Vejen ind i voksenlivet: mor og ekspert fortæller om sine erfaringer

Af Arne Ditlevsen | Foto: Privat

”Nu har jeg været i det her game i snart 25 år, og det har været et tema alle årene – hvordan skal de unge komme godt ind i voksenlivet? Det er også virkelig svært og komplekst. Der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, når man laver den overgang. Så det er ikke noget, man lige fikser, vel?”

Det konstaterende spørgsmål kommer fra Camilla Grann. Hun kender til begge sider af sagen, for som fagperson har hun arbejdet som myndighedsrådgiver og dermed selv haft ansvaret for at sørge for en god overgang for familier med en ung med handicap. Hun har også været familieplejekonsulent og her skullet sikre, at plejebørn med handicap fik den rigtige overgang. Sidst men ikke mindst er hun mor til Ida på 16 år med udviklingshandicap og har her overgangsudfordringerne tæt inde på livet.

Så hun ved, hvad der karakteriserer det gode forløb:

”Et godt forløb, det er, når både forældre og myndigheder er med på, hvad der skal ske, at der er nogle frister, som skal forberedes – for eksempel hvornår man får søgt en STU – og at man har gjort sig nogle tanker om, hvorvidt den unge skal blive boende hjemme eller flytte hjemmefra. Som forælder skal man insistere på, at der bliver afholdt overgangsmøder ved det 16. og 17. år, hvor der tales om forsørgelse, STU, botilbud, aflastning, værgemål mv.”

Ikke noget barn mere

Der er en række ting, man som forælder kan gøre for at hjælpe sig selv og den unge i overgangen fra børneydelser til voksenydelser. En af dem handler om at erkende, at den unge faktisk ikke er et barn mere.

”Det med at beskrive sit barn objektivt, så den anden side af bordet får en fornemmelse af, hvad det er for et ungt menneske, man står med her, det kan være rigtig svært som forældre. For der er en masse følelser på spil. I den forbindelse skal du være opmærksom på, hvad der er dine behov som forælder, og hvad der er den unges behov. Stop op, få tænkt dig om. Og skil de to ting ad. For eksempel: Skal mit barn flytte hjemmefra nu eller senere? Du tænker måske, at det er han da slet ikke klar til. Han har jo en udviklingsalder som en femårig. Han skal da blive hjemme. Mine egne andre børn var heller ikke flyttet hjemmefra, da de blev 18. Men man bliver også nødt til at se på, hvad er det, han viser mig? Hvad er det, han har brug for? Er han glad ved at komme ud blandt andre? Fordi om fem år, så har han stadigvæk kun en udviklings alder på fem. Så det kan godt være, at forældrene bliver mere klar ved at vente, men det er ikke sikkert, at den unge bliver mere klar. Andre unge mennesker klarer adskillelsen selv. De tager på efterskole, udlandsrejser og flytter på kollegie. Vores børn og unge med handicap er bare hjemme, som de plejer. Her skal adskillelsen komme fra forældrene. Det er naturstridigt at skubbe en unge ud af reden, når den ikke kan flyve. Men det bliver man altså nødt til her, for ungen bliver måske aldrig klar til at flyve. Det er det sværeste følelsesmæssige dilemma at stå i som forælder.”

Det er også nogle erfaringer, Camilla har gjort sig i forhold til sin egen datter, der flyttede hjemmefra tidligere i år som 16-årig.

Regeringen og KL har foreslået, at kravet på de to års forberedelsestid til overgangen til overgangen til de 18 år afskaffes. ”Det er jo helt absurd,” mener Camilla Grann.

Kan det blive værre?

I forhold til at beskrive, hvem den unge er, hvad han kan og drømmer om så hav antennerne ude, for der kan hele tiden ske noget, som kan have betydning – og som skal kunne dokumenteres:

”Hvis man for eksempel har haft et godt forløb med en læge på en børneafdeling så få for guds skyld den læge til lige at lave et afsluttende notat, eller et eller andet, hvor barnets støttebehov eller barnets tilstand beskrives, så der ligger et nyt dokument i sagen. Det kan være rigtig godt materiale til sagsbehandlingen senere,” fortæller Camilla Grann, der i dag arbejder som specialpædagogisk konsulent i Landsbyen Sølunds Lærings og videnscenter.

Planlægningen af, hvornår nye tiltag skal sættes i gang omkring den unge, kan også have stor betydning:

”Som forældre kan man prøve at sørge for, at ikke alt for mange ting falder sammen i forhold til, hvad det er, man beslutter. At den unge måske ikke flytter hjemmefra samtidig med, at han starter i et STU-forløb. Nogle gange kan man ikke time det, men andre gange kan man måske godt have indvirkning på, at nu tager vi én ting ad gangen og sørger for, at det kommer til at køre, og så tager vi næste skridt.”

Følelsesmæssigt kan det være noget af en rutsjebanetur at gennemleve overgangsfasen for ens barn. For som forælder får man en anden rolle:

”Man kan føle, at man bliver kørt ud på et sidespor. Nu bliver jeg måske ikke inviteret med mere, nu skal jeg give slip, eller hvad det nu kan være. Du er selvfølgelig stadig for ælder, men det er ikke dig, der har ansvaret mere. Vejen for den unge ind i voksenlivet kan måske blive lidt nemmere for dig, hvis du som forælder kan finde fred i dig selv med, at det er det, der skal ske.”

Og det har betydning for hele familien – både forældrene, den unge med handicap og eventuelle søskende. ”Børnene kan også mærke, hvis forældrene er stressede og sorgfulde. Man skal virkelig tænke over, at man kan risikere at smitte den unge med sine egne uafklarede og negative følelser,” slutter Camilla Grann.

Tema bragt i Lev magasinet nr. 5 2024.