"Det bedste jeg nogensinde har været med til"

Af Arne Ditlevsen | Foto: Anita Graversen

”Kom så Maria!” ”Bare giv den gas!”

Der er masser af opmuntrende tilråb til Maria Mejsen, når hun er til agility med kromfohrlænderen GodtNok. Og det er uanset, om det er den ugentlige træning i Dansk Kennel Klubs afdeling i Viby ved Aarhus, eller det er til konkurrencer rundt i landet. For alle i agility-verdenen kender Maria.

Hun er en både dygtig og entusiastisk hundefører. Men på ét område skiller hun sig ud – hun er nemlig den eneste agilityudøver i Danmark med udviklingshandicap.

”Der er ikke andre end mig – der er kun mig, er det ikke rigtigt mor?” siger Maria med et af sine mange smil.

Gitte Mejsen, Marias mor, nikker. Den er god nok.

Maria med hunden GodtNok.

En hundefamilie

Lev Magasinet møder Maria, hendes mor og Godt Nok i det træbeklædte klubhus med tilhørende kæmpe græsarealer, hvor der året rundt trænes agility, hvalpemotivation, unghundehold mv.

Hunde fylder bare meget i familien Mejsens liv. Gitte har således sin egen kennel, og hun og hendes mand, Thorleif, har grundlagt kennelklubbens afdeling i Aarhus, hvor Thorleif nu er formand, og de er begge trænere på forskellige hold i klubben.Så der er ikke noget at sige til, at 28årige Maria for snart 18 år siden begyndte at træne i klubben.

Så der er ikke noget at sige til, at 28-årige Maria for snart 18 år siden begyndte at træne i klubben. Med flotte resultater:

”I agility har jeg vundet nogle 1. pladser, 2. pladser og 3. pladser.  Og jeg har vundet Senior Champion med GodtNok. Det er udstilling,” fortæller Maria.

Agility handler om, at hunden skal forcere en forhindringsbane, hvor hundeføreren dirigerer hunden ved hjælp af kommandoer og signaler. Det kræver, at både hund og hundefører skal være hurtige og præcise.

”Det er virkelig sjovt. Det bedste jeg nogensinde har været med til,” fastslår Maria.

Alle kender Maria

Gitte Mejsen supplerer datteren: ”Det er også sjovt, når du er til agilitykonkurrencer, og du kender dem alle sammen. Der er kommet et enormt socialt samspil med de andre. Og det samme, når vi har haft Oliver (Marias kæreste, red.) med. De går lige ind i folk med træsko på. Og folk er fantastiske. De spørger direkte efter Oliver, hvis han ikke er med.”

Agility-verdenen er generelt meget social:

”Man klapper ad hinanden, og man hujer begejstret, når det går rigtig godt. Der er ikke noget misundelse, tværtimod. Det sjoveste er nok også, når alle står og hepper på dig. Alle ved, hvornår du skal løbe.”

Maria er ikke i tvivl om, at hun har lært meget om at være sammen med andre mennesker gennem agility. Omvendt har ’de andre’, som typisk ikke har kendskab til handicapverdenen, også lært noget. Det siger Marias mor:

”De har lært MEGET! Det siger de jo også selv. Der er noget genspil, som man især kan se, når der kommer nogle nye i klubben, der ikke kender Maria. De skal lige have lidt tid.”

Alle hjælper til med opstilling af banen.

”Det kan du godt glemme”

Gitte og hendes mand Thorleif fik Maria som plejedatter, da hun var 18 måneder. Hun var på det tidspunkt anbragt på et specialtilbud for børn og unge med omfattende funktionsnedsættelser. Thorleif arbejdede dengang og nu på specialtilbuddet, og han kom en dag hjem til Gitte og sagde, at der var den her søde lille pige…

Gittes umiddelbare reaktion var: ”Det kan du godt glemme – vi skal ikke have et plejebarn.” Familien havde i forvejen to døtre, som var i eller nærmede sig teenagealderen.

Gitte tog alligevel forbi specialtilbuddet – og så var hun solgt. De søgte om at få Maria som plejebarn, og hun har boet hos dem lige siden.

Maria er født med en hjerneskade på grund af alkoholmisbrug hos hendes biologiske forældre. Meldingen fra lægerne var i starten, at hun aldrig ville komme til at gå, tale eller se folk i øjnene. Det har vist sig at være en gigantisk fejl, for netop de tre ting gør hun i rigt mål. Men hun har udviklingshandicap og kan hverken læse eller skrive. Til gengæld har hun via agility lært sig tallene.

”Da Maria startede til konkurrence med agility, skulle hun helst være nummer to eller tre, der løb, for så kunne hun se, hvad de andre gjorde. Og så kunne hun gå ind og gøre det samme. Men hun har lært tallene ved at gå banegennemgang med sin træner. De har altid sagt numrene på øvelserne, så det har været meget udviklende for hende.”

”Flot Maria” og klapsalver lyder fra træneren og de andre deltagere, når GodtNok springer over banens sidste forhindring. Og Maria kan belønne sin hund med en godbid.

En særlig Maria-regel

Maria er 28 år, men hun deltager stadig i agilitykonkurrencer på junior-niveau.

”Vi syntes, at voksenklasserne var for svære for hende. Så vi spurgte agility-udvalget i Danske Kennel Klub, om det kunne lade sig gøre, at hun blev på junior-niveau. Det kunne det godt. Men først efter at reglerne blev lavet om. Så nu står der skrevet, at agility-førere med udviklingshandicap kan deltage i konkurrencer sammen med juniorerne,” forklarer Gitte Mejsen.

GodtNok er 100 procent Marias hund. Hun ikke bare træner med den, den sover på hendes værelse, og hun går tur med den. Ofte sammen med sin far og en kæphest. For kæpheste, og i øvrigt også rigtige heste, er andre store interesser for Maria. Kæphesten har fulgt Maria, siden hun var barn. På et tidspunkt til mor Gittes fortvivlelse. Men så opdagede hun noget interessant:

”Det startede med, at vi købte en kæphest til et lille barn. På et tidspunkt syntes jeg, at nu var hun for gammel til det. Og så sagde jeg, at den skulle blive hjemme. Men så opdagede vi jo lige pludselig, at der var konkurrencer i løb med kæphest. Og det var børn op til 16 år, der dyrkede det. Så var det lige som om, at hun jo ikke var for gammel til det.”

Derfor sker det også, at Maria tager nogle runder med kæphesten i hundeklubbens indendørs træningslokale.

Kage-finten

På bordet foran os står det sidste af en stang wienerbrød. Maria har siddet og set på det et stykke tid, da hun siger: ”Mor, vil du have mere kage?” ”Jeg vil ikke have mere kage, det ved du også godt,” svarer Marias mor. Så næste spørgsmål er lidt proforma: ”Må jeg godt tage det?”

Kagetricket er ifølge Gitte Mejsen en af Marias specialiteter:

”Hun har en genial evne, når hun går rundt og snakker med folk og kan se, at der er kage. Så stiller hun sig lige op og siger ”det ser vel nok lækkert ud”. For hvad sker der så? Så får hun kage!”

”Jaa, jeg får kage næsten til hver træning,” indrømmer Maria.

De næste hundeopgaver er allerede i kalenderen. Der venter nemlig klubbens egen Agility-turnering, og så skal Maria med sin far, der er træner for agility-landsholdet, til Belgien, når der er verdensmesterskaber.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 5 2024.