Fotos til følelserne

Af Arne Ditlevsen | Foto: Casper Dalhoff

”Hvorfor skal et kort øjebliks mangel på ilt gøre, at en person får et helt andet liv og mulig heder, end jeg har fået, fordi jeg kom ud til tiden? Eller man skulle måske sige mangel på muligheder,” funderer fotograf Casper Dalhoff. Og hvad er det så for et liv, man får, kunne man tilføje.

Det er essensen af den nye fotobog Normal af Casper Dalhoff.

Da han kørte op ad alléen til den gamle hovedbygning i Lands byen Sølund ved Skanderborg for første gang i 1999, handlede det om en afsluttende opgave på Journalisthøjskolen. Men det blev til et 25 år langt indsamlingsforløb af materiale på Sølund. For stedet, beboerne, satte sig i hovedet på Casper Dalhoff.

Og ikke mindst: Der var en historie, som skulle fortælles.

”Jeg var landet i et andet univers, der ikke var vist og ikke for talt før på en, føler jeg, oprigtig og ordentlig måde, en skyggeside af livet, som var gemt væk for mange.” Casper Dalhoff henviser til den lukkede, institutionsagtige verden, som mange mennesker med udviklingshandicap var, og er, anbragt i. Og når den verden så endelig nåede ud i medierne, var det typisk en overfladisk registrering og forsøg på at forklare nogle glade, måske lidt skræmmende, men i hvert fald anderledes menneskers liv. Lidt ligesom hans egen opgave på Journalisthøjskolen i sin tid kredsede om at forklare omverdenen, hvilke mennesker der levede det anderledes liv til, at han med sin nye bog vil have betragteren til at føle noget. Og gå på opdagelse i sit eget sind.

Normal er en coffee table book, som skildrer, hvordan vi i Danmark behandler folk, der ikke er født som de fleste. Men som i hvert fald i princippet har de samme rettigheder som alle andre. Casper Dalhoff kalder det et historisk dokument, et vidnes byrd, der kan tages med til vores eftertid.

Forlagene lå ellers ikke på knæ og sukkede efter at få lov til at udgive bogen. På trods af at Casper Dalhoff i 2003 fik førsteprisen ved den prestigefyldte World Press Photo med en serie af Sølundbillederne, kom der afslag på afslag på at udgive dem i bogform. En coffee table book med billeder af mennesker med omfattende handicap, der bor på en institution i Danmark? Nej tak. Indtil han til sidst fandt sammen med det lokale forlag Book Lab, der så vigtigheden af bogen og gik helhjertet ind i projektet.

Sæt gang i fantasien

Ensomhed, glæde, melankoli, sårbarhed, kærlighed. De sort/hvide billeder af bebo ere på Sølund er stemninger, som læserne kan opleve, som de nu engang gør.

”For mig handler det om, at læseren måske tør tage en oplevelse selv. Jeg er ret overbevist om, at hvis du er glad og fyldt af energi, får du én oplevelse. Hvis du er melankolsk, får du en anden,” forklarer Casper Dalhoff.

Derfor er der heller ingen billedtekster i bogen: ”Jeg synes ikke, det er væsentligt, hvad der faktuelt sker eller ikke sker på billederne. Det er vigtigere, at man selv sætter nogle tanker i gang. Nogle drømme og fantasier på, hvad det er, man oplever, når man selv ser billederne.”

Casper Dalhoff har haft mange snakke med forlaget om, hvad bogen skulle hedde.

”Her kom det op, hvad det egentlig er, vi sætter spørgsmålstegn ved? Det er jo netop begrebet normalitet. Vi forholder os til normalitet på en anden måde end bare lige det, ’som massen i midten’ har bestemt er normalt. For for dem, der er på Sølund, er det jo normalt.

Det er det, jeg synes er forunderligt. Det er lige præcis det der med, hvad sker der, når vi, der betegner os som normale, begiver os ind i det, vi betegner som værende en unormal verden. Hvor vi så bliver de unormale i en normal verden.”

Hvor er politikerne?

Sølund er Danmarks største botilbud for mennesker med udviklingshandicap med i alt 240 beboere. Her er man glade for bogen. I administrationsbygningen hænger således flere af bogens billeder. 

”Det føles fantastisk dejligt, at Sølund som institution har taget bogen til sig og er meget begejstret for den. At de støtter op om den, som de gør. Det synes jeg er virkelig godt,” siger Casper Dalhoff. Han fortsætter:

”Og ikke mindst er det med stolthed, jeg har kunnet føre de mennesker, som vores samfund historisk set på en eller anden måde har gemt ad vejen, ind i dagligstuerne hos folk og give dem et liv. Men jeg kunne godt tænke mig, at der havde været en politisk opmærksomhed på det. Jeg kan jo sige med stolthed i stemmen, at det er et stykke upoleret, dokumentarisk danmarkshistorie, som man vil kunne tage frem om 100 år og sige, sådan så det ud, sådan gjorde vi. Og hvis man ikke kan se værdien af det, eller har lyst til at kommentere på det på et politisk plan – eller bare være interesseret i området og sige, at det der, det skal jeg ned og se – så synes jeg, at det er fattigt.”

For Casper Dalhoff har Sølund og beboerne sat et uforglemmeligt aftryk:

”Jeg tror ikke, at jeg kommer til at slippe Sølund. Jeg håber heller ikke, at de har fået nok af mig.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2024.