Lev etablerer landsdækkende bisidderordning
Ingen skal stå alene, når det er svært. Derfor har Lev nu igangsat etableringen af et landsdækkende korps af frivillige bisiddere. Vi vil gerne sikre, at alle Levs medlemmer - uanset hvor de bor - kan få hjælp og støtte, når de står over for svære møder med myndigheder, botilbud m.fl.
En styrket indsats for tryghed og støtte
Mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende står ofte alene i mødet med det offentlige, og det kan føles overvældende og nærmest helt umuligt at navigere i komplekse sagsforløb og beslutninger. Her kan en bisidder være en uvurderlig støtte, og være den, som hjælper med at skabe ro og overblik i mødet med det offentlige. Vores medlemmer skal ikke stå uden opbakning, men i stedet kunne få den nødvendige hjælp og støtte, så de trygt kan møde myndighederne og blive hørt i processen.
Frivillige med særlige kompetencer
Levs bisiddere er frivillige, som bliver støttet i deres rolle som bisidder af Levs sekretariat. De har gennemført et grundkursus, der klæder dem på til opgaven som bisidder og kan undervejs få faglig sparring om rollen som bisidning. Det betyder, at de kan fungere som støtte gennem hele mødeforløbet: fra forberedelse inden mødet, til deltagelse under selve mødet og en afrunding bagefter. Deres rolle er at skabe tryghed og overblik uden at agere partsrepræsentant eller konfliktmægler, men som en neutral og pålidelig støtteperson, der hjælper med at sikre, at mødet forløber bedst muligt. Overvejer du om rollen, som frivillig bisidder kunne være noget for dig, så læs mere her:
Landsdækkende i løbet af 2025
Allerede nu ydes der bisidning flere steder lokalt, men når korpset er fuldt etableret, vil medlemmer over hele landet kunne få adgang til en bisidder, der kan hjælpe dem i vanskelige situationer. Landsdækkende bisidning er en vigtig Lev indsats, der er med til at gøre en forskel og som kan give mere tryghed og støtte til mennesker med udviklingshandicap og deres familier – en indsats, der bygger på omsorg, nærvær og faglig dygtighed.
Der er allerede erfarne bisidder i Lev, men der er også brug for flere, så vi kan yde støtte i hele landet.
Har du ikke selv mulighed for at være frivillig, så kan du i stedet støtte det vigtige arbejde med et bidrag. Selv små beløb, gør en forskel og er med til at forbedre vilkårene for mennesker med udviklingshandicap og deres pårørende.