”Albert havde jo nær pandet mig ned”

Af Arne Ditlevsen

”Indflydelse er ikke noget, vi får, det er noget, vi skal tage. De kommer ikke og giver os noget. Men hvis vi er aggressive og selv banker på, hør skal vi lige…” Det har været Carl Henning Møllers devise i hans mange år som formand for Lev i Esbjerg/Fanø og før det Lev i Ribe Amt. Og det har han selv praktiseret. Hvis der var noget i forhold til mennesker med udviklingshandicap, der krævede politisk handling, gik han direkte til politikerne på rådhuset i Esbjerg. ”Jeg har måske nok været fandenivoldsk indimellem,” som han selv formulerer det.

Det er efterhånden snart ti år siden, Carl Henning stoppede som kredsformand. Både under og efter det var han ’social vicevært’ i Levs ejendomme i området i en årrække. Nu kan han tænke tilbage på en 50 år lang karriere som aktiv og ildsjæl i Lev, der også har omfattet perioder i Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget. Med både store oplevelser og enkelte skuffelser til følge.

”Et bette nokkefår”

Carl Hennings ’adgangsbillet’ til Lev var sønnen Morten, som blev født i 1969. Han har Cornelia de Langes syndrom og er infantil autist. Da Morten var omkring tre år, kom Carl Henning og hans hustru Jytte med i Lev.

Dog først nogle år senere blev han aktiv i Levs lokale arbejde. Da stod opløsningen af de gamle åndssvageanstalter øverst på dagsordenen. Også i det vestjyske, hvor Ribelund var en af de store, gamle anstalter. Her var Lev en vigtig sparringspartner for amtet, der overtog ansvaret.

Det var på mange måder en anden tid. Også i Lev, der havde den magtfulde landsformand, landsretssagføreren Albert Christensen, i spidsen. Carl Henning hører ikke til den ydmyge type, men alligevel, på spørgsmålet om hvordan han oplevede sin første tid i Levs Hovedbestyrelse, siger han: ”Som et bette nokkefår her fra det vestjyske. Vi betød nok ikke så møj… Albert havde jo nær pandet mig ned…” Sagt med et skævt smil, men Carl Henning fik unægtelig landsretssagførerens vrede at mærke, da han på Levs vegne købte en ejendom i Esbjerg.

Sagen var, at efter lang tids arbejde var det endelig lykkedes Carl Henning og den lokale Lev-afdeling at finde et egnet lokale til et mødested for mennesker med udviklingshandicap. Det var hårdt tiltrængt med et fælles sted, for ”de boede jo hist og pist og alle steder”. Slutsedlen skulle bare skrives under her og nu, hvis ejendommen ikke skulle sælges til anden side:

”Men der var ikke en kæft at få fat i i København for at høre, om vi måtte købe den. Min kasserer sagde, du kan ikke skrive under på det. Jeg sagde – jeg er pisseligeglad! Jeg er hovedbestyrelsesmedlem, og når der ikke er nogen hjemme, så skriver jeg fandme under! Og så gjorde jeg det på landsforeningens vegne. Det var Finsensgade 11 – for- og baghus og kulkælder. Otte lejemål. Det gav en kæmpe skideballe fra Albert Christensen, hvad fanden jeg bildte mig ind at gå og smide med landsforeningens penge. Han var helt oppe at køre.”

Senere tilgav han dog Carl Henning, for det blev til et dejligt opgangsfællesskab og et fantastisk samlingssted i caféen Lysthuset. Med to andre Lev-ejendomme i Ribe var der nok at gøre for Carl Henning, der blev en slags social vicevært med ansvar for både at holde lidt øje med beboerne og ejendommenes tilstand. ”De har været mit hjerteblod. Og det ærgrer mig stadig, at der ikke er café mere i Finsensgade 11 for vores udviklingshæmmede i Esbjerg-området. At den absolut skulle nedlægges, fordi der blev lavet en masterplan! Så kunne de bare mødes i lejlighederne, blev der sagt. Men vores søger ikke hinanden i lejligheder. De er nødt til at skulle have et fælles sted, og nogen der tager dem i hånden.”

Caféen var ramme om alt fra jul, koncerter, udflugter til fitness i kælderen. Men med masterplanen blev Lysthuset lukket. Der kom godt nok et samlingssted ved et aktivitetstilbud uden for byen som erstatning, men det kan slet ikke det samme, mener Carl Henning.

En hård afslutning

Lukningen af Café Lysthuset påvirkede faktisk Carl Henning så meget, at han blev nødt til at trække stikket helt for sit engagement i ejendommene og handicaprådet. Han lå søvnløs om natten og kunne slet ikke affinde sig med det. Man kan stadig høre vreden, når han nævner ordet ”masterplan”.

I dag er det kommet lidt på afstand, men mange tanker kører rundt i den tidligere folkeskolelærers hoved, når han går rundt i huset i Esbjerg. For eksempel om de ofre hans nu afdøde hustru Jytte ydede, for at han kunne suse rundt og deltage i bestyrelsesmøder både lokalt og på landsplan. Han har også fået et andet perspektiv på forholdet til sønnen Morten:

”I dag forstår jeg nok mere, efter Jytte er gået bort. Det med navlestrengen – den er ikke til at få klippet over. Jeg havde ikke selv troet, at jeg skulle blive fanget af den, men jeg har det svært ved ikke at komme over til Morten minimum hver 14. dag og hygge med en sodavand og en kiks. Det har ændret sig efter Jytte, fordi da havde vi ham jo herhjemme og var fælles om det.”

Ravklumpen

På spørgsmålet hvad Carl Henning husker tilbage på i sine mange år i Lev med størst glæde, kommer svaret prompte:

”Det er vores 50-års jubilæum (i 2002, red.), som jeg fik lov til at arrangere i Esbjerg.” Det hele foregik i Musikhuset med et stort underholdningsarrangement med blandt andet den lokale revymand Leif Fabricius og sangerinden Trine Gadeberg. De lokale værksteder lavede en udstilling i foyeren.

”Ja, det var…” Carl Henning bliver helt stille og en tåre presser sig på. ”Ja, det er sgu svært… det var den afslutning, vi lavede, stå hånd i hånd alle sammen. Den har sat sig. Det var simpelthen fantastisk.”

Ingen, der har mødt Carl Henning, har kunnet undgå at se den store hjerteformede ravklump, han altid har hængende om halsen. Inden jeg går, bliver jeg nødt til at høre historien om den, og det viser sig, at den også er relateret til Lev:

”Den fik jeg til min 50-års fødselsdag af Lev-bestyrelsen. Jeg tror den er købt ude ved ravmanden i Blåvand.” Carl Henning trækker vejret dybt ind, og tankerne går tilbage til dengang, han fik den for 35 år siden. ”Det er jo et hjerte,” slutter den gam 

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 4 2024.