Lev Magasinet 1 2024
- Portræt af Manje Hasso: "Nu er jeg stærk, nu gør jeg det!"
- Tema: Fra sorg til power
- Ildsjæl: Furkan - En særlig holdleder i en særlig klub
Kort inden deadline på dette magasin kom meddelelsen om, at regeringen endnu engang udsætter arbejdet med en specialeplan på handicapområdet. Et initiativ som ellers både optræder i regeringsprogrammet og i det såkaldte lovprogram – og som socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil har talt meget og løfterigt om siden sin tiltrædelse for over et år siden.
Af Anni Sørensen, Levs landsformand
Socialministerens linje har fra start været en entydig erkendelse af de store udfordringer for mennesker med handicap i mødet med kommunerne og en klar markering af, at ansvaret for at rette op ligger hos regeringen og på Christiansborg.
Visionen har måske ikke altid stået krystalklart for os alle, når ministerens budskab var ’at vende handicapområdet på hovedet’ og sikre ’at mennesker med handicap fremover skal kunne mærke, at de lever i et velfærdssamfund’. Men meldingerne har i hvert fald efterladt det indtryk, at der med en specialeplan skulle gennemføres gennemgribende strukturelle ændringer på handicapområdet, herunder også kommunernes forvaltning af deres myndighedsansvar, finansieringsmodellen mv. Alt sammen vigtige og nødvendige perspektiver, som i øvrigt ligger i tydelig forlængelse af det, som vi har sagt fra Lev og resten af handicapbevægelsen.
Men måske er tiden med de ambitiøse udmeldinger ved at være forbi. Efterhånden som vi får kendskab til det reelle indhold i den handicappolitiske aftale, som regeringen arbejder med i disse uger (og som måske er kendt nu), bliver det stadigt sværere at genkende den meget ambitiøse og visionære socialminister.
Måske kommer regeringen med nogle tiltrængte, men trods alt også meget afgrænsede, forenklinger af administrationen af servicelovens merudgiftsydelse. Det kan blive positivt, men det udvisker ikke det samlede billede: Specialeplanen er udsat – og hvem ved, måske er den aflyst? Det samme er konkrete forslag, der peger i retning af gennemgribende strukturelle ændringer på handicapområdet.
På et enkelt område ved vi imidlertid, at regeringen har tænkt sig at komme med en række konkrete forslag, nemlig servicelovens magtanvendelsesregler. Her tegner sig et billede af, at regeringen vil give personalet i botilbud flere beføjelser til at foretage indgreb, fastholdelser og anden magtanvendelse over for mennesker med udviklingshandicap. Borgerens retssikkerhed og myndighedskontrol med magtanvendelsen skal lempes, og kommunerne skal have udvidede muligheder for at tvangsflytte mennesker fra deres hjem i et botilbud. Kort sagt – mere magtanvendelse, flere indgreb og store forringelser i retssikkerheden.
Samlet tegner der sig for mig at se et billede af en regering, der lader KL og økonomerne i Ekspertudvalget diktere ændringer i noget af det mest følsomme og principielle i dansk sociallovgivning, nemlig offentlige myndigheders brug af magt og indgreb over for sine mest sårbare borgere. Lempelser i adgangen til at anvende magt ses tilsyneladende som et redskab til at realisere nye effektiviseringspotentialer i driften af botilbud. Tænk, er vi kommet dertil?
Konklusionen er deprimerende: Løftet om den store og gennemgribende reform, som skulle ’vende handicapområdet på hovedet’ er formentlig ved at ende som et tarveligt angreb på de mest sårbare mennesker med handicap. Et angreb på rettigheder og krav på beskyttelse mod magtanvendelse fra offentlige myndigheder. Det er dybt bekymrende, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at påvirke regeringens planer ad de kanaler, vi har adgang til.
Leder i Lev Magasinet 1 2024