbejde. ”Skriv en mail til dem.” Jeg sagde: det er jo ikke mit job, jeg er ikke leder. Det er dig, der er lederen og skal tage kontakt. Jeg valgte alligevel at skrive en mail, men fik ingen respons. Hverken fra ledelsens side eller de medarbejdere, der havde været på aften- og nattevagt.”

Foto: Simon Læssøe

Satte sin fremtid på spil

De mange episoder med omsorgssvigt af beboerne – og kolleger og ledere, som ikke tog Manjes klager alvorligt – fik hende til at kontakte Arbejdstilsynet. Hun fik også tre andre kolleger til anonymt at kontakte tilsynet. De var dog ikke klar til at rykke ud. Lynghuset måtte vente på, at det blev deres tur. Så tog Manje kontakt til TV2:

”Jeg googlede TV2, fandt ud af, hvordan man kontaktede dem, og så skrev jeg en lang mail, hvor jeg beskrev, hvad der foregik derude. Jeg sendte den om aftenen, og næste morgen fik jeg svar. Jeg havde det faktisk rigtig dårligt. Som om jeg gjorde noget forkert. Men der var også meget på spil. Jeg er alenemor til tre små børn, og jeg tænkte: Hvad betyder det for min fremtid arbejdsmæssigt? Men bare det at komme i Lynghuset vel vidende, at jeg havde kontaktet TV2, det var rigtig hårdt.”

Manje Hasso kontaktede TV2 i november 2022, og i februar/marts året efter startede muldvarpen, TV2’s undercover medarbejder, i Lynghuset.

”Det gav lidt ekstra spænding i maven, at det var i gang. Men fordi jeg var så selvsikker på det, jeg gjorde, og fordi jeg havde det sådan, at jeg skulle være stærk, så påvirkede det mig ikke som sådan. Og når jeg så beboerne, fik jeg mere mod. Det her, det skulle simpelthen frem.”

I de følgende måneder blev Manje ved med at bringe dårlig behandling af beboerne op på sin arbejdsplads. Men ingen tog sig af det.

”Ledelsen gik altid i forsvarsposition og forsvarede medarbejderne. Men jeg var fuldstændig ligeglad med de kolleger. Vi er hjemme hos beboerne og til for dem. Beboeren har førsteprioritet, ikke at kollegaen skal spise sin morgenmad. Det må man gøre hjemmefra eller i en pause.”

Lynghuset er et stort botilbud, og Manje fik opbakning fra mange kolleger fra de andre afdelinger.

”Men der var ingen i min egen afdeling, der bakkede mig op. De så mig som en politibetjent, der var gået til ledelsen,” fortæller Manje Hasso.

Går efter budbringeren

I foråret blev presset for stort fra en ledelse, der ifølge Manje Hasso direkte chikanerede hende på grund af hendes daglige klager. Hun blev sygemeldt – og senere afskediget – og stoppede formelt den 31. oktober. Dagen før den første dokumentar blev sendt. Hun har ikke hørt fra dem siden. Ikke desto mindre siger hun stadig vi om stedet: ”Det er fordi, det har været en del af mit liv i over ti år. Nogle beboere bliver ligesom en familie for en. Jeg savner dem, og jeg savner stedet.”

Selv om udsendelserne ikke viste noget overraskende for Manje, var det alligevel voldsomt for hende at se dem.

”Lige i starten af udsendelsen, hvor de snakker om åndssvageanstalterne, og Anni [Levs formand, Anni Sørensen, red.] siger, at det minder om åndssvageanstalterne - det ramte mig hårdt, for jeg tænkte, at det er jo rigtigt, det er sådan, de er blevet behandlet. Det var bare wow… det var rigtigt og ikke en fantasi, jeg havde haft i hovedet.”

I kølvandet på de to dokumentarudsendelser har Manje fået mange kommentarer på det, hun satte i gang med sin mail til TV2:

”De har kun været positive, virkelig. Fra kolleger, eks-kolleger, fra mennesker jeg ikke kender, og dem jeg kender. Så er der dem, jeg ikke har hørt noget fra. Det er dem, der hader mig som pesten. De føler, at jeg er lidt en stikker. De har aldrig anklaget mig direkte, jeg har bare hørt det fra andre. Men jeg er fuldstændig ligeglad. Det er beboerne, jeg har gjort det for.

Til gengæld er Manje ikke ligeglad med den chikane, som hun hører, at nogle af hendes eks-kolleger har oplevet, fordi de har delt opslag, som Manje har lagt på Facebook:

”De er blevet chikaneret af de medarbejdere, der stadig er i afdelingen på Lynghuset. Og ledelsen har bakket disse medarbejdere op. Det gør rigtig ondt på mig. For de skal ikke gå efter mine venner og eks-kolleger. Kom hellere til mig. Men ledelsen har haft mere travlt med at finde ud af, hvem der har haft kendskab til muldvarpen end at rette op på fejlene.”

Egentlig mener Manje Hasso, at afdelingen på Lynghuset burde lukkes. Og så skulle man bygge noget nyt op. Men det er ikke sket. I stedet er den gamle ledelse blevet forflyttet og en ny leder indsat. Manje har ét godt råd til den nye leder:

”Fokus på personalet, ellers sker der ikke nogen ændringer. Du kan lave 120 handleplaner, og du kan lave det ene og det andet, men hvis man som leder og medarbejder ikke ændrer sig som menneske, så er der ikke noget, der ændrer sig.”

At kunne sige fra

Der er to værdier, som Manje gerne vil give videre til sine børn:

Anstændighed og det at kunne sige fra: ”Det lærer de allerede nu. Hvis der er små, men ubehagelige uenigheder i børnehaven, har jeg lært dem, at de skal sige stop og gå hen til en voksen. Og hvis du arbejder et sted som Lynghuset, så er det rigtig vigtigt. Man har underretningspligt, når der sker visse ting. Kan man ikke sige fra, så er man medskyldig i, at en beboer bliver svigtet og efterladt og ikke bliver behandlet som et menneske.”

At blive whisteblower var dog selv for Manje Hasso en ekstraordinær handling:

”Jeg har jo aldrig gjort det før,” griner hun. ”Men det er også første gang, jeg har oplevet sådan noget. Jeg tror bare, at jeg tænkte, nu er jeg stærk, nu gør jeg det. Men det har været en lang og hård proces.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 1 2024.