Danmark til eksamination hos FN's Handicapkomité

Af Hans Andersen, politisk konsulent i Lev

Egentlig er det sådan, at staten Danmark skal til eksamination hos FN’s Handicapkomité hvert fjerde år. Sidste eksamination var dog helt tilbage i 2014, men på grund af blandt andet corona-epidemien er den aktuelle eksamination meget forsinket. I skrivende stund er eksaminationen endnu ikke gennemført, så hvordan den er forløbet, ved vi altså ikke endnu, men vi regner med, at Danmark vil få betydelig kritik fra handicapkomitéen.

Op til eksaminationen udarbejder regeringen en rapport om hvilke tiltag, der er igangsat med henblik på at leve op til handicapkonventionen. Også en række civilsamfundsaktører har fremsendt en rapport til komitéen, en såkaldt parallelrapport, der beskriver de udfordringer, som civilsamfundsorganisationerne ser i forhold til, om Danmark lever op til konventionen. Endelig sender Institut for Menneskerettigheder, der udpeget til at overvåge Danmarks implementering af konventionen, også en rapport med deres syn på, hvordan det går med implementeringen. Som forberedelse til eksaminationen har komitéen også haft møder med civilsamfundsorganisationerne, så komitéens medlemmer kunne blive klædt bedst muligt på til at eksaminere staten.

Når selve eksaminationen er overstået, kommer komitéen med en rapport med dens kritikpunkter og de tiltag, som komitéen mener, Danmark skal iværksætte for at imødekomme kritikken.

Den aktuelle parallelrapport kritiserer Danmarks indsats på en lang række punkter. Eksempelvis manglende beskyttelse mod vold og overgreb, umyndiggørelse som konsekvens af værgemål, manglende konkrete handlingsplaner og ulighed i sundhed. Lev har både bidraget til civilsamfundets rapport og deltaget i møderne med komitéen, og her har Lev haft særligt fokus på tre punkter: institutionalisering, magtanvendelse og forpligtelsen til ”progressiv realisering” af rettighederne i konventionen.

Institutionalisering

I 2014 kritiserede FN-komitéen Danmark for ikke at gøre nok for at afvikle store institutioner (botilbud), og for at der tværtimod var tegn på, at udviklingen gik i retning af flere og større institutioner for mennesker med handicap - ikke mindst mennesker med udviklingshandicap. Og komitéen anbefalede, at Danmark lavede en plan, der kunne imødegå og vende denne udvikling.

Det har regeringen ikke gjort, og siden er der opført en lang række nye store institutioner. Endda med aktivitetstilbud på samme matrikel, så beboerne ikke engang får mulighed for et dagligt miljøskifte. Det har store konsekvenser både for beboernes trivsel og for inklusionen, og derfor er det også et centralt tema i rapporten fra civilsamfundet til 2024-eksaminationen.

Magtanvendelse

Foruden de store institutionslignende botilbud rejser parallelrapporten også kritik af, at man i Danmark har taget nye lovinitiativer, som øger institutionaliseringen af tilværelsen for mange mennesker med handicap. Det drejer sig især om de ændrede regler om magtanvendelse over for mennesker med handicap, som netop er trådt i kraft.

I de ændrede regler er personalets muligheder for brug af magt kraftigt udvidet, og samtidig er reglerne for registrering og indberetning af brugen af magt reduceret, på nogle områder til årlige skønsmæssige indberetninger. Ændringer der må frygtes at føre til større vilkårlighed i forvaltningen af reglerne og en alvorlig svækkelse af den helt nødvendige beskyttelse af mennesker med handicap.

”Den progressive realisering”

Med tiltrædelsen af konventionen forpligtede Danmark sig til, at udviklingen kun må gå i retning af en stadigt større realisering af rettighederne i konventionen, men det er på mange områder ikke tilfældet.

Danmark mangler ikke blot at bevæge sig fremad i realiseringen af konventionen på en række områder. I en årrække er det tværtimod gået den forkerte vej, hvor Danmark i praksis har forringet rettigheder og vilkår for mennesker med handicap, ikke mindst set i sammenhæng med den fortsatte institutionalisering, udvidelse af mulighederne for at anvende magt og en presset kommunal økonomi, der blandt andet har ført til meget høje omgørelsesprocenter i Ankestyrelsen.

De helt konkrete tilbageskridt er der markant kritik af i parallelrapporten.

Hvordan kan eksaminationen og konventionen bruges?

Når eksaminationen er overstået, skal regeringen behandle kritik og anbefalede tiltag fra komitéen. Men FN har ingen direkte sanktionsmuligheder, hvis regeringen ikke følger anbefalingerne.

En FN-kritik af Danmark har alligevel betydning. Mange partier i Folketinget er nemlig optagede af, at ’Danmark lever op til sine internationale forpligtelser’, som det kaldes. Som et lille land er det generelt vigtigt, at landene ikke bare kan se stort på, om de lever op til konventioner, de selv har skrevet under på. Det må også gøre sig gældende i forhold til handicapkonventionen.

En kritik fra FN’s Handicapkomite er også med til at vise, at det ikke ’bare’ er handicaporganisationerne, som påpeger, at det går den forkerte vej med vilkår og rettigheder for mennesker med handicap i Danmark. Vi må derfor regne med – eller i hvert fald håbe på – at en kritik fra FN både vil vække pressens interesse og føre til debat i Folketinget. Regeringen – og nok særligt vores socialminister – vil således skulle svare på kritikken og forklare, hvilke konkrete initiativer man vil tage for at rette op på de områder, hvor komitéen er kritisk.

Det vil vi i Lev presse på for sker.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 4 2024